Bo Hamburger i 'Korpset'.
Korpset

Da han ikke kunne rejse sig fra sengen, indså han, at den var helt gal

Bo Hamburger havde ingen exitplan, da han forlod cykelsporten, og det fik store konsekvenser i hans liv.

Da Bo Hamburger fik trukket den sorte hætte af hovedet, missede han få gange med øjnene, før han satte i løb mod klippekanten. Otte meter neden for klippen lå den dybblå bornholmske Opalsø.

At det var så langt et fald, nåede Bo Hamburger dog ikke at registrere, før han sprang.

Før ham havde flere af hans holdkammerater fra ’Korpset’ taget springet, men de fleste havde brugt nogle sekunder på at orientere sig. Stille sig frem på kanten, kigge ned på søen og tage afsæt, før de sprang i. Men ikke Bo. Han skulle ud over klippen, og det skulle gå stærkt.

Han havde allerede besluttet sig for én ting, inden han kom.

Han ville ikke tænke og ikke stoppe op.

Det var sådan, han gik til opgaven.

Stålsat, målrettet og viljestærk. Det var de egenskaber, der fik ham ned i Opalsøen på under seks sekunder.

Og det er de samme egenskaber, der gjorde ham til en af Danmarks mest succesfulde elitecykelryttere med sølv- og guldmedaljer og en gul førertrøje på cv’et.

Men det er også nogle af de egenskaber, der har bragt ham i nogle af de største kriser i livet.

For der er en bagside af medaljen, når man er så stålsat, at man glemmer at stoppe op, mærke efter og spørge sig selv, om man er på vej det rigtige sted hen.

Og hvad sker der, når man målrettet hopper ud på for dybt vand og samtidig er for stolt til at bede om en redningskrans?

Med smerte som ven

Bo Hamburger fik som ganske ung et ret atypisk forhold til smerte.

Han havde allerede tilbragt mange år på cyklen, da han som bare 21-årig begyndte som professionel cykelrytter i 1991.

Det var netop viljestyrke og målrettethed, der bragte ham ind i de professionelles rækker, men det var også evnen til at kunne slå hovedet fra og udholde den smerte, der meldte sig, når man trampede i pedalerne.

- Jeg har igennem mange år lært, at smerte er min ven. Jo mere jeg pressede mig selv og kunne udholde den, jo bedre blev jeg, fortæller han.

For på den anden side af smerten kom forløsningen, der gav et næsten ubeskriveligt kick.

Den følelse, der fyldte Bo Hamburger, når han havde givet alt, hvad han havde i sig, ”tømt alle depoter” og kunne høste sejren.

En sådan følelse fik han blandt andet i 1998, da han efter 3. etape og flere hundrede kilometers cykling kunne iføre sig den gule førertrøje i Tour de France.

- Den dag havde jeg en følelse af, at det her har jeg sgu fortjent. Jeg har lagt alt i det og er kommet så langt, fordi jeg har villet det nok, siger han.

Der kom mange både små og store sejre i Bo Hamburgers karriere, der alle sammen gav ham det kick, han elskede.

Blandt andet i præstationer som VM-sølv i 1997, vinder af La Fléche Wallone-løbet i 1998 og DM-guld i 2000.

Bo Hamburgers præstationer gjorde ham til en del af 90’ernes cykelhelte bestående af Bjarne Riis, Jesper Skibby, Rolf Sørensen og Brian Holm, der nærmest blev dyrket som rockstjerner i Danmark de år.

Igennem hele hans karriere var det følelsen af at have kæmpet, overkommet smerten, ydet sit bedste og opnået sine mål, der drev ham. Men det blev også den følelse, som han forgæves måtte lede efter senere i livet.

Bo Hamburger beskriver selve cykelverdenen som et alfamiljø, hvor det gjaldt om at være hurtig, stærk og ikke pive. En stor fordel i sportsverdenen, men til tider en ulempe i det private liv – det skulle han senere finde ud af.

Samtidig var elitecyklingen en form for ”beskyttet værksted”. Et sted, hvor det eneste, man skulle koncentrere sig om, var cykling, og hvor alt andet blev udelukket på godt og ondt.

Bo Hamburger var aldrig på sommerferier, til familiefødselsdage eller fester. Men det generede ham ikke. Han havde sin passion i cykelsporten. Et sted, hvor trænere, managere og sportsdirektører hjalp ham igennem hverdagen.

Livet som topidrætsmand var fysisk benhårdt, men samtidig simpelt.

- Jeg skulle ikke koncentrere mig om ret mange andre ting end at blive god til det, jeg lavede. Det var ikke særligt kompliceret, som livet udenfor godt kan være, siger han.

Bo Hamburger levede det professionelle cykelrytterliv i 16 år indtil 2006, hvor han stoppede. Det var der, at en del af Bo Hamburger døde.

Ingen exitplan

Efter 16 år i branchen stoppede Bo Hamburger som 36-årig. Siden 2001 havde en dopingsag sat en stopper for de store løb, og Bo Hamburger havde skruet sin indsats på cyklen ned fra 100 til 99 procent. Og det var for lidt for en mand, der ville være den bedste.

Blå Bog: Bo Hamburger

  • Født i 1970 og opvokset i Herlev.
  • Begyndte sin professionelle cykelkarriere i 1991, hvor han startede på det hollandske cykelhold TVM.
  • Blandt nogle af karrierens højdepunkter er en etapesejr i Tour de France i 1994, den gule førertrøje i Tour de France efter 3. etape i 1998, vinder af La Fléche Wallone-løbet i 1998 og DM i 2000.
  • I 2001 var han involveret i en dopingsag, og i 2007 erkendte han at have taget EPO fra 1995 til 2003. 
  • Privat er han gift med Sanne Hamburger, som han har tre voksne børn med. 

Men afskeden med cykelsporten blev også en afsked med noget andet.

- Da jeg stoppede som sportsudøver, døde en lille del af mig. Det, der havde opfyldt hele min tid og defineret mig. Alt, hvad jeg var, udover far og ægtemand, var cykelrytter, og den del var jeg ikke mere, siger han.

De første år efter sin cykelexit var det Bo Hamburger magtpålæggende at rette folk, når de talte om ham som cykelrytter.

- Ekscykelrytter, svarede han tilbage.

Nu skulle han i gang med et nyt liv fyldt med valg, som han aldrig havde skullet træffe før.

- Mit liv havde kørt efter en snor, og lige pludselig stod jeg på den anden side. Så var der meget tomt. Jeg skulle selv tage stilling til alting: Hvad vil du, hvad kan du, hvad har du lyst til?

Bo Hamburger havde ingen exitplan og ingen coach til at guide ham. Noget, han i dag fortryder.

Men viljestyrken og stålsatheden havde han stadigvæk til overflod, og han kastede sig derfor hovedkulds ud fra 10-meter-vippen og prøvede noget helt nyt.

Han startede sit eget malerfirma med samme mål, som han havde for sin cykelrytterkarriere: Han ville være bedst.

Malerfirmaet skulle være hans nye store passion. Det viste sig bare, at de folk, han arbejdede med, havde en helt anderledes tilgang til arbejdslivet end ham.

- De gik måske lidt mere på arbejde for at tjene penge og lavede noget i deres fritid, der gav dem deres passion. Det var jeg ikke vant til, siger han.

Bo Hamburger var dog selv fast besluttet på, at hans egen passion for arbejdet nok skulle komme. Hvis han bare blevet ved med at knokle og ”komme igennem smerten”, som han havde gjort på cyklen, skulle kicket nok komme på den anden side.

Men det gjorde det ikke. Det opdagede Bo Hamburger bare alt for sent.

Et stort hul

En morgen i 2009 stod Bo Hamburger op af sengen for at tage på arbejde. Han nåede lige akkurat at komme i tøjet, før det hele gik i stå.

- Jeg kortsluttede bare, siger han.

Han satte sig tilbage på sengekanten og stirrede lige ud i luften.

- Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Jeg havde ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg havde heller ikke lyst til at blive der på sengekanten, siger han.

I næsten fire år havde Bo Hamburger knoklet for at få succes med sit malerfirma og finde passionen.

Han havde kørt på de utrættelige batterier, der havde givet ham nogle af de største sejre i cykelkarrieren, men han havde ikke opdaget, at han denne gang var kørt den forkerte vej. Længere og længere ind i mørket.

- Der opstod sådan et sort hul. Hvis jeg kigger tilbage, kunne jeg godt se det komme. Jeg ville bare ikke indse det, siger han.

For der havde været advarselslamper.

Jeg syntes, at alle de folk, jeg mødte i mit arbejdsliv, var nogle idioter og skurke, der prøvede at tage røven på mig

Bo Hamburger

Han var begyndt at drikke for meget, og hans hustru og tre børn havde i de seneste år haft en meget indelukket far og ægtemand. De havde også ventet på den glade Bo, der plejede at komme ud på den anden side.

Men Bo Hamburger var ikke glad. Uanset hvor hårdt han arbejdede, havde han ikke den samme ild og passion som før.

Hvordan han kom op fra sengen, husker han ikke i dag. Men det var den dag, at han indså, at han havde brug for hjælp. Han kontaktede efterfølgende en psykolog.

Det var her, han fandt ud af, at han ikke var havnet på den rigtige hylde, og at han var ramt af en depression.

- Den erkendelse var hård, for hvilken vej skulle jeg så gå?, siger han.

Men dagen på sengekanten blev et vendepunkt for Bo Hamburger. En ny begyndelse, som han faktisk ser tilbage på som en positiv oplevelse.

Alligevel fortsatte han med at famle efter sin passion de næste år og havde endnu ikke lært det vigtigste.

På jagt efter passionen

I årene efter det kuldsejlede malerfirma fortsatte Bo Hamburger med at kaste sig ud i projekter med nogenlunde samme ildhu som før. Han åbnede en cykelbutik, forsøgte sig som forsikringsagent og senere leder.

Alt sammen i forsøget på at finde en ny passion. I dag kan han ikke lade være med at grine af nogle af de valg, som han traf.

- Da jeg åbnede en cykelbutik, tænkte jeg, at det måtte da være lige noget for mig. Men altså at have en cykelbutik og køre cykelløb er jo ikke helt det samme, siger han.

Bo Hamburger kunne stadigvæk ikke finde sig til rette i arbejdslivet og med sine nye kollegaer. Han syntes, at de var uden passion og det, der var værre:

- Jeg syntes, at alle de folk, jeg mødte i mit arbejdsliv, var nogle idioter og skurke, der prøvede at tage røven på mig. Jeg syntes, at hele verden var imod mig, siger han.

Efterhånden gik det dog op for Bo Hamburger, at alle idioterne, han mødte, havde én ting tilfælles – nemlig ham.

Det var hårdt for den tidligere cykelrytter at indse, at han selv havde en andel i, at tingene gik skævt.

Til gengæld var det en befrielse at finde ud af, at det ikke var andres skyld, men hans egen. Så kunne han jo faktisk gøre noget ved det.

Og det var her, at Bo Hamburger fandt ud af noget vigtigt om sig selv:

At viljestyrke, stålsathed og evnen til at slå hovedet fra og kaste sig hovedkulds ud i ting måske nok var en styrke i cykelløbet, men ikke når han skulle finde vej i livet, der ventede på ham bagefter.

Han blev nødt til at stoppe op og tænke sig bedre om, inden han kastede sig ud i sine mange projekter. Måske endda spørge andre om hjælp og råd, selvom det var lidt svært for en mand, der havde brugt 16 år på at være usårlig i et alfamiljø.

Derfor går han i dag løbende til en coach, der kan hjælpe ham i de svære valg.

Og først for få år siden erkendte han, at det kick og den passion, han har jagtet i så mange år, aldrig kommer igen på helt samme måde.

De små kick i hverdagen

I dag leder han i stedet efter de små kick i hverdagen.

Det kan være alt fra at tilbringe tid med sine børn, gå tur med hunden eller prøve sig selv af i et tv-program som ’Korpset’. Det seneste år har han arbejdet som træner og kostvejleder i eget firma, og det giver ham også noget.

For det føles som en sejr i hverdagen, hver gang en kunde ringer og fortæller, at træningen gik godt, eller at de har tabt sig.

Så bliver han virkelig glad. At hjælpe andre med at lykkes giver ham en helt fantastisk følelse.

- Det er måske ikke som at stå med den gule førertrøje, men det giver mig stor tilfredsstillelse og en ny form for mening i mit liv. Jeg har oplevet, hvor meget det giver mig selv og andre at være i balance. Her er træningen en afgørende faktor, også for mig selv den dag i dag, siger han.

Selvom han ville ønske, at han havde bedt om hjælp inden den dag, hvor han gik i stå på sengekanten, fortryder han ikke, at han flere gange sprang ud på dybt vand uden helt at tænke sig om.

For de spring har gjort ham til den, han er i dag. Og de betyder, at han i dag er bedre rustet til at træffe sine valg. Og har modet til at spørge om hjælp. For nu ved han, at en redningskrans ikke nødvendigvis er en falliterklæring.

Du kan se 'Korpset' på mandag klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.