Korpset

TV-deltager kørt væk i ambulance

Spoiler: Dele af indholdet i 'Korpset' program 4 afsløres i denne artikel.

Cykelrytteren Bo Hamburger nåede lige akkurat at mærke et smæld i lænden, inden han besvimede af smerten og faldt om på ladet af den lastbil, han sad i.

Forude for episoden lå fires dage benhård og intens fysisk træning i ’Korpset’, hvor 50-årige Bo Hamburger og 11 andre kendte danskere blev trukket igennem en række øvelser af tre tidligere elitesoldater.

Blandt andet blev de udsat for et utal af løbeture i kuperet terræn, drukneøvelser samt løft af klippestykker, træstammer, cementstænger og en 50 kilo tung sandsæk.

Selvom den tidligere elitecykelrytter kunne mærke det fysiske pres, fejlede hans mentale indstilling ikke noget. Han var i sit helt rette element – et sted, hvor han blev udfordret både fysisk og psykisk.

Men på fjerdedagen sagde kroppen altså fra. Det skete efter en dag, hvor Bo Hamburger havde presset sin krop til det yderste.

- Vi havde båret på tunge betonstænger i timevis, vi havde svedt og var så våde og kolde. Så kom vi op i den her lastbil, som kørte os rundt i timevis, siger han.

Bo Hamburgers krop svajede og sitrede, da han gang på gang skulle løfte de tunge sten over hovedet. Instruktørerne bad ham rette sig op, men fortalte efterfølgende, at de var imponerede, at den 50-årige cykelrytters viljestyrke og kampgejst.

Læge blev tilkaldt

Da lastbilen langt om længe stoppede, skulle Bo Hamburger tage sin rygsæk på, og det var her, han mærkede smældet i lænden.

- Og så besvimede jeg, og da jeg vågnede igen, lå jeg på gulvet, fortæller han.

Bo Hamburgers kammerater havde hurtigt fået tilkaldt programmets læge, der allerede stod bøjet over ham, da han kom til sig selv.

Lægen kiggede på ham og gav ham en sprøjte – og kom så med de ord, Bo Hamburger mindst havde lyst til at høre.

- Bo, du kommer ikke til at kunne fortsætte her. Jeg kommer til at tage dig ud.

Bo Hamburger kunne ikke lade være med at bande og svovle af ærgrelse, da han måtte aflevere sit armbind med sit nummer til instruktøren.

Og lige der var han da heller ikke spor enig i beslutningen, fortæller han.

Bo Hamburger var på professionel cykelrytter i 90'erne og starten af 00'erne. Her  vandt han blandt andet en etape-sejr i Tour de France i 1994, La Flèche Wallonne i 1998 og DM i 2000.

Selv følte han godt, han kunne fortsætte, men lægen fortalte, at når først den smertestillende medicin havde lagt sig, ville han ikke være i stand til at kunne noget.

- Jeg var simpelthen så frustreret over det, for jeg følte ikke, jeg havde fået lov at gå hele vejen. Jeg synes godt, jeg kunne give mere, selvom man selvfølgelig kan sige, at man har nået sit limit, når ens ryg knækker sammen, siger han.

En tur på skadestuen

Bo Hamburger blev herefter kørt med ambulance til skadestuen, hvor han blev yderligere smertedækket. Senere blev han kørt tilbage til det hotel, hvor deltagerne kom hen, efterhånden som de forlod programmet.

Hvad der præcis skete med ryggen, fandt hverken han eller lægerne ud af. Men det var sandsynligvis enten en nerve, der havde sat sig fast eller en gammel diskusprolaps, der gik ind og trykkede på en nerve.

Men lægen havde ret. Bo Hamburger kunne ikke have fortsat, og han mærkede da også eftervirkningerne af skaden bagefter.

- Jeg gik, som om jeg havde skidt i bukserne en uge til ti dage efter, siger han og griner.

Den dag Bo Hamburger røg ud, havde holdet slæbt alt fra 50 kilo tunge sandsække og klippesten til træstammer og betonbjælker.

Heldigvis omgiver den tidligere cykelrytter sig med flere gode behandlere, der hjalp ham på rette køl med ryggen, og i dag mærker han ikke noget til skaden.

Havde ikke på noget tidspunkt tanken om at give op

Han ærgrer sig dog stadigvæk over, at han røg ud på fjerdedagen, for han synes ikke selv, han var parat til at forlade ’Korpset’.

- Jeg synes, det var brandærgerligt, for jeg var sgu ikke presset. Jeg var ikke derude, hvor jeg på noget tidspunkt havde haft en lille tanke om at give op, siger han.

Han meldte sig oprindeligt til ’Korpset’ for at få en udfordring, der var så stor, at han ikke kunne gennemføre med venstre hånd.

- Og det skal jeg lige love for at den var, siger han og griner.

Det var især smerten ved de mange, gentagne tunge løft, der kom bag på Bo Hamburger.

Til gengæld lærte han noget om sig selv af programmet.

- Du opdager, du kan meget mere, selv når det er rigtig hårdt, så kan du lidt mere endnu. Jeg vidste det måske godt, men det er godt at huske sig selv på det, siger han.

Bo Hamburger blev positivt overrasket over, hvor stærkt et sammenhold de 12 kendisser udviklede i løbet af ugen i 'Korpset', og han taler stadigvæk med de andre deltagere i dag.

Samtidig har han fået et helt unikt venskab med de 11 andre deltagere, som han stadigvæk ser den dag i dag.

Du kan se 'Korpset' mandag klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.