Korpset

Jeg var en rod i skudsikker vest - indtil hun fandt det, jeg gemte under sengen

Komiker og forfatter Mazen Ismail havde en følelse af at være tilbage i folkeskolen, da han blev straffet i ’Korpset’. Her er hans fortælling.

Jeg stod med hænderne i siden og kiggede på dukken. Den vejede 50 kilo og var fyldt med sand - og så var den iklædt militærtøj. Ikke nok med den var tung, den var også upraktisk at bære.

- Fuck! udbrød jeg. Det var så frustrerende.

Mine medaspiranter og jeg var hurtigt blevet enige om at kalde dukken Fede Dorit. Jeg hadede Dorit. Jeg skulle bære hende på en rute så lang, at jeg følte, den førte hele vejen op til himlen.

- Kom så! Grav dybt, sagde instruktøren.

Smerten i mine ben og arme flyttede sig ind i mine tanker. Jeg ville klare det godt. Jeg ville ikke skuffe nogen, men det var umenneskeligt hårdt arbejde, og jeg blev indelukket og vred. Frustrationerne over ikke at kunne løse opgaven lod jeg gå ud over Fede Dorit.

Jeg fik pludselig en straf, hvor jeg blev pisket rundt på knæ og albuer. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg blev straffet. Men den følelse havde jeg prøvet før.

Barndommen i Beirut

Jeg kan især huske lydene fra krigen og bomberne. Jeg kan huske den indre uro. Frygten. Jeg tvivlede på hele omverden. Jeg tvivlede på himlen; på hvad der pludselig kunne komme ud af den. Beirut under borgerkrigen i 1990 var et forfærdeligt sted at være for en 5-årig.

Som barn i Beirut måtte Mazen Ismail kun køre på sin cykel indenfor. Hans forældre ville ikke lade ham cykle udenfor, hvor bomberne jævnligt faldt.

Derfor flygtede min familie fra Libanon til Danmark, hvor vi brugte de første år i Sandholmlejren og andre asylcentre rundt i landet. Efter en lang kamp - og adskillige sultestrejker - fik min familie og jeg opholdstilladelse.

Men det var svært at tilpasse sig en dansk kultur, når man derhjemme var vant til en mellemøstlig kultur.

Øjenkontakten

Efter min ”røvtur” i buskadset spurgte instruktøren mig, om jeg vidste, hvorfor jeg fik straffen. Jeg svarede nej. Jeg syntes jo, jeg havde gjort alt, hvad han bad mig om. Det viste sig, at problemet var min attitude.

Den tidligere elitesoldat havde læst min frustration som et angreb på hans autoritet.

- Få et ordentligt ansigt på! Et ansigt, der viser, du vil det her, og som ikke ser ud, som om du er pisseligeglad, sagde instruktøren.

Instruktørerne beordrede Mazen Ismael på en ekstra "røvtur" gennem et tæt buskads.

Instruktørens blik sendte mig tilbage til folkeskolen. At se ham i øjnene var som at stirre ind i fortiden. Jeg så min lærer for mig. Jeg går i 4. klasse, og hun skælder mig ud foran de andre elever, fordi jeg ikke har lavet lektierne rigtigt. Jeg kigger ned i gulvet og undgår øjenkontakt med hende.

Jeg havde lært hjemmefra, at hvis en autoritet skældte mig ud, så skulle jeg som tegn på respekt altid kigge ned i gulvet og undgå al form for øjenkontakt. At kigge min lærer i øjnene ville være mangel på respekt. Sådan var den mellemøstlige kultur, jeg kommer fra.

Men den gjaldt ikke i folkeskolen, og min lærer krævede at jeg så hende i øjnene. Jeg gjorde det ikke.

Den var gal med min attitude, konkluderede skolen. Selvom jeg faktisk godt kunne lide at gå i skole, hvor jeg havde altid mit hæfte med mig, hvori jeg skrev digte.

Fede Dorit

Jeg sidder i min stue og ser mig selv i ’Korpset’. Jeg ser mig selv fortsat kæmpe med Fede Dorit. Jeg kan ikke få krammet på hende, og instruktøren skynder på mig, mens jeg puster og stønner under vægten.

Da jeg ser mig selv, går det også op for mig, hvor meget min intention om at ville være dygtig bliver misforstået. Følelserne fra folkeskoletiden kommer tilbage til mig.

Som dreng bebrejdede jeg mig selv, når jeg ikke kunne finde ud af lektierne. Jeg haltede bagud i skolen. Det var, som om jeg bar Fede Dorit på mine skuldre gennem skoleårene.

Attitudeproblemer

Før jeg kom til Danmark, læste min mor digte op for mig i Libanon. Hun var en aktiv del af min læring, men i Danmark trak hun sig tilbage.

Mazen Ismails interesse for litteratur startede i Beirut, da hans mor læste digte op for ham.

Måske af skam, fordi hun ikke længere kunne dele litteratur med mig eller tage mig i teatret, som hun gjorde i Beirut.

Måske var det derfor, hun ikke kom til skole-hjem-samtalerne. De var som et udstillingsvindue for hendes manglende ressourcer og en sprogbarriere, der viste, at hun var mere afhængig af mig, end jeg var af hende. Måske følte hun sig umyndiggjort foran lærerne.

Jeg blev indelukket i klassen. Min indstilling til og attitude over for lektier, læsning og skrivning var forkert, sagde min lærer. Selvom jeg elskede bøger.

På trods af lærere, der ikke forstod ham, så kunne Mazen Ismail godt lide skolearbejdet.

At blive misforstået og ikke have værktøjer til at udtrykke sig, var som at få klippet stemmebåndet på en øde ø i det øjeblik, redningsbåden dukker op i horisonten.

Vejen til ungdomsfængslet

Det hele kulminerede, da jeg efter et slagsmål blev smidt ud af skolen i niende klasse. Ironisk nok skete det på en kaserne, som skolen havde sendt mig på for at blive rettet ud i bedste militærstil.

15-årige Mazen Ismail kom med i en forkert gruppe af unge mænd. Det endte med, at han blev stukket ni gange med en kniv.

Desværre skete det modsatte. Jeg udviklede en maske, som skulle beskytte mig mod omverdenen. Bag den gemte jeg min frygt og sårbarhed. Jeg blev en rod, der lavede ballade. En rod, der også altid havde et hæfte med, så jeg kunne skrive digte.

Det hele endte med, at jeg som 15-årig blev stukket ni gange med en kniv og havnede i et ungdomsfængsel.

Masken

I ’Korpset’ blev jeg ført ind til afhøring hos instruktørerne. Da jeg ser programmet hjemme i stuen, er det tydeligt, at jeg på under et splitsekund tager den hårde maske på igen.

Den maske, der er ligeglad med autoriteter.

Den samme maske, som jeg brugte for mange år siden i folkeskolen i mødet med lærere og pædagoger. Det er en kold maske. Det kan jeg se nu på skærmen.

Paraderne er oppe. Jeg kender følelsen. Min lærer misforstod min intention. På samme måde som instruktørerne over for mig misforstår. Men alligevel er forskellen mellem dengang og nu tydelig.

Kunsten at spørge

I skolen forventede lærerne ingenting af mig. I ’Korpset’ spurgte instruktøren ind til min attitude i en tone, som kun en elitesoldat kan tale med. Han forventede noget af mig. Det var tydeligt.

Min maske faldt.

Alle aspiranterne bliver hevet en til samtale, hvis ikke instruktørerne er tilfredse med indsatsen.

I dag kan jeg sætte ord på mine tanker og frustrationer. Jeg kan forklare, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Og instruktørerne spurgte ind. De ville vide, hvad der lå bag mine udbrud. Årsagen.

Dengang i skolen, var der ingen, der spurgte ind. De besluttede sig bare for, at jeg ikke kunne opføre mig ordentligt.

Mazen Ismaels hårde maske falder, da instruktørerne spørger ind til hans reaktioner.

Efter afhøringen blev jeg ført væk. På tv-skærmen ser jeg instruktørerne give udtryk for, at mine svar på deres spørgsmål, fik deres negative indtryk af mig til at fordufte.

- Han er mere reflekteret, end jeg troede, siger en af dem.

Hans makker giver ham ret. Tavlen er visket ren.

Hæftet med digte

Mens jeg ser programmet, kan jeg ikke lade være med at ønske, at jeg havde kunnet udtrykke mig på samme måde i folkeskolen, så mine intentioner dengang ikke var blevet misforstået.

Måske havde jeg så undgået at sidde på Vejle Bibliotek som 15-årig med skudsikker vest på og læse bøger.

Men i folkeskolen havde jeg ikke et sprog til at udtrykke mine frustrationer eller sætte ord på mine tanker. Og ingen til at hjælpe mig.

Lige indtil den dag, hvor en pædagog i ungdomsfængslet fandt mit hæfte med digte, som jeg havde gemt under min seng. Hun læste i hæftet, men sagde ikke noget. Nogle dage senere kom hun tilbage med en kæmpe stak bøger, som jeg læste fra ende til anden.

Succes

Mazen Ismail var inden optagelserne nervøs for, hvilken en type personlighed han ville være, når han blev presset hårdt i

Endelig var der en, der forventede noget af mig. Det ændrede alt. Jeg blev grebet af et kreativt univers, som lærte mig at udtrykke mine tanker og gav mig et sprog.

De værktøjer, jeg lærte i det univers, gjorde det muligt for mig at gennemføre en universitetsuddannelse og skrive tekster, som i dag bliver anvendt som pensum på de selvsamme skoler, jeg blev smidt ud af.

Men jeg tænker altid på de mange unge drenge og piger, der i dag bærer rundt på Fede Dorit. Dem, der føler sig misforstået og ikke kan udtrykke deres frustrationer. Gid nogen vil forvente noget af dem og lytte til dem.

På tv-skærmen kan jeg se, at jeg endelig har fået krammet på Fede Dorit. Instruktøren ser tålmodigt og forventningsfuldt på, mens jeg får sanddukken op på mine skuldre.

Og så kan jeg - langt om længe - fuldføre øvelsen.

Se 'Korpset' hver mandag kl. 20 på TV 2 - eller når du har lyst på TV 2 PLAY.