Rikke Hørlykke i 'Korpset'.
Korpset

Når andre ser hendes liv på Instagram, har de ét spørgsmål. Og Rikke Hørlykke har et klart svar

Rikke Hørlykke har altid haft evnen til at slå hjernen fra og køre på. Det har hjulpet hende til at præstere, selv når andre måske ville sige stop.

Hun kiggede fokuseret op mod vippen, inden hun slog blikket ned i jorden.

- Dét der, det gør jeg simpelthen ikke. Det tør jeg ikke, tænkte hun.

Men da det blev hendes tur, tog 44-årige Rikke Hørlykke en dyb indånding og kravlede op ad stigen.

Hun stillede sig ud på vippekanten med ryggen mod havnebassinet, og uden megen tøven kneb hun øjnene sammen og lod sig falde bagover.

Blev en maskine

Øvelsen var bare en af de omkring ti gange i 'Korpset', hvor den tidligere professionelle håndboldspiller mødte en udfordring, der instinktivt triggede hendes grænser.

- Men jeg blev en maskine, konstaterer Rikke Hørlykke i dag.

- Og jeg blev faktisk en lille smule skræmt af, hvor maskine-agtig jeg blev. Fordi jeg troede, at jeg ville være mere reflekterende undervejs, fortsætter hun.

Men så snart hun hørte instruktørerne råbe “nummer 10”, adlød hun deres ordre og udførte den. Som om hun bare accepterede reglerne og arbejdede sig igennem. Uanset hvor voldsomt det, hun stod overfor, var.

Egenskaben vidste Rikke Hørlykke godt, at hun besad. Men meget er sket, siden hun i slutningen af sine 20’ere var med til at vinde både EM og OL i håndbold for Danmark.

I dag er hun gift på 21. år, mor til to børn på 11 og 14 år og lever af at være sit eget brand.

Og Rikke Hørlykke troede måske, at hun med årene også havde fået et filter, der ville stoppe hende – bare nogle gange – hvis risikoen for skader synede for stor.

Men hun følte sig ikke hæmmet i 'Korpset'. I stedet slog den tidligere håndboldspiller gang på gang hjernen fra og lod et andet gear tage over.

Men hvordan bliver man så hårdhudet og fokuseret, at man kan lukke alt andet end den næste opgave ude? Og hvordan håndterer man fordomme fra andre, der mener, at man nogle gange lever livet lidt for ekstremt?

Ville være soldat

Rikke Hørlykke fik chancen for at udleve en barndomsdrøm i 'Korpset'.

Allerede som barn var Rikke Hørlykke ikke som alle andre. Hun drømte om at blive jægersoldat eller politimand, og hver gang hun i folkeskolen fik mulighed for at komme i praktik, søgte hun mod militæret.

Først flyvevåbnet, så søværnet. Med tiden blev hun mere og mere sikker på, at det var soldat, hun skulle være. For allerede dengang havde hun “uro i kroppen” og kunne lide de simple rammer.

Rikke Hørlykke

Født i 1976.

Tidligere professionel håndboldspiller.

Nåede 125 landskampe for Danmark, hvori hun scorede 234 mål.

Vandt EM i 2002 og OL i 2004, mens nogle af sejrene på klubniveau tæller DM guld, Champions League, sølv i den tyske Bundesliga samt to pokalmestertitler. 

Har siden 2013 haft sin egen virksomhed, Hørlykke Performance, hvor hun arbejder med personlig træning, foredrag, coaching, kostvejledning og livsstilsændringer.

Optræder blandt andet også som tv- og podcastvært. Senest i 'Morgentræning' på DR. 

Gift med tidligere håndboldspiller og landstræner Klavs Bruun Jørgensen. Sammen har de to børn. 

Sådan gik det som bekendt ikke. Men i dag ved Rikke Hørlykke, at der måske har ligget noget latent i hende fra hendes biologiske far, der selv gjorde karriere i militæret og både var udstationeret i Iran og Irak.

Hun voksede op uden at kende ham, men beskriver det ikke som noget, hun var videre ked af. For Rikke Hørlykke havde jo sin mor, sin stedfar og fem halv- og bonussøskende.

Hendes mor var sygeplejerske og hendes stedfar læge. I deres første år sammen arbejdede de to meget for at starte deres egen klinik.

Derfor måtte børnene ofte klare sig selv. Og inden det begyndte at gå godt, måtte forældrene vende hver en øre.

Til aftensmaden var der derfor regler om, hvor mange kartofler man skulle spise, før man måtte få et nyt stykke kød på tallerkenen.

Rikke Hørlykke var to år gammel, da hun blev en del af en stor sammenbragt familie. Hun voksede op med tre storebrødre og en storesøster. Da hun var syv, fik hun en lillesøster.

Rikke Hørlykke var i mange år den yngste i søskendeflokken, og derfor skulle hun også være heldig, hvis hun fik lov at skifte vandet i badekarret, når det blev hendes tur efter alle de andre.

Til gengæld kunne hun tjene fem ører for hver mælkebøtte med rod, hun hev op fra græsplænen. Og selvom der på den måde var kæft, trit og retning, ønsker Rikke Hørlykke sig i dag ikke noget anderledes.

Faktisk takker hun kun sin barndom for, at den har gjort hende både robust og selvkørende.

- Når man ikke har været vant til, at der kom nogen og gjorde noget for én, så lærer man også at tage ansvaret, siger hun.

Og det var netop Rikke Hørlykke selv, der tog det ansvar, som gjorde, at hun kom til at gøre karriere på en håndboldbane frem for i militæret.

Den, der afgjorde kampene

Rikke Hørlykke begyndte sin professionelle håndboldkarriere i Virum Sorgenfri HK.

Allerede fra hun var 12 år, begyndte Rikke Hørlykke at være den, de andre kiggede på, når håndboldkampene skulle afgøres. En rolle hun havde det godt med.

Som 15-årig besluttede Rikke Hørlykke derfor også at gøre noget ved det talent, som andre fortalte hende, at hun havde.

På eget initiativ søgte hun ind som Team Danmark-student, så hun kunne passe sine mange timers træning på eliteplan ved siden af gymnasiet.

Hendes forældre skulle "bare skrive under det rigtige sted", som hun udtrykker det.

Selvom hun med sine 171 centimeter ikke havde højden til at skyde over et højt forsvar, lærte Rikke Hørlykke op gennem karrieren, hvad der skulle til for få 60 minutter på banen. Det handlede om at gøre uundværlig på holdet og kunne indtage forskellige roller, siger hun.

Fra hun var 18 år, spillede hun håndbold professionelt. Men det atypiske karrierevalg gjorde – med Rikke Hørlykkes egne ord – hende til "det sorte får" i familien.

- Dét blev jeg ikke belønnet for de første mange år, siger hun med et grin.

- Bare tanken om at jeg ikke skulle på universitetet, kunne min stedfar næsten ikke være i. Hvis det stod til ham, var vi alle blevet læger.

Trods det holdt Rikke Hørlykke fokus på håndbolden. Og som 22-årig ventede der hende et år i toppen af den tyske bundesliga, hvor hun fik en ny forståelse for, hvor benhårdt livet som håndboldspiller kunne være.

40 år ældre mentalt

I Danmark var den unge playmaker aldrig blevet udsat for noget i nærheden af, hvad hendes træner i klubben TV Lützellinden bød sine spillere.

Efter hver træning var der en ny, der græd på grund af hans kritik. Og træneren, som ifølge Hørlykke arbejdede efter klassisk, tysk lederstil, opererede også med straf.

Når jeg syntes, han havde været efter mig, eller det gjorde ondt i hele min krop, kiggede jeg bare på dem og bed tænderne sammen

Rikke Hørlykke

Hvis holdet tabte en kamp, kunne han bagefter sætte alle til at løbe frem og tilbage i hallen i timevis. Hver gang en af spillerne gjorde antræk til at stoppe op, brummede han bare: "Weiter laufen".

Rikke Hørlykke husker også træninger med op mod 1000 skud, hvor det til sidst føltes som om, hendes arm skulle falde af.

Rikke Hørlykke blev tysk pokalmester med TV Lützellinden i 1999 og vandt sølv i Bundesligaen samme år. Hun fandt ud af, at lederstilen var en taktik, der skulle få spillerne til at stå sammen mod en fælles fjende. - Det var bare en grim måde at nå frem til vores allerypperste, siger hun.

På den måde overskred træneren nogle af hendes grænser, fordi Rikke Hørlykke måske troede, hun ville have sagt fra i sådanne situationer.

Men hun ville gøre alt for at spille om søndagen. Og hun accepterede, at grænserne blev rykket.

Selvom hun nogle gange kunne føle sig magtesløs eller helt smadret, når hun kom hjem, var hun dog aldrig en af dem, der tudede over det.

Hun spillede på hold med jævnaldrende fra Warszawa og Beograd, der hver måned sendte næsten hele deres løn hjem til deres familier i det krigsramte Østeuropa. Det satte alting i perspektiv.

- Når jeg syntes, han havde været efter mig, eller det gjorde ondt i hele min krop, kiggede jeg bare på dem og bed tænderne sammen, for jeg havde det slet ikke hårdt i forhold til dem, siger Rikke Hørlykke.

På det år lærte hun derfor at kravle op af de huller, hun engang imellem landede i. Og hun følte sig "40 år ældre i hovedet", da hun vendte hjem.

Store drømme

Rikke Hørlykke begyndte perifert at være med til træninger på landsholdet forud for OL i Sydney i 2000.

Tilbage i Danmark gjorde Rikke Hørlykke sig mere og mere bemærket på banen op gennem 00’erne.

Dog begyndte landsholdskarrieren med, at hun i 2000 blev sorteret fra lige før OL i Sydney. Derfor så hun de danske kvinder vinde guld hjemme fra sofaen, og det gav den dengang 24-årige Rikke Hørlykke et mål.

- Husk mig lige på, at jeg skal gøre alt de næste fire år for at komme til at stå på den skammel med sådan en guldmedalje, sagde hun til sin mand, Klavs Bruun Jørgensen, der på det tidspunkt selv spillede på det danske herrelandshold.

Det var dette syn, der i 2000 gav Rikke Hørlykke blod på tanden. Men der var også en tung arv at løfte fra de store spillere, som stoppede herefter.

Det var sagt med et glimt i øjet, men alvor i stemmen.

I de år der var gået, og de år der skulle komme, var håndbolden absolut topprioritet i Rikke Hørlykkes liv. Hun levede med fuldt fokus mod næste kamp. Og alt andet måtte vige.

Selv da hendes mand under EM-slutrunden i 2002 kørte galt på vej mod Aarhus for at se hende spille, valgte hun at fortsætte i turneringen.

Jeg spillede faktisk min bedste finale nogensinde, da vi senere i det EM vandt guldet

Rikke Hørlykke

Rikke Hørlykke opdagede hans tomme sæde i hallen efter en indledende kamp. Herefter fik hun beskeden.

Det var et held, at han slap med en hjernerystelse og en række sting i hovedet.

Da Klavs Bruun Jørgensen dagen efter blev udskrevet fra hospitalet, mødtes han med sin kone en times tid på spillerhotellet i Aarhus. Og de aftalte, at hun skulle fortsætte i slutrunden, selvom det krævede, at andre hjalp ham derhjemme.

- Mange studsede over, at jeg kunne være så fokuseret allerede dagen efter. Men da jeg havde kigget ham i øjnene, lagde jeg det fuldstændigt væk. Det er jo det, der er så vildt, siger Rikke Hørlykke om sig selv.

- Og jeg spillede faktisk min bedste finale nogensinde, da vi senere i det EM vandt guldet.

Rikke Hørlykke lavede vigtige scoringer i finalen til EM i 2002, hvor Danmark slog Norge. Efterfølgende blev det fejret med champagne.

To år senere stod Rikke Hørlykke også på podiet med den OL-guldmedalje, hun havde drømt om. Det var helt syret at tænke tilbage på det, hun engang havde sagt foran fjernsynet.

Men det var som om, sejrene var blevet større og større siden dengang.

I maj 2005 kunne Rikke Hørlykke løfte den store Champions League-pokal sammen med sin holdkammerat Bojana Popovic.

Som noget af det sidste i karrieren sluttede hun af med at vinde DM guld og Champions League med klubholdet Slagelse. Og derefter begyndte hun at føle sig mentalt mæt.

- Fordi nu havde jeg vundet det, jeg gerne ville, siger Rikke Hørlykke.

På det tidspunkt var hun også på vej mod et nyt kapitel i sit liv, selvom det ikke kunne ses på banen.

100 procent mor – og hvad så?

Faktisk var Rikke Hørlykke knap tre måneder henne i sin graviditet, da hun spillede karrierens sidste finale i maj 2006. Også her formåede hun at slå hjernen fra.

- Selvom jeg var gravid, spillede jeg jo som om, jeg ikke var det. Det var som om, den der maskine bare tog over en gang til, siger hun.

Dog mindede hun sig selv om, at hun skulle give sig fuldt ud i alle situationer. "For det er bare en lille spunk, og den tager ikke skade".

- Men havde min hjerne ikke kunnet følge med til det, havde jeg ikke kunnet spille, siger hun.

Her ses Rikke Hørlykke i DM-finalen i maj 2006, som hun spillede med sin søn. Han kom til verden i slutningen af december.

Det kunne den dog. Og Rikke Hørlykke vidste, at når sæsonens sidste kamp var slut, var hendes professionelle karriere det samme.

For hun havde ventet mange år med at få børn, fordi hun netop ville være en dedikeret mor.

Hun ville være der. Og det harmonerede ikke med det liv, hun levede som professionel håndboldspiller.

Derfor var det alt eller intet. Men modsat mange andre topidrætsudøvere, der stopper karrieren, oplevede hun ikke en identitetskrise lige bagefter.

For Rikke Hørlykke havde det godt med at være 100 procent mor.

Rikke Hørlykke beskriver sig selv som en hønemor, men også en bestemt mor, der opdrager sine børn til at blive lige så selvhjulpne, som hun var. Her ses hun med datteren Karla.

Da hendes to børn i en alder af syv og fire år ikke var lige så afhængige af hende længere, begyndte Rikke Hørlykke dog alligevel at famle i sit arbejdsliv.

Efter håndbolden havde hun sat alt ind på at udleve den karriere, hun havde haft ved siden af sin sport. Nemlig i reklamebranchen.

Hverdagen med et 8 til 16-job havde været en fin trummerum, mens børnene stadig var små. Men nu kunne Rikke Hørlykke ikke længere finde meningen i at kaste sig over den ene nye kampagne efter den anden.

Godt nok vidste den tidligere håndboldspiller, at hun aldrig ville få et nyt job, der kunne fylde hende med lige så meget adrenalin som at spille en OL-finale.

Men alligevel vidste Rikke Hørlykke også, at hun måtte finde en vej midtimellem det ekstreme og det trivielle.

Og så fik hun en øjenåbner.

Den nye vej

Rikke Hørlykke fandt ud af, at hendes nye karrierebane lå lige foran hende. Og at den knyttede sig til den håndboldspiller, hun ellers havde prøvet at lægge bag sig.

Det var ellers angstprovokerende for den dengang 37-årige familiemor at sidde mutters alene i et sommerhus. Kunne de virkeligt godt undvære hende derhjemme, tænkte hun?

Var det ikke fjollet, at hun skulle sidde der i 24 timer og liste sine stærke og svage sider op?

Men det mente den mentor, hun gik hos, ikke. Han havde erfaring i at hjælpe tidligere sportsfolk videre i erhvervslivet. Og forløbet hos ham blev skelsættende for Rikke Hørlykke.

Fordi gennem den proces endte hun med at få idéen til at skabe sit eget drømmejob.

Rikke Hørlykke besluttede sig for at få værktøjerne til at kunne lære det fra sig, som havde bragt hende til toppen af dansk håndbold.

Selvom Rikke Hørlykke stadig arbejdede i reklamebranchen, brugte hun alle sine feriedage på at gennemføre to onlineuddannelser inden for personlig træning og kognitiv psykologi.

Faktisk forstår hun stadig ikke helt, hvordan hun kunne klare det med to børn ved siden af.

Men da eksaminerne var i hus, sagde hun sit job op.

I dag, otte år senere, er hun sit eget brand. Hun lever af sin træning igen. Og af at flytte andre og hjælpe dem med at opnå det, de drømmer om.

Rikke Hørlykke indrømmer, at hun nok er en ganske direkte personlig træner. For livsfilosofien, der altid har fulgt hende, lyder: "Du bliver kun bedre, hvis du selv tager ansvar for din udvikling".

Dét er noget, hun prøver at give videre. Og evnen til at være en maskine, der slår hjernen fra og bare gennemfører, har hun heller ikke sluppet.

Ikke som andre mødre

Med egne ord har Rikke Hørlykke altid lavet mange "vanvittige ting" for at udfordre sig selv. Hun har eksempelvis besteget Kilimanjaro og rappellet ned ad høje bygninger.

Det er derude, på kanten af sine grænser, at hun føler, hun udvikler sig.

Det var også derfor, hun takkede ja til at deltage i 'Korpset'. Og måske er det på grund af de lidt vanvittige udfordringer, at Rikke Hørlykkes børn nogle gange tænker, at deres mor ikke er helt som de andre mødre?

- I hvert fald kan de godt blive flove over mig, fordi jeg ikke er helt normal. Jeg ser jo stærk ud og kan nogle ting rent fysisk, som de andre mødre ikke kan, siger Rikke Hørlykke.

Rikke Hørlykke træner dagligt, fordi hun vil være en vinder hver dag. - Det giver mig et overskud, der gør, at mine dage bliver meget mere effektive, og jeg har meget bedre humør og flere ja-hatte på. Så det er jo et bevidst valg, siger hun.

Hver gang man tjekker ind på Rikke Hørlykkes Instagram, er hun da også enten løbet til sit næste møde, har gang i en ny omgang styrketræning i haven med sine klienter eller er aktiv på anden vis.

En gang imellem ser man også et billede af den sunde madpakke, hun har med på farten. Og dagen efter er det forfra igen.

Derfor møder den tidligere håndboldspiller også mange, der mener, at hun er lidt ekstrem og lidt af en "sundhedstosse". Og rigtigt ofte får hun spørgsmålet: "Har du aldrig en dårlig dag?".

Det er ikke sådan, at jeg nogensinde har følt mig svigtet eller bærer på et traume

Rikke Hørlykke

Men for Rikke Hørlykke er svaret et klart nej. Hun har ikke de dårlige dage, folk leder efter. Hun ser ikke sig selv som en "sundhedstosse". Og hun føler ikke, at der hver dag er noget, hun undværer.

Tankegangen kan faktisk godt gøre hende en lille smule trodsig. For Rikke Hørlykke er bare blevet meget bevidst om, hvordan hun vil leve sit liv, og hvad der gør hende godt.

Og er der noget, den tidligere håndboldspiller har lært gennem 'Korpset', så er det faktisk, at hun bare ikke rummer "så meget drama", som folk måske tror.

Sætter pris på det simple

Hver gang journalister under interviews har fisket efter oplevelser fra Rikke Hørlykkes fortid, der kan forklare hendes robusthed, har de aldrig fundet en tragisk historie, som hun er blevet stærkere af at have gennemlevet.

- Jo, min biologiske far havde lidt svært ved at rumme mig, og vi har haft lidt regler derhjemme, men det er ikke sådan, at jeg nogensinde har følt mig svigtet eller bærer på et traume, siger hun.

I virkeligheden er Rikke Hørlykke blevet klar over, at hun er forholdsvist simpelt indrettet og altid har sat pris på simple ting.

Eksempelvis var det eneste hun tænkte på hver morgen, inden hun kunne gå i gang med en ny dag i 'Korpset', at når ingen hjemmefra havde ringet til produktionen, var alt nok stadig okay. Så havde Klavs styr på det hele.

Rikke Hørlykkes bagland. Hendes mand Klavs Bruun Jørgensen med børnene Aksel og Karla.

Og så kunne hun fokusere igen. Blive en maskine om man vil.

Selvom Rikke blev lidt skræmt over, at hun stadig havde evnen til at lukke alt ude på den måde, så har hun det også okay med den egenskab.

For det, hun husker allerbedst fra sit liv, er de gange, hvor hun har været nødt til at mobilisere en eller anden ekstra kraft i sig selv, fordi hun havde et mål.

Om end det var for en medalje. For sit hold. Eller for sig selv.

For hun ved, at det er de oplevelser, der for alvor har sat sit præg.

Se sidste afsnit af 'Korpset' mandag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.