Havens hemmeligheder

Din have er fyldt med syreangreb, selvmordsbombere og decideret krig

Det er ikke til at se med det blotte øje. Men din egen helt almindelige have er ofte scenen for et kæmpestort drama.

Det er sent forår. I en have i Danmark er alt lysegrønt og dejligt. Ved første øjekast ånder alt fred og ingen fare.

Men ved et nærmere – meget nærmere – øjekast, er der syreangreb, selvmordsbombere og decideret krig.

- Det er den vildeste magtkamp med biologisk krigsførelse, hvor alle kneb gælder, siger biolog Anders Kofoed.

Han har været med til at lave naturprogrammet ’Havens hemmeligheder’. Her zoomer kameraerne helt ind på det, man normalt ikke ser i de danske haver.

Og især ét drama er ukendt for mange; nemlig trekantsdramaet mellem de hårdtarbejdende myrer, de uskyldige bladlus og sidst men ikke mindst, den smukke mariehøne, som alle børn kender og elsker.

Bladlusefarmen

I toppen af en grøn plante har den sorte havemyre sin farm. Det er dog ikke heste, grise, køer eller får, men tusindvis af bladlus, som myrerne tager sig af.

Bladlusene sidder på bladene og drikker enorme mængder sukkervand. Og hvad der kommer ind i bladlusen, kommer ud igen som en form for næringsrigt og sødt tis – også kaldet honningdug.

Honningduggen er en vigtig næringskilde for hele myresamfundet. Så bladlusene bliver holdt indespærret via et kemisk "hegn", som myrerne laver med deres fødder. Det kemiske spor bedøver dem, hvis de forsøger at kravle væk.

Myrerne suger honningduggen op med deres tynde snabel og gemmer det i bagkroppen.

Og de udvalgte landmandsmyrer malker så dagligt bladlusene og fylder deres bagkroppe op med honningdug, som de tager med tilbage til myretuen.

Men bladlusene bliver konstant holdt under skarpt opsyn. For det er ikke kun myrerne, der synes, at de små sort/grønne væsner er interessante.

Fjenden kommer

Den ser så sød og uskyldig ud og er ifølge Anders Kofoed nok danskernes yndlingsinsekt sammen med sommerfuglen.

Men i den lillebitte verden i haven er tingene en smule anderledes. Her kan bladlusene kun se til, mens en rund skygge nærmer sig et af bladene.

Det er en mariehøne, der lander midt i farmen. Og for bladlusene er den et sultent monster, der ikke spilder tiden. Den går straks ombord i den buffet af lækre lus, som er hegnet ind, og derfor ikke kan løbe nogen steder hen.

- En mariehøne har knivskarpe kæber, så den kan skovle sig gennem en flok bladlus på ingen tid, fortæller Anders Kofoed.

Derfor bliver der straks slået alarm blandt myrerne, der hurtigt gør sig klar til et storstilet modangreb mod ulven i de sortprikkede røde klæder.

Kampen begynder

De sorte havemyrer passer på sit kvæg.

For som tak for den dejlige sukkertis, sørger myrerne for at forsvare bladlusene. Og det er nu, det bliver hedt i haven.

- Der er nogle vilde våben i spil her. Glem geparder og gnuer på Serengeti, for det her er noget vildere end blot to dyr, der løber hurtigt. Det er meget mere kompleks krigsførelse, siger Anders Kofoed.

De sorte havemyrer organiserer sig og går til angreb på mariehønen, der lystigt gnasker i sig af bladlusene.

Myren er megastærk og kan løfte sin egen vægt flere hundrede gange. Men mariehønens skjold er i vejen og glat, så den lille sorte hær kan ikke få fat med kæberne på den ubudne gæst. Derfor må de tapre små soldater ty til stærkere våben.

Lille dyr - stor betydning

Umiddelbart skulle man ikke tro, at den lillebitte bladlus er vigtig for naturen. Men det er sådan set også ligemeget, hvad vi tror.

- Vi har en tendens til som mennesker at dele dyrene op i de gode dyr og de dårlige dyr, og det skal vi lade være med, siger Anders Kofoed.

Hvis ikke myrerne forsvarer bladlusene, kan mariehønen spise en hel koloni på meget kort tid.

Ifølge biologen har selv myg nemlig en funktion i naturen, for uden dem ville mange fugle gå sultne i seng.

Så bladlusen er en vigtig næringskilde for både myrer, mariehøns og en masse andre insekter, og dermed er bladlusen et lille, men vigtigt led i den store fauna i de danske haver. Og der er mad nok.

- Hvis ingen spiste bladlusene, så kunne en enkelt hunbladlus formerer sig til 600 milliarder bladlus på et år, fortæller Anders Kofoed.

Derfor er det nok også godt, at mariehønsene spiser lidt af bladlusene ind i mellem.

Selvmordsbomberen

Men faktisk er bladlusene ikke altid forsvarsløse. Især en enkelt art kan forsvare sig selv på en ganske voldsom måde.

Ærtebladlusen er meget almindelig i de danske haver. Og når en koloni bliver angrebet, træder en enkelt bladlus frem fra rækkerne.

- Den ene bladlus begynder at blande noget kemi inde i kroppen, og så siger den til de andre: ”Jeg tager den, venner! Jeg dør, og I overlever.” Og når fjenden så kommer tæt på, eksploderer den som en levende selvmordsbombe, fortæller Anders Kofoed.

På den måde kan ærtebladlusen enten dræbe små fjender eller vælte større fjender, som for eksempel mariehønen, af pinden og redde kolonien.

- Det virker fuldstændig vanvittigt. Men bladlus er kloner af hinanden, så i det store hele er det faktisk ligegyldigt, hvem der dør, fortæller Anders Kofoed.

Det endelige opgør

Men det her er ikke ærtebladlus, og de har ingen forsvarsmekanismer selv. Derfor er de sorte havemyrer gået til angreb på mariehønens ben.

Som våben bruger de syre, som de gylper ud på mariehønen. Andre myrearter som for eksempel skovmyren kan endda skyde med syren.

De mange bid og syreangreb har gjort mariehønen arrig. Derfor går den til modangreb på myrerne ved at bløde en gul masse ud fra sine knæ på myrerne. Massen er giftig og klistrer myrernes følehorn og ben.

De gule prikker på billedet er giften, som mariehønen bløder ud fra knæene som en forsvarsmekanisme.

Myrerne er mange, og en hel flok kan godt vippe en mariehøne af pinden. Men det er svært at kæmpe, hvis man er klistret sammen i en klæbrig, giftig masse.

Efter den vilde kamp må det hårdt sårede røde monster dog til sidst overgive sig, og kollektivet sejrer.

De døde myrer efterlades, og livet går videre. Tilbage til arbejdet.

Lige indtil den næste mariehøne lander.

Se 'Havens hemmeligheder' i aften kl. 20.00 på TV 2 eller lige nu på TV 2 PLAY