De lovløse piger

Hun var 16 år og hjemløs, indtil hun en dag mærkede en helt ny følelse i kroppen

Mens jævnaldrende piger gik i skole og hyggede sig med familien, flakkede Katrine på 16 år sidste år rundt på gaden. I dag er hun et helt andet sted.

I lyset fra en lygtepæl står 16-årige Katrine i et parcelhuskvarter i september 2020. Hendes arme er krydsede om den spinkle krop, og hun tripper rastløst.

Iført sin sorte Adidas-trøje og jeans kigger hun skiftevis ned i asfalten og hen mod huset ved siden af.

- Jeg føler mig ked af det, tom og alene. Jeg får det bare dårligt, siger Katrine lavmælt.

Uroen og ubehaget i hendes krop er et tegn på, at den optur, som stofferne gav tidligere, nu betales med en nedtur. Gennem vinduet i huset kan Katrine se sin veninde og hendes mor rydde op efter aftensmaden.

Hun har fået lov til at være hos dem i dag, fordi hun ikke har andre steder at tage hen. Men mødet med det stabile familieliv har sat flere små og store tanker i gang: Hvornår kan hun se sin egen mor igen? Kommer hun til at sidde alene juleaften om tre måneder? Og hvad skal hun med sit liv fremover?

- Jeg får det dårligt, når jeg er clean, og når jeg er ved en normal familie. Det kan jeg ikke lide, siger Katrine.

- Hvorfor?, spørger en journalist, der står ved siden af og følger Katrine med et kamera.

- Fordi så savner jeg min familie, og hvordan min familie har været. Jeg vil bare gerne have en familie og et sted at bo. Hver dag føles som 20 dage, svarer Katrine og tilføjer:

- Jeg vil bare gerne have det godt nu.

De lovløse piger

Katrine er 16 år og hjemløs, afhængig af stoffer og har en betinget dom for vold.

16-årige Katrine er en af de tre unge kvinder, som TV 2 har fulgt gennem ni måneder i programmet ‘De lovløse piger’. Fælles for dem er, at de er på kant med loven og livet.

Da TV 2 møder Katrine første gang i sommeren 2020, har hun ikke noget sted at bo og har stort set ikke gået i skole siden 7. klasse. Hun kan ikke være hos sin mor, og det opholdssted, som kommunen har tilbudt, fungerer heller ikke for hende.

Hun flakker derfor rundt og tager stoffer, mens hun forsøger at holde sig ude af kriminalitet, efter at hun har fået en dom for vold.

  1. Journalist Louise

    Hej Katrine. Hvordan går det?

  2. Katrine

    Jeg ved ikke, hvor jeg skal sove i nat

  3. Journalist Louise

    Hvad gør du så?

  4. Katrine

    Jeg ved det ikke. Jeg er bare træt af det hele.

Inderst inde drømmer Katrine dog om et normalt liv med familie og arbejde.

Men det kan være svært at skifte spor, når man er kommet dårligt fra start i livet. Og når man ikke føler, at man hører til nogen steder – heller ikke i det system, der skal hjælpe en.

Katrines historie

TV 2 har valgt ikke at bringe Katrines fulde navn af hensyn til hendes unge alder.

Fordi Katrine er under 18 år, har hendes mor godkendt, at TV 2 må følge og filme Katrine til dokumentareserien ‘De lovløse piger’, og at hun medvirker i denne artikel.

Det er ikke unormalt, at unge stikker af fra opholds- og anbringelsessteder, fordi de ikke kan lide at være der.

Det forklarer Jette Wilhelmsen, der er leder af Joannahuset i København. Her hjælper man børn og unge, der eksempelvis oplever at være i en dårligt fungerende anbringelse, eller som er udsat for vold i hjemmet, ikke går i skole eller flakker rundt på gaden.

Jette Wilhelmsen kender ikke Katrines sag, men generelt oplever hun, at problemet tit er, at systemet efterfølgende ikke anerkender, at unge lever i hjemløshed.

- I den fase bliver de børn og unge rigtigt udsatte. De tillærer sig et liv med en hjemløseadfærd, hvor de kan være nødt til at stjæle eksempelvis mad eller overnatte utrygge steder. Det kommer til at handle om overlevelse, siger Jette Wilhelmsen, der mener, at det er problematisk, fordi det skaber et narrativ hos de unge, og deres normalitetsbegreb og grænser flytter sig.

- Det kan være svært at flytte de grænser tilbage igen, siger hun.

En lille pige lukkede ned

Katrine sammen med sin ene bror.

Katrine voksede op i Sønderjylland med sin mor, far og to brødre. Hun beskriver det som en “hård barndom, hvor hun så og hørte ting, man ikke skal se og høre i en så tidlig alder”.

Hendes forældre kæmpede med at opretholde rammerne i familien. Men det var et svært sted at være barn, fordi alkohol og diskussioner ofte fyldte meget hos de voksne, husker Katrine.

Hun husker også, at hendes far blev idømt en fængselsstraf, da hun var otte år, fordi han havde trukket en kniv under en konflikt på en kro. De tre søskende kom derefter i aflastning, og Katrine oplevede, at hendes mor havde svært ved at håndtere situationen.

De efterfølgende år boede Katrine derfor rundt hos forskellige familiemedlemmer.

Katrine havde et helt særligt forhold til sin far, som hun beskriver som en "stor, skaldet mand med mange tatoveringer", men også en meget blød mand.

I dag har hun ikke lyst til at kigge på gamle barndomsbilleder, for de minder hende om alt det, der aldrig var. Det “tager hende tilbage til dengang” og gør hende ked af det – en følelse, som hun blev ekstra dygtig til at lukke ned for efter en skæbnesvanger nat for omkring to år siden.

Katrine har altid haft et helt særligt bånd til sin far, som var sjov, pjattet og legende. Men denne nat blev Katrine vækket af et familiemedlem, der fortalte, at hendes far var død på hospitalet.

Katrine fik at vide, at det var en overdosis. De nærmere detaljer kender hun ikke. Fakta er dog, at det ændrede hendes liv radikalt.

- Da min far døde, kunne jeg ikke fortsætte med at leve på den samme måde og være glad, så jeg prøvede at finde en anden måde at leve på, fortæller Katrine.

Katrine sammen med sin far.

Tog sin fars rolle

Som 14-årig begyndte Katrine at eksperimentere med hash og hårde stoffer – blandt andet amfetamin, som gav hende et kæmpe selvtillids- og energiboost.

- Amfetamin blev som vand for mig, og så levede jeg bare på de højeste skyer hver dag, siger Katrine.

Hendes familie og kommunens pædagoger forsøgte at få hende til at stoppe. Men Katrine var ligeglad.

- Jeg lyttede ikke, men gjorde præcis, hvad jeg ville, og tog, hvad jeg ville, siger Katrine, der husker, at hun samtidig kæmpede for at finde sin plads i livet.

- Jeg kunne ikke finde noget, som jeg var god til eller stolt af at kunne. Så jeg begyndte at tænke på min far, der altid havde gjort alt for at beskytte os. Der var bare et hul i familien nu, som, jeg tænkte, skulle fyldes ud hurtigt, siger hun.

Farlige mennesker

Katrines rodløse barndom og ungdom har i dag gjort, at hun har svært ved at finde ud af, hvem hun selv er.

14-årige Katrine begyndte derfor at “gøre farlige ting og opsøge farlige mennesker”. Jo farligere, det hele var, jo mere magt og kontrol, følte hun, at hun havde.

- Jeg begyndte at sniffe sammen med ældre piger og drenge i 20’erne. Jeg fik noget af det bedste amfetamin og lærte at holde mig vågen længe, siger Katrine og holder en pause.

- Men jeg så også en masse ting, som en 14-årig ikke har brug for at se. Ting, jeg aldrig vil glemme.

Katrine husker, at hun i starten blev bange, når hun så videoer med voldelige overfald eller hørte historier om det. Men efterhånden lærte hun at gemme sine følelser væk.

Det var hun nødt til, hvis hun skulle holde ud at være i det. Og Katrine følte ikke, at der var andre steder at være, fordi hun i den periode havde det svært med sin mor.

Særligt én episode står dog stadig tydeligt – både i Katrines erindring og på hendes straffeattest.

I 2019 blev hun dømt for vold mod en 16-årig dreng begået i fællesskab med en gruppe ældre fyre. Katrine fik en betinget dom på seks måneder, der betød, at hun i to år efter skulle opføre sig ordentligt for ikke at ende på en sikret institution.

Fra dag til dag

Katrine og en veninde på et offentlig toilet i august 2020, hvor de sniffer amfetamin.

Da TV 2 møder Katrine i august 2020, har hun med egne ord “ramt bunden”. Hun er et sted i sit liv, hvor de fleste jævnaldrende har haft en god sommerferie med familien og er på vej tilbage i skole.

Men Katrine ved ikke selv, hvem hun er, eller hvad hun vil.

Hun har forladt et opholdssted efter en række konflikter, fordi hun ikke trives på stedet. Hun tager stoffer dagligt og er vågen i flere dage uden at spise noget.

Men Katrine er også ved at være træt af at leve fra dag til dag og med hele sit liv i en taske.

  1. Katrine

    Når I kommer og filmer...

  2. Katrine

    Ka I så ikk tage noget mad med?

  3. Katrine

    Har ikke spist i tre dage

  4. Journalist Louise

    Jo. Hvor er du?

Når Katrine er stoffri, kan hun godt se, at situationen ikke er god. Alligevel siger hun ja til at fortælle sin historie til journalisterne bag dokumentarserien ‘De lovløse piger’.

Hun vil gerne vise, at der ofte er en årsag til, “hvorfor man gør, som man gør”.

- Mange unge tager stoffer for sjov, og nogle tænker måske om mig, at jeg bare er en junkie. Men de aner ikke, at der er en grund til tingene, siger Katrine.

Når hun kigger tilbage på de seneste to år, kan hun godt se, at hun indimellem har taget nogle dumme valg og har “ødelagt mange ting for sig selv”.

Derfor tøver hun heller ikke med at kalde den straf, som hun fik i 2019, fortjent.

- Jeg fortryder det ekstremt meget, og jeg håber også, at de (gruppen af ældre fyre, red.) fortryder det. Jeg synes, at det er fucking flovt, og det er i hvert fald ikke nogen, jeg skal ses med igen. Aldrig, siger Katrine.

Den seneste tid er hun begyndt at tænke, at det kunne være rart med et mere normalt liv. Et liv, som hendes veninder og jævnaldrende piger har.

  1. Journalist Louise

    Hvordan går det?

  2. Katrine

    Jeg har stadig ikke noget sted at bo

  3. Journalist Louise

    Hvor er du så?

  4. Katrine

    Lidt rundt omkring

Der er nødt til at ske en forandring.

Men hvordan ændrer man pludselig retning, når hele ens identitet er bygget op om at være hård?

Et ikke-børnevenligt system

Jette Wilhelmsen fra Joannahuset har i sit arbejde med udsatte børn og unge mødt flere unge piger, der efter svigt har opbygget en hård facade.

Hun oplever, at en stor del af de unge piger igen og igen får at vide af systemet, at de ikke selv ønsker at samarbejde. Men ifølge Jette Wilhelmsen bør man have fokus på, hvad de voksne i systemet kan gøre for at opnå samarbejde.

- Vi har et system, der ikke er børnevenligt. Det er indrettet til voksne, siger hun og peger på, at det drejer sig om børn og unge, som i forvejen kan være svigtet af systemet.

At det ikke er børnevenligt, handler især om tilgængeligheden. Jette Wilhelmsen oplever, at de unge har svært ved at få fat på deres sagsbehandlere, fordi der er telefontider, der kan være svære at huske.

- Det er også meget orienteret mod, at den unge skal kunne forklare sig og dokumentere sine problemer. Det kan være meget at forlange af unge, som måske ikke engang selv har et sprog for, hvad problemerne helt præcist er.

Hvor skal jeg sove?

Katrine er ved at være træt af at leve fra dag til dag og med hele sit liv i en taske.

Katrine står på et offentligt toilet med sin iPhone i hånden. Det er september 2020. Hun har været hjemløs i en måneds tid og ved ikke, hvor hun skal sove i nat.

Flere af de personer, hun ringer til, afviser hende. Og det går op for Katrine, at flere af de tætte veninder er begyndt at trække sig, fordi de mener, at hun ændret sig for meget til en anden person.

- Okay, vi går ud nu. Skal vi ikke det?, siger Katrine til journalisten bag kameraet.

- Hvor vil du gå hen?, spørger journalisten.

- Det ved jeg ikke, siger hun.

Som et sidste forsøg ringer hun til sin gode veninde Maya, der bor i en naboby med sin mor. Hun siger, at Katrine gerne må komme.

- Det er rigtig godt, for der kan man føle sig hjemme og sådan, siger Katrine og smiler, inden hun hopper ind i journalisternes bil.

Hos Maya får Katrine et kram, aftensmad og en seng at sove i. Men hun bliver også konfronteret med et trygt familieliv og den mor, hun selv mangler og længes efter.

Katrine sammen med sin veninde Maya.

Nogle dage senere ringer Katrine til Aabenraa Kommune for at høre, om de kan hjælpe med et sted at bo.

Flere gange bliver hun dog mødt af en telefonsvarer.

Men en dag sker der noget.

  1. Katrine

    Jeg har endelig fået mit værelse 😌

  2. Journalist Louise

    Tillykke med det! Hvordan går det ellers?

  3. Katrine

    😍😍😋😎

I oktober 2020 flytter Katrine ind i den bolig, kommunen har tilbudt hende.

I starten har hun svært ved at indordne sig. Hun forstår ikke, hvorfor nogle pædagoger skal bestemme, hvem der må komme og ikke må komme.

Men langsomt lærer hun, at det ikke er helt tosset at lære at stå op klokken 09 om morgenen, i stedet for at sove dagen væk. Og det er rart at få hjælp – både til hverdagen og til det rod, der kan opstå indeni.

- Jeg har måske også lidt brug for, at nogen siger noget til mig, siger Katrine med et smil.

En ny retning

Katrine kigger på sin mor, som hun i mange år har haft et turbulent forhold til.

Nogle uger efter mødes Katrine med sin mor Dorte på en café.

De to har haft et svingende forhold, og der findes flere grunde til, at Katrine ikke har kunnet bo hjemme de seneste år. Blandt andet har Katrines mor været indlagt i perioder på grund af sygdom.

Katrine kender ikke alle sin mors problemer. Hun ved bare, at hun selv savner et mor-datter-forhold, hvor de kan snakke sammen, hygge og grine. Ligesom dengang, Katrine var lille.

Katrine spiser frokost sammen med sin mor.

- Det er dejligt at være sammen med dig, når du ikke er på stoffer. Så elsker jeg at være sammen dig. Det er dejligt at se dig, som du er i dag, siger Katrines mor.

- Hvordan havde du det, da jeg ikke havde et sted at bo?, spørger Katrine.

- Jeg havde det ikke godt. Det var forfærdeligt. Man kan ikke gøre noget.

- Nej, du var indlagt der. Du kunne ikke gøre noget, siger Katrine.

Da Katrine tager fra caféen, mærker hun en ny følelse i kroppen.

Hun kan mærker, at hun er på vej i en ny retning. At hun ikke gider dramaet mere, men gerne vil fokusere på at få et normalt liv.

Den rigtige Katrine

Katrine har i dag fået nye drømme for sit liv.

I dag er det godt ni måneder siden, at Katrine var hjemløs. Hun bor stadig i den samme bolig, har ikke taget hårde stoffer i over tre måneder og har planer om at begynde i skole inden længe.

Hun har fået mere struktur på det kaos, der tidligere har ulmet i hende. Og så er hun ved at lære at forholde sig til sine følelser og finde ud af, hvem hun er – uden stoffer og kriminalitet.

- Jeg synes, at det er pinligt at se tilbage på min opførsel. Jeg var virkelig langt ude, og det er hårdt at se på. Men jeg er heldigvis ovre den periode, og nu vil jeg bare gerne have, at folk ser mig for den, jeg er, siger Katrine.

De seneste måneder har hun forsøgt at undgå “dårlige mennesker” og kun fokusere på sine egne problemer i stedet for sin families.

Ifølge Katrine er det mest afgørende dog, at hun får hjælp fra en voksen, der forstår hendes problemer. Han hedder Jonas og er Katrines ungekonsulent.

- Han er den eneste, der forstår mine valg, og derfor kan jeg altid ringe til ham, siger Katrine.

Jonas har lært hende, at hun gennem det meste af sit liv har bygget mursten om sig selv, så hun til sidst fik en solid facade, der kunne beskytte hende. Den er hun nu i gang med at nedbryde.

Det er ikke nemt, men for første gang i sit liv er Katrine motiveret.

- Jeg vil gerne være kosmetolog, flytte til Aarhus og bare have et liv, hvor man står op og går i seng til normal tid. Bare et helt normalt liv, siger Katrine.

Aabenraa Kommune om anbringelsessager

I Aabenraa Kommune, hvor Katrine bor, vil børne- og familiechef Iben Hansen ikke kommentere på den konkrete sag af hensyn til Katrine.

I et interview med TV 2 siger hun, at kommunen generelt arbejder meget med at inddrage den unge og den unges netværk i anbringelsessager. 

- Det er blivende relationer, og ofte er det mindre indgribende for den unge at bo hos familiemedlemmer eller en nær ven, siger Iben Hansen.

Hun siger desuden, at kommunens fokus er at opnå et samarbejde og motivere den unge til at deltage aktivt. Ansvaret for at finde den rigtige løsning ligger dog aldrig hos den unge, men “vil altid være den professionelles ansvar”.

- Det er en udfordring og en øvelse at få et fælles blik på, hvad den unges behov er, og det arbejder vi hele tiden med at blive bedre til, siger Iben Hansen.

Hun siger desuden, at kommunens sagsbehandlere er “så tilgængelige, som de kan være”.

- Vi kan ikke garantere, at man altid kan få fat i sin rådgiver på grund af sygdom, ferie og møder. Der er telefontider, men børn og forældre kan altid komme i kontakt med en telefonvagt, og hvis det er akut, bliver der selvfølgelig handlet på det, siger Iben Hansen.

Følg Katrine, Natasja og Katrine i ‘De lovløse piger’ på TV 2 PLAY. Første program kan ses fra torsdag 13. maj.