De lovløse piger

Hun følte sig befriet, da hun endelig flygtede fra volden - bliver denne gang den sidste?

21-årige Kathrine Nielsen har siden sin første kæreste oplevet vold i parforholdene. I dag ønsker hun sig et stabilt liv og et forhold uden vold.

Der var fri bane til den lejlighed i Horsens, som 20-årige Kathrine Nielsen havde boet i med sin ekskæreste det seneste år.

Hun blev fyldt med dårlige minder, da hun trådte ind ad døren.

Lejligheden havde stået tom i noget tid, men den var stadig fuld af deres møbler og tøj.

Stedet havde i et år dannet rammerne for en masse vold. Det blev hun mindet om, da hun så dørkarmen på entredøren. Ekskæresten havde sparket døren ind, så karmen hang løst fra væggen.

Kathrine Nielsen satte sig på hug ved døren og hev karmen ud. Hun forklarede veninden, hvordan ekskæresten havde slået hende med den løse karm.

- Han slog mig også med bælter og ledninger.

Nu var ekskæresten kommet i fængsel for vold, og derfor kunne hun hente sine ting uden at være bekymret for at støde ind i ham.

Kathrine og hendes veninde skyndte sig at fylde plastiksække og Ikeaposer med tøj og sko, som de hurtigt bar ud i bilen.

- Så har vi lukket et kapitel og starter et nyt, sagde Kathrine Nielsen, da hun lukkede bagsmækken.

Hun følte sig befriet, da hun kørte væk derfra.

Rodløs nomadetilværelse

Det var ikke første gang, Kathrine Nielsen var flygtet fra en fyr og en by. Men ville det denne gang blive den sidste gang? Ville det lykkes hende at komme helt væk fra livet med en voldelig kæreste og i stedet finde den ro, hun aldrig havde følt i sine første 20 år?

Hun var selv fast besluttet på, at det skulle lykkes.

- Jeg får ikke noget ud af det liv, jeg lever nu. Det giver kun problemer, siger Kathrine Nielsen, der i dag er 21 år.

Hun er en af de tre unge kvinder, som TV 2 PLAY-serien ‘De lovløse piger’ har fulgt gennem ni måneder. Fælles for dem alle er, at de lever et liv på kanten, men de forsøger også at slippe fri fra vold og kriminalitet.

Kathrine har været involveret i flere bedragerisager, i stofsalg og vold.

Hun har levet en rodløs nomadetilværelse helt fra barnsben og er opvokset på forskellige opholdssteder og i plejefamilier.

Som et resultat af de mange anbringelser begyndte voksenlivet tidligt for Kathrine.

Allerede som 16-årig flyttede hun i sin egen lejlighed og fik sin første rigtige kæreste.

Det blev et farvel til et liv omgivet af pædagoger og andre anbragte børn, men starten på et liv, som siden har sat dybe spor i hende.

Har lukket ned for barndomsminderne

Når Kathrine tænker tilbage på sin barndom, fyldes hun af en tom følelse.

- Jeg har ingen minder fra min barndom, for den har været så lort. Der er ikke noget at fortælle om den. Sådan er det bare, siger Kathrine Nielsen.

Hun ved godt, hvorfor det er sådan.

Hendes opvækst har nemlig været fuld af svigt, skuffelser og utrolig mange flytninger.

Derfor har hun lukket ned for sin barndom. En barndom, der ellers på mange måder har været med til at forme hende til den unge kvinde, hun er i dag.

Jeg kan ikke magte det mere. Jeg orker ikke flere nye steder og flere nye venner

Kathrine Nielsen

Når hun alligevel prøver at huske tilbage, husker hun mest kaos. Kathrine voksede op i en sammenbragt familie på syv børn på Fyn.

- Jeg vil ikke tale dårligt om min mor. Der er mange mødre, der er dårlige, men de bliver bedre med tiden. Og det er min mor også blevet, siger hun.

Allerede da hun var helt lille kom hun i aflastning i en plejefamilie, som hun i en periode boede mere fast hos.

Hun vendte dog tilbage til sin mor, men da hun var 9 år, blev hun anbragt i den plejefamilie, der havde haft hende i aflastning fra barnsben.

Kathrine husker det selv som, at hun blev smidt ud hjemmefra.

I de efterfølgende år flyttede hun rundt mellem opholdssteder, boede skiftede plejefamilie og var på efterskole. Hun har boet så mange forskellige steder, at hun i dag ikke kan huske dem alle på stående fod.

Hun følte aldrig, at hun fandt sig til rette nogen af stederne, og til sidst opgav hun at få nye venner.

I den periode havde hun samvær med sin mor, men Kathrine husker ikke, at samværet nogensinde fungerede optimalt.

På nogle punkter savnede hun moren, men selv som barn var hun bevidst om, at hendes mor ikke ville kunne gøre noget godt for hende.

Kathrines mor: - Jeg var nødt til at bede kommunen om hjælp

TV 2 har talt med Kathrine Nielsens mor, der fortæller, at hun aldrig smed Kathrine ud hjemmefra.

- Jeg var nødt til at bede kommunen om hjælp på grund af min sygdom, siger Susanne. TV 2 kender hendes fulde identitet, men i denne artikel optræder hun kun med fornavn, da hun i dag bor på en skjult adresse.

Da Kathrine Nielsen var helt lille, blev Susanne ramt af en depression, der også udviklede sig til angst.

Egentlig ville Susanne have ønsket, at familien havde fået hjælp og støtte fra kommunen, så hun i stedet kunne have beholdt Kathrine hjemme. 

- Så havde hun undgået den nomadetilværelse, siger Kathrines mor, der godt ved, at hendes datter har haft en rodet opvækst.

Susanne erkender, at samværet med Kathrine under anbringelserne ikke fungerede optimalt. Men hun forklarer, at det var svært for hende at være mor, når datteren boede i en anden familie.

- Jeg endte med at føle mig meget utilstrækkelig som mor på sidelinjen.

Susanne fortæller, at hun har fået det meget bedre i dag, og at døren altid står åben hos hende.

- Jeg elsker hende meget højt uanset, hvad der sker. Og der går ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på hende.

Susanne er meget bekymret for Kathrine, og hun fortæller, at hun bliver bange, hver gang telefonen ringer fra et ukendt nummer.

Hun er bange for, at nogen ringer for at sige, at Kathrine ikke er her mere. 

- Jeg er bange for at skulle begrave hende, før jeg selv skal begraves.

Et ligegyldigt liv

En af grundene til, at Kathrine skiftede opholdssteder var, at hun lavede ballade. Hun røg hash og kom op at slås med de andre anbragte. Det var ikke unormalt, at de unge skulle skilles ad af de voksne, fordi de var endt i slåskamp. Og det var heller ikke unormalt, at der blev trukket knive.

Kathrine ved ikke rigtig, hvorfor hun var så udadreagerende. Men i dag tænker hun, at det handlede om, at hele hendes liv var gennemsyret af ligegyldighed.

- Jeg havde bare ikke noget at kæmpe for. Jeg følte ikke, jeg havde min familie - kun min storesøster, siger Kathrine Nielsen.

I stedet fandt hun mening i relationer til kærester. Men det var de forkerte fyre, hun blev kærester med.

- Mine ekskærester har det til fælles, at de slog, siger hun.

Hun kan ikke huske, første gang hun blev slået af en kæreste, men eksemplerne er mange. Hun er blevet slået, sparket, pisket, skåret med glasskår og knive.

Værst var det med fyren, som hun boede med i Horsens tilbage i 2019 og 2020. Det var helt tilfældigt, at de fandt sammen. I starten var han ifølge Kathrine “nede på jorden” - inviterede hende ud at spise og fejrede hendes fødselsdag.

Han var sød, men det varede ikke ved. For han var også voldelig overfor hende, hvilket han i dag er dømt for.

Oplever du partnervold?

Oplever du også partnervold? Du kan ringe til Lev Uden Volds hotline og få gratis hjælp og rådgivning døgnet rundt på 1888. Læs mere her.

Alligevel gik hun ikke fra ham.

- Man kan ikke gå, hvis man er forelsket. Man er fanget i det. Det handler ikke om, at man vil blive der, man er bare fanget i et mønster, siger Kathrine Nielsen og forklarer, at det nok hænger sammen med, at hun har været vidne til voldelige relationer, siden hun var helt lille.

- Jeg har bare ikke lært andet.

Volden blev normalen. Det stoppede med at gøre ondt, når hun blev slået - hun gik bare i sort. Og til sidst tænkte Kathrine ikke engang over det, når hun gik ud på gaden med et blåt øje.

- Jeg har ikke været flov over det. Det blev bare ligegyldigt for mig, siger hun.

Tager en vigtig beslutning

Kathrine Nielsen var egentlig flyttet til Horsens for at starte på en frisk. Hun fik et arbejde som bartender og passede bare sig selv. Men hurtigt rendte hun ind i den forkerte fyr.

Og det var først, da fyren sidste år kom i fængsel for vold mod en anden mand, hun turde flytte væk fra Horsens.

I første omgang flyttede hun hjem til sin mor i Hillerød, hvor hun i en periode kunne bo.

Det var her, hun efter mange overvejelser besluttede sig for at anmelde ekskæresten fra Horsens for den vold, han gennem et år havde udsat hende for.

På morens spisebord lå en bunke papirer. Det var udprint fra Kathrine Nielsens sundhedsjournal, som skulle give hende et overblik over de mange skader, hun gennem forholdet havde pådraget sig.

- ... kommer på skadestuen efter at have skåret sin venstre fod på kanten af et glasbord, læste Kathrine højt.

- Hvad skete der i virkeligheden? spurgte moren forsigtigt, hvortil Kathrine forklarede, at ekskæresten havde løftet hende op og kastet hende ned i glasbordet.

Selvom de mange udprint for Kathrine var et tydeligt bevis på, at hun havde været udsat for noget ulovligt, tøvede hun alligevel med at anmelde ekskæresten. Hun var bange for, hvad det kunne få af konsekvenser for hende.

- Du er nødt til at gøre det. Ellers stopper det ikke, sagde moren for at overbevise Kathrine om, at hvis hun virkelig ville videre fra et liv med vold, så var det nu.

Og det ville Kathrine.

Derfor flyttede hun fra moren i Hillerød til Taastrup sidste sommer for endnu en gang at starte på en frisk. Her mødte hun en fyr, men allerede efter nogle uger stod det klart, at hun igen var endt i et forhold, der var usundt.

Hun følte sig ikke sikker i det nye boligområde og gik derfor med en kniv i buksekanten, når hun luftede sin hund.

Men uden et stærkt netværk var det ensomt. Derfor valgte Kathrine atter at pakke sine ting og flytte.

I oktober 2020 flyttede Kathrine Nielsen fra Sjælland til en ny by i Østjylland.

Planen var også at holde en lang pause fra fyre. Men der gik ikke længe, før hun igen mødte kærligheden.

Det startede som et venskab, men så kom følelserne snigende, og i dag har de boet sammen i knap et halvt år.

- Han er helt anderledes og adskiller sig meget fra de tidligere fyre, jeg har været sammen med, fortæller Kathrine Nielsen.

Hun har altid haft et ønske om at stifte familie, men det har i årevis føltes som en drøm, der var svær at se blive til virkelighed. Især med det omflakkende liv fra by til by.

Men hun føler, at hun nu har fundet en, hun kan stå stille med. De er i øjeblikket boligløse og bor i noget midlertidigt, indtil de finder noget fast.

Selvom Kathrine har fået gjort det hjemligt ved at fjerne nogle af vennens ting og hænge sine egne op, føler hun sig på ingen måde hjemme.

Det har hun faktisk stort set aldrig gjort. Og det er hun ved at være rigtig træt af.

- Jeg kan ikke magte det mere. Jeg orker ikke flere nye steder og flere nye venner, siger hun.

Kun ét sted og med én person har hun følt sig sikker og tilpas.

Det er med hendes storesøster, som hun i kortere perioder har boet hos, når der ikke var andre steder, hun kunne tage hen.

Hun ved godt, at hun også er velkommen hos sin mor, men her føler hun sig alligevel ikke rigtig velkommen og heller ikke tilpas.

Drømmer om stabilitet

Kathrines storesøster var i barndommen hendes helt store forbillede. Og det er hun stadigvæk. Søsteren har styr på sit liv, og det inspirerer Kathrine Nielsen meget til også at få mere ro på.

Drømmen er at flytte lidt uden for byen, så hun og kæresten får mere plads til deres hund og til at kunne stifte familie. Men vigtigst af alt et sted, der er hendes.

- Så skal jeg forhåbentlig ikke gå og tænke på, hvornår jeg skal pakke mine ting og flytte igen, siger hun.

Men Kathrine ved, at hun bliver nødt til at få styr på nogle helt basale ting, inden det kan lade sig gøre.

Først og fremmest skal hun have styr på sit temperament og sine følelser.

I dag går hun sjældent ud uden sin kæreste og aldrig i byen. Hun er bange for, at nogen kigger forkert på hende eller siger noget forkert, så hendes temperament løber løbsk.

- Jeg er bange for, at jeg ender i karambolage med nogen. Det er bare sådan, det er. Det er sandheden, siger Kathrine Nielsen.

Hun ved godt, at det er et problem, og hun anerkender også, at det hæmmer hende i hendes hverdag.

Derfor håber hun, at en kommende udredning af hendes mentale og psykiske helbred måske kan give hende svar på, hvorfor hun reagerer, som hun gør og måske endda også hjælpe hende til at ændre på det.

For hun er fast besluttet på, at der skal ske noget radikalt anderledes i hendes liv. Især hvis hun skal have børn.

- Jeg har oplevet de fejl, min mor har lavet. Og dem vil jeg ikke også lave, siger Kathrine Nielsen, der har et klart billede af, hvordan hun selv vil være som mor:

- Jeg skal være en mor i en kernefamilie. Mit barn skal ikke mangle noget og ikke have skæld ud, men selvfølgelig vide, hvad der er rigtigt og forkert.

Og så vil hun for alt i verden ikke ende med at byde sine børn den samme barndom, som hun selv har haft.

Nu er fokus at blive udredt og ikke mindst finde et sted, hun kan slå rødder. Men det har hun aldrig prøvet før, og derfor er det svært at forestille sig, at det kan lykkes.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med min omgangskreds, eller hvad det er. Jeg er jo opvokset med alt det her kriminelle drama. Det er det, jeg er vant til at navigere i, siger Kathrine Nielsen.

Men hun tager en dag ad gangen.

- Jeg vil ikke skynde mig, for så ender jeg bare ude i et eller andet rod igen.

Ekskæresten fra Horsens er ved byretten blevet idømt otte måneders ubetinget fængsel for vold mod Kathrine Nielsen. Han er blevet forelagt anklagerne i tv-programmet, men er ikke vendt tilbage.

Se 'De lovløse piger' på TV 2 PLAY.