Derfor ser du lavtaljede bukser og små skuldertasker – trends fra 00’erne vender tilbage

De fleste tendenser kommer igen med 10 til 20 års mellemrum, lyder det.

Er du barn af 80'erne eller 90'erne, har du måske bemærket, at tøjet fra din ungdom begynder at vise sig i bybilledet igen: de små skuldertasker, farvede solbrilleglas, store øreringe og kæmpe dunjakker.

Og den er god nok. Slut 90’ernes og start 00’ernes mode gør comeback.

Det fortæller Frederik Lenz, der er kreativ direktør i bureauet Holidays og tidligere moderedaktør på Euroman.

- Det er tydeligt blandt de helt unge. Der er også nogle regionale forskelle, men vi ser, at unge dyrker bootcut-bukser (bukser med brede bukseben, red.), små skuldertasker og store øreringe, siger han.

Og det er egentligt ikke så mærkeligt. De fleste tendenser kommer igen med 10 til 20 års mellemrum.

- Modebranchen arbejder med cyklusser, hvor større stilretninger går og vender tilbage. I slutningen af 70’erne var bootcut-jeans moderne. De kom igen i slutningen 90’erne, og nu er de tilbage igen, siger Frederik Lenz.

Evisu og True Religion

Også 00’ernes ikoniske Evisu- og True Religion-bukser er tilbage, hvis man spørger 15-årige Merle Dahl, der er folkeskoleelev og fra København.

Hun har ikke et par, men ønsker sig et.

- Jeg kan godt lide 00’er-looket. Det er det, jeg stræber efter, når jeg køber tøj i genbrugsbutikker og på genbrugsapps, siger hun til TV 2.

Hun går også med flere fingerringe og store øreringe ligesom sine jævnaldrende, fortæller hun. Og så har hun en lille skuldertaske.

Og de små skuldertasker kommer vi helt klart til at se flere af, spår Frederik Lenz, ligesom bootcut-jeans og briller med farvede glas er tilbage.

Lavtaljede jeans

Men selvom 00’er-looket er tilbage, skal du ikke nødvendigvis trække i de lavtaljede jeans.

- Det afhænger lidt af, hvilken type pige du er. Dem, der dyrker de lavtaljede, er dem, der er mere rebelske, siger Frederik Lentz.

Det er heller ikke, fordi vi kommer til at se tøj, der er plastret til med mærker som Gucci, Prada, Louis Vuitton og D&G igen.

- De unge går ikke i tøj, hvor mærket er synligt. Det kunne i princippet lige så godt være tøj, der var købt i et supermarked. Det er jeans, sneakers og hættetrøjer, siger han.

17-årige Jonas Eigaard Choukri, som TV 2 har mødt i Kongens Have i København, går heller ikke efter et særligt mærke.

- Jeg køber meget på Asos, hvor det bare er mig og min stil. Jeg kan godt lide baggy – især bukserne – det skal bestemt ikke være skinny jeans. Det er kæmpe no go, siger han.

Selvom moden kommer igen i cyklusser, er det nemlig ikke alt, der kommer tilbage.

Der var økonomisk fremgang i de første otte år af 00’erne, og det kunne tydeligt ses på moden. Lige pludselig handlede det om at vise rigdom og lækkerhed.

- Imens er der mere fokus på bæredygtighed og genbrug i dag, og det afspejler sig i de unges mode, siger Frederik Lenz.

Han peger også på, at tøj, der er simpelt og behageligt, er in i øjeblikket.

TV 2 har mødt flere unge, der har fortalt om deres look, og hvad de absolut ikke vil blive set i. Se dem her.

Oliver Hansen, 21 år

Hvordan vil du beskrive din stil? 90’erne var meget baggy bukser og hiphop, og det er meget det, jeg går i.

Hvad er du særligt vild med? Baggy jeans.

Hvad er no go? Tøj med alt for mange farver.

Silja Dybdahl Harpsøe, 19 år

Hvordan vil du beskrive din stil? Den er nok lidt 90'er, ja.

Hvad er du særligt vild med? Momjeans og trøjer, der går ind ved bæltet og ved håndleddene. Det laver man ikke på samme måde i dag. Min bluse, jeg har på i dag, er en, jeg har arvet fra min morfar.

Hvad er no go? Nederdel ud over bukserne. Det kommer også meget fra 90’erne, men det er meget få, det klæder.

Matilde Wong, 13 år

Hvordan vil du beskrive din stil? Jeg kan godt lide meget store øreringe, mange halskæder og mange ringe. Og low rise-bukser (lavtaljede bukser, red.). Det er også meget behageligt at have meget store bukser på, og jeg synes også, det ser meget pænt ud.

Hvad er du særligt vild med? Jeg går meget efter 00’er-mode.

Hvad er no go? Skinny jeans, der går helt ind nede ved anklen.

Caroline Køel, 14 år

Hvordan vil du beskrive din stil? Jeg synes, det var virkelig fedt, det tøj de gik i i 00'erne.

Hvad er du særligt vild med? Evisu-bukser.

Hvad er no go? Tøj som er lidt for flippet.