Fem fyre flytter ind

Blev svigtet groft af sin eks-forlovede – nu prøver hun lykken i nyt dating-eksperiment

36-årige Michelle Dalsgaard havde næsten opgivet håbet om at finde kærligheden igen, da hun så annoncen for et nyt tv-koncept: ’Fem fyre flytter ind’.

I februar 2020 følte Michelle Dalsgaard, at hun havde godt styr på sit kærlighedsliv.

Hun boede sammen med sin kæreste gennem otte år i et lækkert hus i Brøndby. De var forlovet og planlagde at stifte familie og flytte i et større hus.

Men en dag i marts blev alle fremtidsplanerne pludselig knust på få sekunder.

Michelle Dalsgaard fik en opringning fra en person, som kendte en af hendes veninder. Vedkommende fortalte, at veninden havde et forhold til Michelles forlovede, og at det havde stået på i et års tid.

- Det var så sygt. Min kæreste og jeg skulle jo have børn sammen. Jeg tænkte: "Hvordan fanden kan han gøre det? Og så med min veninde, som jeg havde åbnet mit hjem for og inviteret til fødselsdage, julefrokoster og alt muligt," siger Michelle Dalsgaard til TV 2.

Følelsen af svigt var så knusende, at hun fuldstændig mistede tilliden til mænd. Selvom han i første omgang nægtede, at han havde været hende utro, viste det sig at være sandt. Han og veninden flyttede sammen.

Hun vidste, at hun aldrig kunne tilgive sin eks-forlovede, og at hun var helt færdig med ham.

Alligevel var tanken om at skulle ud på dating-markedet i en alder af 36 år skræmmende.

I de efterfølgende måneder var hun på et par enkelte Tinder-dates, men oplevede, at mændene kun var ”ude på én ting”. Faktisk opgav hun nærmest tanken om at finde kærligheden igen.

Lige indtil hun en dag i maj faldt over et opslag på Facebook.

- Der stod noget i stil med: ”Søger du kærligheden, og er du træt af overfladiske dates?”. Jeg tænkte, at det passede perfekt på mig, siger Michelle Dalsgaard.

Kvinderne i fokus

I opslaget søgte TV 2 efter singlekvinder til et nyt dating-program, hvor kvinderne var i fokus.

Konceptet gik ud på, at fem mænd skulle flytte ind hos en singlekvinde i en weekend og kæmpe om hendes kærlighed. Blandt andet ved at forkæle hende med gaver, opvartning og en romantisk date.

Jeg trængte til, at der skulle ske noget godt i mit liv

Michelle Dalsgaard

Michelle Dalsgaard syntes, at det lød tiltalende, og optog med det samme en video, som skulle bruges som ansøgning.

- Jeg sendte en video ind, hvor jeg sad i nattøj, uden makeup og med håret opsat i en knold. De ting, jeg sagde, kom lige fra hjertet. Jeg trængte til, at der skulle ske noget godt i mit liv, fortæller Michelle Dalsgaard og tilføjer:

- Men jeg havde ikke nogen som helst forventning om, at de ville vælge mig.

Det kom derfor som en kæmpe overraskelse for Michelle Dalsgaard, da hun en uges tid senere fik besked om, at hun var den ene ud af tre kvinder, som skulle være hovedpersoner i det nye dating-program.

Optagelserne til ’Fem fyre flytter ind’ skulle finde sted i juni 2020, så hun kunne nu begynde at forberede sig på at få huset i Brøndby fyldt op med bejlere.

Ny type mænd

For Michelle Dalsgaard var der flere grænseoverskridende ting, hun måtte indstille sig på, når hun skulle være omdrejningspunktet i et intenst og nærgående tv-program.

Det var svært for mig at forestille mig, at jeg kunne falde for andre typer

Michelle Dalsgaard

For det første skulle hele huset installeres med kameraer, der filmede alt, hvad der foregik. For det andet skulle fem fremmede mænd bo og overnatte hos hende. Og for det tredje skulle hun – med hjælp fra sine forældre og veninder – til sidst udvælge én mand, som hun ville være kærester med.

Men det mest grænseoverskridende for hende var i virkeligheden, at hun nu skulle prøve at date en ny type mænd.

- Jeg har altid været tiltrukket af fyre med en masse tatoveringer og en veltrænet krop. Bodybuilder-typen. Så det var svært for mig at forestille mig, at jeg kunne falde for andre typer, siger hun.

Men en del af konceptet i ’Fem fyre flytter ind’ er netop at tvinge kvinderne til at møde en anden slags mænd end dem, de normalt tiltrækkes af. I håbet om at åbne deres øjne for andre muligheder.

Michelle Dalsgaard fik vist syv billeder af mænd, som havde meldt sig til at være hendes bejlere i en weekend. Ud af dem valgte hun fem.

- Helt ærligt, så syntes jeg, det var svært. Selvom de så søde ud, var det slet ikke mine typer. Men det var jo heller ikke ligefrem lykkedes særligt godt med mine tidligere forhold. Så jeg kunne godt se, at det nok var smart at prøve noget nyt, konstaterer hun med et grin.

De fem fyre

Martin Jørgensen, 35 år, Næstved: Er lærer og kalder sig selv for "handyman". Laver ting i træ og kører på motorcykel i fritiden. Ønsker en kvinde, som har plads til noget sort humor, men kan være seriøs, når det gælder.

Peter Nielsen, 39 år, København S.: Har netop påbegyndt studiet til bygningskonstruktør, er den gammeldags gentleman-type, træner i sin fritid og har en datter på ni år. Er på udkig efter sit livs store kærlighed.

Jonas Larsen, 24 år, Vordingborg: Vil gerne læse til pædagog. Har været i Livgarden, hvor han blev kaldt "Lillefinger". Er fuld af selvtillid, humor og er glad for dyr.

Kristian Hansen, 37 år, Mørkøv: Omtaler sig selv som friluftsmand og kaldes "B.S." af vennerne. Uddannet elektriker og er netop begyndt at undervise på Teknisk Skole. Er fraskilt og har to børn.

Klaus Geisler, 46 år, Vordingborg: Tidligere politimand, er fraskilt og har tre store børn.

Afstemning

Hvem vælger Michelle?

Hvordan det går Michelle i ’Fem fyre flytter ind’, kan du se mandag-torsdag klokken 20.50 på TV 2 – eller lige nu på TV 2 PLAY.