Jørgen Leth ramt af alderdommen: - Det irriterer mig grænseløst
Sindet er skarpt, men Jørgen Leths krop er blevet gammel. Og så skal han også dø på et tidspunkt, selvom han ikke har lyst.
- Ej, jeg KAN ikke få den på.
På et hotelværelse i Laos møder Jørgen Leth endnu engang alderdommen. Det er morgen, og han er frustreret og morgensur. Blikket er fjernt.
At tage strømper på er noget, som ikke mange skænker en konstruktiv tanke i hverdagen. Det er en simpel ting. Et banalt ritual.
Men Jørgen Leth må bruge mere tid på de banale ritualer om morgenen, end han gider. Og det gør ham rasende.
Hans krop er nemlig blevet gammel. Den vil ikke længere de ting, som han vil. Men han prøver alligevel. Han giver ikke op.
Og når man har en alder af 83, så er døden også et emne, der indimellem sniger sig ind i bevidstheden. Som en ubuden gæst om natten. Det bryder han sig ikke om.
- Døden er der jo. Det er bare at vente på den. Men jeg vil gerne have den så sent som muligt, sådan som jeg har det lige nu. Så længe jeg stadig kan lave noget, så vil jeg gerne vente med at dø.
Jørgen Leth nægter at give efter for alderdommen. Og han har overhovedet ikke lyst til at dø. Jørgen Leth har til gengæld lyst til at leve.
Huset svajer
Vi er i Danmark. Det er 2021, og i København på en café ved Sortedams Søen sidder hele Danmarks cykelkommentator og læser sin avis i den skarpe sommersol.
Han er en mand, der har brugt sit liv til at opleve mere end de fleste. Han har smagt på livet, set verden. Været gift, haft elskere, blevet skilt. Fået børn. Og børnebørn. Han har været hashsmugler i Sydeuropa.
Selvom det er over middag, er dagen ung for Jørgen Leth. Han kommer først op hen på formiddagen og er tidligst ude af døren ved middagstid.
Han er træt, for han har lige været ude at gå en tur for at optage et afsnit til sin nye podcast.
Jørgen Leth går nemlig ikke så godt længere. Faktisk har han ikke gået særlig godt siden 2010.
I dokumentaren ’I Walk’ sætter han selv ord på den tragedie, der skulle ændre filmskaberens liv på mere end én måde.
Det var sen eftermiddag som enhver anden i Haiti. Landet, som Jørgen Leth havde regnet med, skulle blive hans sidste bopæl i dette liv. Men den sædvanlige tropiske atmosfære blev pludselig revet itu af en dyb buldren.
- Jeg tror, det er en traktor eller en vejmaskine, som kører gennem Rue de Commerce, fortæller Jørgen Leth.
Men det var ikke en vejmaskine, og pludselig begyndte hans hus at svaje.
Jørgen Leth stod på første sal i sit hus, da jordskælvet ramte. Han mistede orienteringen og enhver sans for, hvad der foregik omkring ham.
Han husker, at han kiggede til højre. Hvor der engang stod en væg, kunne han nu se den rolige, blå haitianske himmel udenfor. Noget var forkert. Balkonen bag ham røg ned.
Kort efter fik en af tjenestefolkene fat i Jørgen Leth og guidede ham ned ad trapperne og udenfor. Han blev reddet. Og så blev der stille.
Jordskælvet i Haiti i 2010 tog livet af knapt 200.000 mennesker.
Men Jørgen Leth overlevede. Han havde allerede på det tidspunkt rejst meget i verden. Set meget. Men hans øjne havde aldrig set døde mennesker og ruiner overalt. Hans eget hus var også en ruin.
Den dokumentariske autopilot tog over, og han begyndte at filme scenerne med sin iPhone.
Den smukke tropenat faldt langsomt på, som om verden gik upåagtet videre. Og mens Jørgen Leth og en lille gruppe overlevende holdt sig vågen gennem efterskælvene, lagde han mærke til forandringerne i de andres ansigter.
Som han selv var de var mærket for livet.
Farvel, Haiti
Jørgen Leth har det meste af sit liv levet efter en devise, som han fik fra sin far.
”Husk at bruge dine øjne. Det er vigtigt at tage det ind, man ser og oplever.”
På sine utallige rejser i filmens, kunstens og kulturens tegn huskede Jørgen Leth altid at bruge sine øjne. Det har bragt ham meget glæde.
Nu kunne han i stedet se sit ødelagte hjem i et af de fattigste lande på den vestlige halvkugle. Et land, der var fuldstændig ødelagt og nu endnu mere fattigt.
Haiti skulle omfavne ham og gøre ham lykkelig resten af hans liv. Men i stedet for at se lykken i et eksotisk paradis, kunne Jørgen Leth se ligene af venner og bekendte, der ikke havde været så heldige som ham.
Han vidste det ikke på det tidspunkt, men han ville aldrig blive den samme igen.
- Kan man se, jeg går dårligt?
Vi er tilbage i 2021. Jørgen Leth har rejst sig fra cafeen.
Der står Jørgen Leth ud for 54 film og godt 40 bøger. Han har lavet ’En forårsdag i helvede’, der af mange betegnes som den bedste dokumentarfilm om cykling nogensinde.
Han henvender sig til kameraet for at høre, hvordan hans gang ser ud. Det er tydeligt, at han anstrenger sig for at gå normalt. Efter jordskælvet begyndte Jørgen Leth nemlig at gå dårligere og dårligere.
- Det har haft noget at gøre med chokket, siger han.
Tragedien i Haiti satte sig fast i hans hoved. Langsomt begyndte de psykiske skader at manifestere sig fysisk, og Jørgen Leth fik problemer med balancen. Han kunne næsten ikke gå.
- Jeg går dårligt, som du kan se. Men jeg kan da klare den, og jeg går ret så systematisk til værks med hensyn til at gå mere. At gå bedre. Det gør jeg ved at gå to lange ture hver dag, fortæller Jørgen Leth.
- Det gør jeg for ikke at give op.
Jørgen Leth udfordrer sig selv hele tiden. I dokumentaren ’I Walk’ er målet at kravle op ad en skrænt. Det virker som en umulig opgave for en, der næsten ikke kan gå.
Men for Jørgen Leth er skrænten ikke bare en skrænt. Det er den sværeste vej tilbage til byen Jacmel, hvor det hele skete for 11 år siden.
- Jeg gør det for at teste min egen livsvilje. Jeg nægter at give op og tænke, at det hele er alt for svært.
Den gamle mand og cykelløbet
Siden tragedien i Haiti er Jørgen Leth blevet 83 år. Han er det som man sagtens kan betegne som en gammel mand.
Fysisk. For en simpel ting som alderdom skal ikke sætte en stopper for hans livsglæde. Han vil leve.
Han vil være aktiv og blive ved med at lave det, han har lyst til. Han vil lave nye film om jazzmusikere. Han vil skrive bøger. Han vil lave nye digte. Han vil lave en ny podcast.
Lysten er der, men Jørgen Leth må også acceptere, at han ikke når så meget på en dag, som han gjorde før. Alt går langsommere for ham.
Især om morgenen bliver han dog mindet om sin alder. Det hverdagsagtige ritual, det er at tage tøj på, er nu noget, han må bruge mere tid på, end han har lyst til.
- Det irriterer mig grænseløst. Jeg vil ikke bruge ordet handicappet, men det kan godt føles sådan. Jeg skal bruge et par timer på at blive klar. Jeg er sent klar. Meget sent klar.
Det er svært at følge med. Men Jørgen Leth nægter at sakke bagud i livets cykelløb.
- Riis er sat!
- Eller er han kørt? Ja, Riis er kørt. Riis i udbrud!
Det nu legendariske citat fra Jørn Mader om Bjarne Riis’ præstation 1995 kan næsten danne rammen om fortællingen om Jørgen Leth anno 2021.
Han fik efterhånden sig selv hevet op og videre efter tragedien i Haiti. Og selvom de psykiske og fysiske mén nu blander sig med alderdommen, så er Jørgen Leth ikke sat. Alt taget i betragtning, så er Leth i udbrud.
- Jeg nægter at lade det gå op for mig, at jeg er gammel. Ikke fordi jeg ikke er ydmyg over for skæbnen. Hvis jeg er gammel, så er jeg gammel. Så kan jeg indstille mig på det, og så kan jeg måske hvile mig lidt mere. Men jeg har ikke lyst til at hvile mig hele tiden. Jeg har lyst til at lave noget.
Og netop lysten til at lave noget får også Jørgen Leth til at betragte alderdommen som et tveægget sværd. For han benægter den ikke.
- Jeg finder mig jo i alderdommen. Jeg kan ikke komme uden om den. Men jeg undersøger den for at se, hvad der ligger i det. Jeg vil gerne være en klog gammel mand.
Hvad fatter sagde...
Der er mange måder at blive gammel på. Og der er helt sikkert også de forkerte måder at blive gammel på, mener Leth.
Han vil ikke blive gammel, som mange andre mennesker bliver gamle. Han vil ikke mure sig inde i sig selv og blive fuld af fordomme.
- Det ser man tit hos andre. Det er en kedelig udvikling.
Jørgen Leth undgår den forkerte måde at blive gammel på ved at holde sig frisk over for nye indtryk. De vigtigste elementer for ham er nysgerrigheden og lysten til hele tiden at udvide sin horisont.
- Jeg gider ikke være gammel på den måde, at jeg forkaster evnen til at vide mere.
Det handler nemlig om at bruge øjnene og tage indtrykkene ind. Som hans far sagde. Måske mere end nogensinde nu.
At være levende
Efter et langt liv, hvor han har set det meste, er han ikke bange for noget. På nær én ting, som trækker tråde tilbage til Haiti.
- Jo ældre jeg bliver, jo flere venner i en høj alder findes der jo omkring mig. Jeg er altid bange for at miste en god ven.
Og der var den. Døden.
Selvom det er en uundgåelig ting, der med årene kommer nærmere og nærmere, så snakker Jørgen Leth ikke så gerne om døden. For Jørgen Leth er ikke klar til at være gammel.
Og han er slet ikke klar til overhovedet at tænke på den dag, filmen slutter.
- Jeg er ked af, at jeg ikke har flere år, i virkeligheden. Jeg er ked af, at jeg er så gammel, som jeg er. Det kommer bag på mig. Det kommer virkelig bag på mig. Jeg ville gerne have nogle flere år. Men det ved jeg ikke, om jeg får. Nu ser vi.
Der er meget mere, han vil nå. Til hverdag kommer han sent i gang. Men så udnytter han også dagen til fulde. Og lige før det bliver mørkt, lever han allermest.
Skjult i hans hoved er der er en lang liste af film, han gerne vil have lavet. Men som han selv tvivler på, han når.
Han vil stadig gerne mødes med venner til frokost. Tage på gåture og snakke med sine følgesvende. Spise ude igen. Om aftenen er han levende. Træt, men levende.
Når det slutter
Jørgen Leth kan godt lide at vågne op til en god dag, som er fyldt med mening. Han skriver ikke hele tiden, men ofte.
Når han hen imod middag har fået sit tøj på, og de pokkers banale ritualer langt om længe er overstået, så stiger humøret.
- Så går jeg ud i livet og møder nogle mennesker og spiser på café. Det kan jeg godt lide. Længere rækker det ikke. Jeg kan ikke udrette en masse hver dag. Det er én måde at blive gammel på.
Fik han chancen for at starte forfra i livet og gøre det hele igen, så takkede han nej.
- Jeg synes, jeg har levet. Der er ting, man altid gerne vil gøre bedre. Men jeg kan være tilfreds med mit liv.
Mange siger, at der er et liv efter døden. Men kan det nu også passe?
Selvom han ofte tænker på det, så har han ikke noget svar på, hvad der sker efter døden. Han dør, når tiden er til det.
- Så foreløbigt lever jeg bare videre, siger Jørgen Leth.
Og han vil have det hele med.
Se Jørgens Leths dokumentar 'I Walk' på TV 2 14. juli kl. 22.20 eller lige nu på TV 2 PLAY.