Kurs mod danske kyster

Fem tips fra Mikkel Beha: Sådan bliver du bedre til at opleve Danmark

Danmark er fuld af oplevelser, hvis man kigger godt efter. Her er fem tips fra Mikkel Beha til at blive bedre til at opleve.

Blåvand eller Bali?

Hvis du fik frit valg, ville det nok ikke være svært at vælge, hvor din rejse skulle gå hen.

Men der er faktisk masser af eventyr og oplevelser at hente, uanset hvad du vælger.

Igen i år har familien Erichsen byttet verdenshavene ud med de danske farvande, bælter og sund.

Men hvor Danmark sidste gang var delvist lukket ned på grund af coronaen, kunne de i år mærke en tydelig forandring i stemningen, hvor end de lagde til.

- Der er kommet en fornyet kærlighed til Danmark, fordi vi alle er blevet hjemme. For mange var det nærmest en overraskende oplevelse at se, hvor god plads vi har i Danmark. De er blevet mindet om de lange lyse aftener, som du altså ikke oplever længere sydpå, siger Mikkel Beha.

Så selvom vi er et lille land, er der altså nok at se. Og ikke mindst opleve. Man skal bare vide, hvor man skal kigge.

Herunder giver Mikkel Beha dig fem konkrete bud på, hvordan du kan blive bedre til at opleve.

1. Find en øde ø

Der ligger mange øde øer i Danmark. Og at være på en øde ø med sine venner eller sin familie er en fantastisk oplevelse, som Mikkel Beha og resten af familien nyder.

- Vi er helt alene i verden. Vi kan tænde et bål og stege medbragte pølser. Vi kan fange krabber i strandkanten og så videre, siger Mikkel Beha.

Skal man væk fra det hele med kæresten eller ægtefællen, så er en øde ø - langt væk fra byernes lysforurening - også et rigtig godt valg.

For selvom det kræver lidt research, så man ikke kommer til at forstyrre et fredet fuglereservat, kan det nemlig også anbefales at overnatte under stjernerne på en af de 1419 øer, vi har i Danmark.

- Tag soveposen med og måske en lille afskærmning for at tage duggen. Vi har selvfølgelig ikke allemandsret, men der sker altså ikke noget ved at sove på stranden, siger Mikkel Beha, der anbefaler Roskilde Fjord som et godt sted at finde et lille øde ø-paradis.

Ellers er der nok af øer at tage af, hvis du vil afsted. Især i Det Sydfynske Øhav har du masser af muligheder for at hoppe i en jolle eller kajak og finde en ø. Men undersøg lige først, om du rent faktisk må være der.

2. Rejs langsomt

En af Mikkel Behas opskrifter på en god oplevelse er at rejse langsomt.

- Lad være med at planlægge særlig meget. Du kan ikke bestille et eventyr. Eventyret er alt det uforudsigelige, der sker på rejsen, fortæller Mikkel Beha.

Og om det er Danmark eller den store verden, du rejser i, så skal du tage dig god tid.

Hele Danmarks sejlerfar understreger nemlig, at man kan opsøge steder, men at man ikke kan løbe oplevelserne i møde.

Eventyret er nemlig tit det uforudsigelige. Det, man ikke vidste, man skulle opleve.

Du må naturligvis gerne planlægge et bestemt sted at tage hen, bare du husker at bruge dine øjne og sanser.

- For vejen derhen kan være lige så spændende. Man overser måske en helt masse spændende ting på vejen hen til Eiffeltårnet, fordi man er så fokuseret på at skulle derhen, siger Mikkel Beha.

3. Gå modsat

Gode oplevelser er ikke nødvendigvis det, der står i brochuren fra VisitDenmark. I hvert fald ikke ifølge Mikkel Beha.

Også selvom han og familien har haft Lonely Planets bøger med på deres utallige rejser rundt i verden.

- Men vi har mere brugt dem som en slags "mod-guide", siger Mikkel Beha.

Er der en restaurant i sådan en bog, er den nemlig oftest fyldt med turister.

Og så vil familien hellere gå fem kilometer den anden vej for at finde den der anden lille restaurant, som turisterne ikke har opdaget endnu.

- Og det er det, jeg synes er fedt ved at rejse og at opleve. Køb en brochure og gå modsat, siger Mikkel Beha.

Og skal du have den fulde oplevelse med, er der især én ting, du skal gøre, selvom rådet kan lyde banalt.

- Hvis du insisterer på at have din mobil tændt hele vejen og tage billeder af din frokost, kommer du aldrig på et rigtigt eventyr, det kan du være helt sikker på, slår Mikkel Beha fast.

4. Tag på mikroeventyr

Et eventyr behøver ikke at være særligt avanceret, før det bliver til en oplevelse.

Især husker Mikkel Beha, da hans yngste søn Alfred var lille. Pludselig ville han på vildmarksferie igen. Men faderen kunne altså ikke lige huske, at de havde været på vildmarksferie.

- Det viste sig, at vi på et tidspunkt havde overnattet i et shelter på Amager Fælled. Vi kunne se lyset fra byen lige ved siden af og høre de fly, der lettede hen over hovedet på os. Men Alfred huskede det som en vildmarksferie, fortæller Mikkel Beha.

Og selvom det kan lyde skørt, er oplevelser ikke noget, der er geografisk bestemt for Mikkel Beha. Eventyret bliver ikke større for ham og familien, jo længere de tager væk.

- Det at opleve er mere end tilstand. At være der, hvor du er. Og at være der med nogen, du holder af. Det kan vi godt lide. Og så betyder det ikke så meget, hvor du er.

5. Snak med de lokale

I første program har sejlerfamilien lagt til i Hirtshals i Nordjylland, der jo altså ikke lige er det sted i verden, der får den allermest eksotiske klokke til at ringe.

Men det er Mikkel Beha ligeglad med, for i dette tilfælde var der et par gutter i gaffeltrucks, der havde travlt med at losse fisk fra et skib.

- Og jeg kunne se, at de bare var megagode til det. De snurrede rundt med alle deres fiskekasser, som dansede de ballet. Så bliver jeg helt begejstret. Det var en stor oplevelse, fortæller Mikkel Beha.

Derfor er et råd fra Mikkel Beha også at opsøge og snakke med de lokale. Også selvom sådan en ting lyder nemt, når alle i hele Danmark kender ens ansigt.

Men på en lille ø i Stillehavet ved ingen, hvem Mikkel Beha er. Og de lokale ville meget gerne snakke alligevel.

- Hvis du går op i en lille landsby og spørger, hvad de dyrker, så vil de fleste folk gerne snakke. Så kan du endda ende med at se, hvordan de arbejder i marken og tilbereder deres lokale mad, siger Mikkel Beha, der godt ved, at det er et spørgsmål om mod.

- Men det hele handler om at øve sig i at opleve. At træne sin nysgerrighed og sin lyst til at tage på eventyr og opleve både Danmark og verden som de er.

Se Mikkel Beha og resten af familien tage på eventyr i den nye sæson af 'Kurs mod danske kyster' klokken 20.00 på TV 2 eller lige nu på TV 2 PLAY.