GO'

Se listen: Her er det mest populære kæledyr i Danmark

Nedenfor kan du se listen over danskernes foretrukne kæledyr.

Hvilket kæledyr er bedst – katten eller hunden?

Et spørgsmål, som altid har skabt stor debat, men som forskerne nu endelig har fundet et svar på.

Danskerne foretrækker nemlig menneskets bedste ven: hunden.

Det viser en ny, national undersøgelse, som forskere fra Københavns Universitet og Danmarks Statistik står bag.

Katten tidligere nummer ét

I Danmark har hver femte familie en hund, mens 14 procent har en kat.

Men sådan har det ikke altid været.

For 20 år siden var det nemlig katten, der havde førertrøjen. Og det var der en god forklaring på, fortæller en af de to ledende forskere bag undersøgelsen, Peter Sandøe, som er leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd.

- Hvad end man synes om hunde, er de jo mere besværlige, lyder det fra forskeren.

Vi knytter os mest til hunden

Over 90 procent af kæledyrsejerne svarede i undersøgelsen, at dyrene betød noget for dem personligt.

Ud af de danskere, som både har hund og kat, er det dog hunden, der har den største plads i hjertet.

Hele 78 procent af de adspurgte svarede, at hunden betød mest for dem, mens det kun var 11 procent, der sagde, at det var katten.

Kilde: Undersøgelse af danskernes hold af og tilknytning til kæle- og hobbydyr, 2021

Fido passer til familielivet

Ifølge Peter Sandøe kan der være flere grunde til, at hunden igen sidder blødt på tronen. Blandt andet på grund af vores familieværdier.

- Vi lever i en tid, hvor familie og nærhed spiller en stor rolle. Og den anden forklaring er nok coronakrisen, siger forskeren i ’Go´ morgen Danmark’ og påpeger, at salget af hunde steg med 10 procent fra 2019 til 2020, da danskere fik mere tid derhjemme.

I listen herunder kan du se, hvilke kæledyr danskerne foretrækker. Der er en større statistisk usikkerhed omkring de mindre populære dyr, da tallene har udgangspunkt i den repræsentative spørgeundersøgelse.

De ti mest populære kæledyr

  1. Hund

    På førstepladsen finder vi ingen ringere end 'menneskets bedste ven'.

    I Danmark er der omkring 810.000 hunde fordelt på cirka 618.000 husstande.

    Den største procentvise andel af danske hundeejere bor i Region Sjælland, hvor 27 procent af familierne har hund.

    I både Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark har omkring 24 procent hund, mens de er mest sjældne i hovedstaden med blot 15 procent.

  2. Kat

    Den tamme kat må nøjes med en andenplads.

    Katten er dog stadig stærkt repræsenteret i Region Sjælland, hvor den kan findes i 23 procent af husstandene.

    I både Region Hovedstaden, Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark har blot 11-14 procent af familierne kat.

    I alt er der omkring 730.000 katte hos de godt og vel 427.000 danske familier, der ejer en kat.

  3. Fisk

    Der er meget langt til toppen, når man som fisken ligger på tredjepladsen.

    I alt estimeres det, at omtrent 105.000 familier har fisk derhjemme, viser resultatet af spørgeundersøgelsen.

  4. Fugl

    På fjerdepladsen finder vi fuglen.

    I Danmark er der omkring 99.000 husstande, der har en fugl, anslår undersøgelsen.

  5. Kanin

    Kaninen hopper ind på listen, da det anslås at omkring 86.600 husstande har mindst én af disse.

  6. Hest

    Hesten rider ind på sjettepladsen.

    I undersøgelsen anslås det, at omkring 80.300 familier i Danmark ejer mindst ét af de store dyr.

  7. Gnaver

    På syvendepladsen finder vi nogle lidt mindre dyr.

    I den nye undersøgelse anslås det, at cirka 77.000 husstande har en gnaver.

  8. Anden dyreart

    På listen finder vi også den spændende kategori "anden dyreart".

    Ifølge undersøgelsen har omkring 33.500 husstande et andet kæle- eller hobbydyr end de øvrige dyr på listen.

    Det kunne eksempelvis være kælegrise, tamme pindsvin eller geder.

  9. Krybdyr/padder

    Det anslås, at omtrent 32.000 husstande har et krybdyr eller en padde som kæledyr.

  10. Insekter/edderkopper

    På sidstepladsen finder vi de mindste dyr på listen.

    Ifølge undersøgelsen er det under én procent af de danske husstande, der har insekter eller edderkopper som kæledyr.

Se hele interviewet med Peter Sandøe i 'Go´ morgen Danmark' på TV 2 PLAY.