Magasin kårer historiens bedste ungdomslitteratur – en genre i udvikling, siger kender
Young Adult-genren har udviklet sig markant de seneste år med større diversitet og fokus på tabuemner, siger genrekender.
Du kender nok til bøger som ’Fluernes herre’, 'The Hunger Games' og 'The Hate U Give'. De hører alle til i kategorien Young Adult-litteratur – eller ungdomslitteratur på dansk.
Og hvis du ikke er velkendt i ungdomslitteraturen, har amerikanske Time Magazine gjort det let for dig at komme i gang.
Mediet har nemlig kåret de 100 bedste bøger nogensinde inden for Young Adult (YA).
Genren henvender sig til unge i aldersgruppen omkring 13-18 år. Den har inden for de seneste ti år været gennem en stor udvikling med fokus på fortællinger om blandt andet diversitet og sociale retfærdighed. Det er hovedårsagen til, at mediet nu fremhæver de ypperste bøger inden for genren.
Handler om at finde sit ståsted
Ifølge Eva Munk, der har arbejdet, undervist og skrevet speciale om YA-litteraturens udvikling de seneste 20 år, fokuserer bøgerne på temaer som identitet, kærlighed og at finde sin plads i verden.
- Det handler om en altafgørende tid i ens liv, hvor man oplever ting for første gang: skole, kønsidentitet, forældres skilsmisse, kærester. De handler om at finde sit ståsted, danne sine egne holdninger og bryde ud af de trygge rammer i forældrenes favn, siger hun til TV 2.
Listen spænder fra Louisa May Alcotts ’Little Women’ fra 1869 til Angeline Boulleys ’Firekeeper’s Daughter’ fra 2021.
Det er en genre, der trækker på mange af de samme temaer, men over tid har fortællingerne ændret karakter.
Plads til de rå fortællinger
Genren har i de seneste år endelig udviklet den stemme, som læserne fortjener, mener Eva Munk.
- Man kan skrive om alt nu. Det må gerne være råt, uperfekt og uden filter. Man kan skrive om gode ting, men også om de rigtig svære ting som vold, sygdom og død. Der er kommet meget mere fokus på, at minoriteter bliver repræsenteret i YA-litteratur.
Time Magazine lavede faktisk en lignende liste i 2015, men YA-litteraturen har siden været i så markant en udvikling, at magasinet var nødt til at opdatere listen.
Det viser sig også i, at over halvdelen af bøgerne på listen er fra det seneste årti.
Mere diversitet i bøgerne
Historierne drejer sig blandt andet om social retfærdighed, seksualitet og kønsidentiter – emner, som også afspejler samfundet i dag.
Angie Thomas, som inspireret af Black Lives Matter-bevægelsen skrev ’The Hate U Give’ i 2017, fortæller til magasinet, at der har været en bred appel til forlagene om at udgive mere diverse fortællinger.
- Jeg ser læserne som den drivende kraft bag den udvikling, specifikt opråbet for diversitet i bøgerne, siger hun og tilføjer:
- Forlagsbranchen var tvunget til at indse en ubehagelig sandhed: Bøgerne, de satte i verden til unge mennesker, afspejlede ikke alle unge mennesker.
Eva Munk bekræfter den udvikling og pointerer, at YA-bøger også tackler emner som klimaforandringer og corona.
Hun fortæller, at genren er gået fra coming-of-age-historier fra midten af 1900-tallet, videre til dystopiske fortællinger med teenagepiger som hovedkarakter i 00’erne til i queer-kærlighedshistorier i dag.
For Eva Munk begyndte kærlighedsforholdet til YA-genren med en dreng med runde briller og et lyn i panden.
Harry Potter fortryllede verden
Den første bog om Harry Potter og troldmandsskolen Hogwarts udkom i 1997. Det begyndte som en fortælling vinklet mere mod børn, men gennem bogserien fik fortællingen et større fokus på udfordringerne i teenagealderen.
- Da jeg læste den femte bog, toppede det for mig. Der var knald på identitetskrise, afmagt og ensomhed. Jeg læste bogen på en dag og var helt slugt, siger hun og undrer sig samtidig over, at den ikke er landet på Times liste.
Bogserien blev en gigantisk succes og var drivkraft for flere YA-fortællinger i fantastiske universer, hvor Eva Munk fremhæver 'Twilight', 'Divergent' og 'Hunger Games'.
Genren har også fået et skub med filmatisering, som det netop skete med eksempelvis 'Harry Potter' og 'Hunger Games'. Det øger salget og åbner op for en stor sideforretning i merchandise.
Særligt Netflix har udgivet mange film og serier, der har en YA-bog som grundlag. Den tendens giver forlagene blod på tanden til at udgive langt flere YA-bøger end førhen.
Og selv om fortællingerne er vinklet til unge, kan man sagtens læse med som ældre, mener Eva Munk.
- Jeg er selv 31 og elsker det. Selv min mor på 71 læser det, jeg anbefaler til hende. Spørgsmålet om identitet følger os hele livet. Man kan finde facetter i alle de her bøger, både for at lære, mindes og bearbejde nogle ting, man ikke kunne, da man var 14.
I Danmark har vi også en række YA-forfattere. Eva Munk fremhæver her nogle af de mest fremtrædende.