Royal Run

Tiårig vil gøre noget, ingen troede var muligt

Lægerne mente ikke, at Sofie Poulsen nogensinde ville komme til at gå. På søndag løber hun ti kilometer til Royal Run.

Otteårige Sofie Poulsen fulgte nøje med på tv’et hjemme i stuen.

Sammen med sin familie så hun de cirka 80.000 danskere, der med sveden piblende fra panden løb Royal Run rundt omkring i Danmark.

- Jeg vil gerne løbe ti kilometer næste år, lød det fra Sofie dengang i 2019.

Hendes mor blev lidt bekymret. Så svarede hun:

- Det, tror jeg altså ikke, kommer til at ske.

For ikke nok med at Sofie på det tidspunkt kun var otte år, hun lider også af sygdommen cerebral parese – en hjerneskade, der har ført til spastisk lammelse i begge Sofies ben.

I kørestol, når der skulle hentes mælk

Faktisk kunne hun på det tidspunkt ikke gå længere end 500 meter. Hvis hun skulle ind at købe mælk med familien, foregik det i kørestol.

- Sofies sygdom betyder, at hun går dårligt. Hun kan ikke gå så langt og har brug for mange pauser. Hun skal også have støtte, hvis hun skal op og ned ad trapper, forklarer hendes mor, Majbrit Poulsen.

Cerebral parese

Cerebral parese er et handicap forårsaget af en hjerneskade sket i fostertilværelsen eller den tidlige barndom.

Sygdommen kan indebære flere af følgende symptomer: 

  • Stramme muskler, ufrivillige bevægelser, nedsat fin- og grovmotorik, unormale sanseindtryk
  • En del personer med cerebral parese har også epilepsi, indlæringsbesvær og forsinket udvikling.

Kilde: Sundhed.dk

Men udover at være udstyret med to ben, der er spastisk lammet, har Sofie også noget andet: stædighed og viljestyrke.

Og hun accepterede ikke sin mors svar den pinsedag i 2019, hvor hun besluttede sig for, at hun ville løbe ti kilometer til næste Royal Run.

- Kan du ikke spørge min fysioterapeut, om det kan lade sig gøre? spurgte hun.

Og det lovede Majbrit Poulsen så at gøre.

Royal Run 2021

  • Royal Run 2021 afholdes 12. september 2021.
  • Løbet finder sted i Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg og på Bornholm – sidstnævnte er dog uden royal deltagelse.
  • I alle byer kan man vælge at gå eller løbe på enten One mile (1,6 km), 5 km og 10 km.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen 'Bevæg dig for livet' i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund.
  • Du kan følge hele løbet på TV 2 søndag fra klokken 10. 

Fem hårde kilometer

Fysioterapeuten var positiv omkring Sofies meget ambitiøse mål. Hun syntes, de skulle prøve at træne lidt på det.

Sofie Poulsen har en særlig race runner-cykel, hun løber på. Når hun sidder på den, kan hun komme lidt længere end de normale 500 meter. Men indtil videre var rekorden på race runneren 1,6 kilometer.

Så Sofie Poulsen gik i skarp træning med sin fysioterapeut. De løb hver mandag, og derhjemme blev der også trænet, når Sofie havde overskuddet til det.

- Der er ingen tvivl om, at det var rigtig hårdt for hende, og hun var ofte meget træt, lige når hun havde løbet. For når man har en hjerneskade som hendes, bliver man meget mere træt, end vi andre gør, forklarer Majbrit Poulsen.

Alligevel lykkedes det Sofie at komme op på fem kilometer allerede efter tre måneders træning.

De sidste to-tre kilometer var hårde. Så hårde, at Sofie slet ikke syntes, det var sjovt, når hun kom i mål. Men så snart hun kom hjem og havde sundet sig en halv times tid, blev hun stolt og lykkelig over at have gennemført og var klar til træning igen næste mandag.

- Jeg tror, træningen giver hende en ro i hovedet, så selvom det er hårdt for kroppen, gør det noget rigtig godt for hende, siger hendes mor.

- Hun er et mirakel

Sofie fortsatte med at træne – og fik endnu længere træningstid, da coronapandemien endte med at udskyde løbet halvandet år.

I dag er det lykkedes hende at løbe ti kilometer to gange.

En kæmpe præstation for en pige, som lægerne oprindeligt vurderede aldrig ville komme til at gå.

- Hun er bare et rigtigt mirakel, der bliver ved med at overraske os, siger hendes mor.

Sofie Poulsen kan løbe de ti kilometer på cirka 1 time og 35 minutter. Og hun føler sig helt klar til Royal Run søndag 12. september, hvor hun skal løbe sammen med sine forældre og tre af sine søskende.

- Vi er så rørte og stolte af hende. Jeg får nærmest kuldegysninger over det. Jeg tror ikke selv, Sofie helt har forstået, hvor flot en præstation det er, siger hendes mor.

Godt for selvtilliden

Hun har selv måttet gå i skarp træning for at kunne løbe med datteren på søndag. For når Sofie kan, har Majbrit Poulsen svært ved at finde en undskyldning for ikke at løbe med.

- Men jeg håber på, at der er lidt bakker på ruten, så jeg kan følge med Sofie, når det går opad, siger hun og griner.

Søndag 12. september tager Sofie og familien til Sønderborg for at løbe Royal Run.

Selvom det måske ikke er gået op for Sofie Poulsen, hvor imponerende det er, at hun har nået det mål, hun satte sig i 2019, ved hendes forældre godt, hvilken betydning det vil få for deres datter, når hun gennemfører løbet:

- Det kommer til at betyde meget for hende – især for hendes selvtillid, for når man er fysisk handikappet, er det ikke altid, at selvtilliden er vildt god, fordi der er mange ting, man ikke kan. Men det her kan hun, siger hendes mor.

Du kan følge Royal Run på TV 2 eller TV 2 PLAY hele søndag 12. september fra klokken 10.