Trailerpark Danmark

Lastbilchaufføren frygtede at blive opdaget - nu er hemmeligheden ude

Kaylee Petersen er ikke i mål med sit kønsskifte, men føler sig i dag langt tættere på at leve et liv som det menneske, hun længe har følt sig som.

Det var blevet sovetid, og lastbilchaufføren Morten Petersen skulle fra førersædet og om i køjen.

Morten lignede en mand og arbejdede primært også kun sammen mænd.

Men inde bag det mandige ydre bar Morten på en stor hemmelighed. En hemmelighed, han ikke turde fortælle nogen.

I lastbilens førerhus var han alene stort set hele tiden.

Jeg gik og følte, at jeg var fanget i den forkerte krop

Her kunne Morten være sig selv. Den han i virkeligheden var.

Han tog sin pyjamas på. En feminin sort satin pyjamas.

Og straks mærkede han en glad følelse i kroppen.

Men den glade følelse blev hurtigt afløst af fortvivlelse. For det var jo ikke kun dét, han ville - altså sove i feminint tøj.

Der var så meget mere, Morten ville.

Men problemet var, at han ikke følte, at der var mulighed for det.

Fra Morten til Kaylee

I dag hedder Morten ikke længere Morten. For for fire år siden blev der vendt op og ned på livet, da det første skridt mod en tilværelse, der føltes rigtigt, blev taget.

I årevis havde Morten været bange for, at hele hans liv skulle falde fra hinanden.

Bange for at blive fyret, for at miste kontakten til sin familie og venner og for ikke at kunne gå på gaden i fred.

Det krævede meget mod og tilløb at sige det højt, som han havde følt indeni siden barnsben.

Nemlig at Morten var transkønnet og derfor ikke længere skulle være Morten, men i stedet Kaylee.

Det faldt ikke i god jord hos alle, men særligt ét sted blev det modtaget med åbne arme.

Transkønnethed

Transkønnethed betyder, at der er en markant og varig uoverensstemmelse mellem det køn, man fik tildelt ved fødslen, og det køn, man aktuelt oplever at være.

Nyere undersøgelser peger på, at cirka 0,5-2 procent af befolkningen har en kønsidentitet, som er anderledes end det køn, de blev tildelt ved fødslen.

Kilde: Sundhed.dk

Bange for at blive opdaget

Kaylee Petersen var allerede klar over, at hun ikke var en dreng, da hun var blot ti år.

Men det var svært at gøre noget ved, for Kaylee oplevede, at det ikke var noget, som man kunne snakke højt om. Derfor gik hun med det for sig selv.

- Jeg gik og følte, at jeg var fanget i den forkerte krop.

Interessen for at prøve nederdele og kjoler spirede, men det var ikke noget, Kaylee turde eksperimentere med.

Moren var hjemmegående, så der var altid nogen hjemme, der ville kunne opdage det.

- Det var egentlig noget, jeg gerne ville prøve, men det blev også bare ved lysten. For det var jo unormalt, følte jeg.

Tanken om at være en pige og senere en kvinde forblev en fantasi op gennem barndommen, ungdommen og voksenlivet.

Og da Kaylee stadig hed Morten, kom hun også i et forhold med en kvinde. De levede et helt almindeligt liv.

- Jeg prøvede virkelig, og det gik jo egentlig fint nok i en årrække, fortæller Kaylee Petersen.

Men det blev sværere og sværere at undertrykke, hvem hun i virkeligheden var.

Kaylee Petersen var bare så bange for at blive opdaget, at hun kun turde være sig selv, når hun var helt sikker på, at hun var alene.

Det vidste hun, at hun var i førerhuset på sin lastbil og på de lange ture på motorvejene.

Men det var ikke nok at tage den feminine pyjamas på, når hun krøb i køjen.

Tankerne om konsekvenserne af at stå frem som transkønnet var mange. Lastbilbranchen føltes alt for lille til at kunne rumme det.

- Jeg var bange for, at hvis noget af det kom ud, så ville jeg stå uden arbejde og uden mulighed for at få noget nyt.

Men mest af alt var Kaylee bange for at miste sin familie og sine nærmeste.

- Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.

Søvnløse nætter

Det første, Kaylee gjorde, var dog at bryde med kæresten og det familieliv, hun havde haft gennem flere år.

På dette tidspunkt var Kaylee 23 år og stadig meget langt fra at tage skridtet.

Faktisk skulle der gå 13 år, før hun turde være sig selv.

Det skete i 2017, da hun hørte om muligheden for kønsskifte her i Danmark. Derudover fik hun kendskab til den mulige lægehjælp og hormonbehandling, som tilbydes.

Den nye viden gav hende mange søvnløse nætter.

For var det en mulighed, hun skulle gribe?

Og ville folk omkring hende kunne forstå og acceptere hendes valg?

Sådan får du hjælp

Transkønnethed er ikke en sygdom, men de, der oplever deres krop så anderledes, at det giver gener og ubehag, kan få forskellige former for hjælp.

Det kan være enkeltstående rådgivning og vejledning, længerevarende samtaleterapi, hormonbehandling og for nogle kønskorrigerende kirurgi, når de er blevet voksne.

Henvisning sker via egen læge eller via en anden behandler (læge eller psykolog i psykiatrien).

Kilde: Sexologisk Klinik

Kaylee Petersen nåede frem til, at hvis hun ikke i det mindste prøvede, ville hun komme til at hade sig selv resten af livet.

Kaylee Petersen påbegyndte derfor et kønsskifte, som blandt andet indebar samtaler med en række psykologer.

Her fandt Kaylee ud af, at det ikke var så slemt at snakke om, og det hjalp hende meget.

- Det gav mig en helt ny frihed.

Der var dog langt fra at tale med psykologer og læger til at stå ved kønsskiftet offentligt og overfor venner og familie.

Sagde farvel til et liv

Hun startede i små etaper med at fortælle det til folk i omgangskredsen. Og i takt med at det skete, lukkede hun døren til fortiden og dermed også til Mortens liv.

Dele af familien havde svært ved at acceptere, at Morten i virkeligheden var Kaylee. Og vennerne faldt også fra. Egentlig mest, fordi hun selv stoppede kontakten til vennekredsen.

- De ville nok alligevel have skåret hånden af mig.

Selvom sandheden så småt var ude i hjembyen i Vestjylland, havde Kaylee Petersen stadig ikke lyst til at tage en kjole på ude i offentligheden.

For Kaylee gik med en følelse af at blive upopulær ved at gå klædt i eksempelvis kjole og nederdel, når hun stadig fysisk lignede en mand.

Hun ville ikke gå og kigge sig over skulderen på vej til og fra arbejde. Og derfor valgte hun at flytte fra det vestjyske og ind på Egtved Camping i Sydjylland.

Jeg har ikke villet ind i en butik, for jeg mærker stadig en masse fordomme

Kaylee Petersen

I en campingvogn kunne hun bo mere isoleret og kunne dermed nemmere være sig selv.

Da hun flyttede ind på Egtved Camping, stod der stadig Morten Petersen på sygesikringsbeviset, og personnummeret endte på et ulige tal.

Kaylee var nemlig stadig i gang med det juridiske kønsskifte på dette tidspunkt.

Hun fortalte campingpladsens ejere Helge og Lene Stolberg Madsen, hvordan landet lå. Og selvom det måske ikke lige var hverdagskost derude på landet i Sydjylland, tog ejerne imod hende med åbne arme.

- Jeg lagde ikke skjul på det. Jeg sagde, at jeg var transkønnet, og at jeg var i gang med hormonbehandling, fortæller Kaylee Petersen, der husker, at ejerne blot sagde, at det var noget, de glædede sig til at høre meget mere om.

- Alle mennesker er velkomne her. Nogle skal have et lille kram, og det bruger vi meget her. Næstekærlighed hedder det vel i bund og grund, siger Lene Stolberg Madsen.

Og den udmelding betød utrolig meget for Kaylee. For det betød, at hun nu havde et sted, hvor hun kunne føle sig hjemme og velkommen.

Hvor hun kunne deltage i de sociale arrangementer og gå klædt, som hun ville, uden at nogen skulle kigge skævt til hende.

Mærker stadig fordomme i samfundet

I dag er det knap fire siden, at Kaylee tog springet. Navn og cpr-nummer er skiftet, hormon- og laserbehandling er i fuld gang, og kroppen er i tydelig transformation.

Eksempelvis er brystpartiet begyndt at udvikle sig mere kvindeligt.

- Det varer ikke længe, før jeg skal til Aalborg Sygehus og snakke om en operation af det nederste område, siger Kaylee Petersen.

Når hun tænker tilbage, fortryder hun ikke, at det først skete så sent.

- Jeg gik og blev negativ og ked af det, og efter at jeg er sprunget ud, så har jeg fået mere energi og flere følelser, siger Kaylee Petersen og tilføjer:

- Men det er da utrolig mange år, hvor jeg har gået med en hemmelighed. Det må jeg ærligt erkende.

Og selvom hun har kunnet være sig selv på Egtved Camping gennem tre år, er det stadig ikke altid nemt at være sig selv ude i offentligheden.

Derfor foregår tøjshopping primært online.

- Jeg har ikke villet ind i en butik, for jeg mærker stadig en masse fordomme.

Selvom Kaylee Petersen i dag arbejder som fabriksarbejder, er hendes økonomi også sparsom, og derfor har det ikke været muligt at skifte garderoben fra den ene dag til den anden.

Heldigvis har hun et par gode veninder, der har foræret hende noget af deres tøj.

Kaylee Petersen beskriver ikke sig selv som “overdrevent feminin”, og hun går heller ikke i kjole hver dag.

- Det sker, at jeg tager en kjole på, hvis vejret er til det. Og jeg føler mig klart mere kvinde i en kjole, siger Kaylee Petersen og tilføjer:

- Men for mig gør tøjet ikke det helt store lige nu. For jeg ved, hvem jeg er nu, og jeg kan få lov til at være den, jeg er.

Følg Kaylee Petersen og de andre campisters liv og ikke mindst kamp for at få lov til at bo fast på en campingplads i ‘Trailerpark Danmark’, der har premiere torsdag aften klokken 20.50 på TV 2 og TV 2 PLAY.