Helge og Lene Stolberg på motorcyklerne foran deres firlængede gård i Sydjylland.
Trailerpark Danmark

De blev kærester i patruljevognen, men efter de begge gik ned med stress, åbenbarede deres nye liv sig

Turene i patruljevognen gav dem et unik bånd og en forståelse for hinanden, som de i den grad fik brug for, da kriserne kom.

Det kan være svært at forestille sig.

Men runde, milde Helge, der elsker at underholde med Bamse-kopibandet, og Lene, der healer og foretrækker et kram frem for et håndtryk, har en fortid i politiet.

De har reddet menneskeliv, skygget narkoforbrydere og sikret spor i mordsager.

Det har jo meget med døde mennesker at gøre

Helge Stolberg Madsen

Og har du set det på film, har Helge og Lene Stolberg Madsen garanteret oplevet det i virkeligheden.

Men selvom arbejdet var spændende, og de var med til at gøre en forskel i samfundet, var arbejdsdagen også ofte præget af død, uretfærdighed og elendighed.

- Det lyder som en opdigtet historie, siger Helge Stolberg Madsen om det liv, han og Lene skal til at fortælle om.

Det her er en historie om at støtte og hjælpe den, man elsker, gennem livets uforudsigelige kriser.

Vi skal forbi et ødelagt hjem af 1999-stormen, arbejdet med at identificere omkomne efter tsunamien i Thailand, en brand med børn som ofre og et udmattende blækspruttearbejde.

Oplevelser og opgaver, som har mindet dem om, hvor brutalt livet kan være.

At det kan stoppe på et splitsekund.

Det har fået Helge og Lene Stolberg Madsen til at fokusere på at turde følge deres hjerter og at turde kaste sig ud i at forfølge deres drømme og på den måde få det allerbedste ud af livet.

Kærligheden opstod i patruljevognen

Både Helge og Lene var gift til anden side, da de mødte hinanden i politiet i Haderslev i starten af 90’erne.

De blev et makkerpar og kørte patrulje sammen. I bilen havde de nogle gode snakke - blandt andet om deres respektive ægteskaber, der ikke kørte på skinner.

- Vi fungerede bare skidegodt som makkere, og det har dælme duttendme holdt ved, siger Helge Stolberg Madsen.

Begge ægteskaber gik i stykker. Der opstod en romance mellem Helge og Lene, og de blev kærester.

Regler siger, at man ikke må vidne for sin kæreste, og derfor blev de splittet op og sendt ud i hver deres patruljevogn. Og det var nok i virkeligheden meget godt.

For Helge Stolberg Madsen husker tydeligt, hvordan det kunne være svært eksempelvis at overvære, at nogen svinede Lene til.

- Jeg kunne bare mærke, at jeg ville beskytte hende. Og det skulle jeg passe lidt på, for jeg skulle jo ikke passe på hende, fordi hun var min kæreste, men fordi hun var min makker.

Herefter skiltes deres veje i politiet. Helge røg i kriminalteknisk afdeling, og Lene kørte turnus i efterforskningscenteret.

Men de mange ture i patruljevognen skulle vise sig at have givet dem et unik bånd og kendskab til hinanden, som de i den grad fik brug for i årene, der fulgte.

Man kunne simpelthen smage lugten

Helge Stolberg Madsen

Tung dyne af forrådnelse

- Det har jo meget med døde mennesker at gøre.

Det er det første, som Helge Stolberg Madsen siger, da han tænker tilbage på sin tid i politiet.

For Helge har set masser af døde mennesker.

Flest, da han i maj 2005 rejste til Thailand for at hjælpe med at identificere de mange tusind ofre for tsunamien, der 26. december 2004 havde raseret mange asiatiske lande og kostet over 200.000 mennesker livet.

Helge kunne sagtens have sagt nej, men det var et job, som han gerne ville udføre. For han var drevet af at være med til at gøre en forskel.

Selvom det er mange år siden, står oplevelsen og arbejdet knivskarpt i hans hukommelse.

Det var 44 grader, og luftfugtigheden var på 100 procent, da Helge efter en lang flyvetur ankom til Phuket.

Og det var ikke kun den fugtige varme, der ramte ham som en mur, da han gik ud af lufthavnen. For en tung lugt af forrådnelse lå som en tung dyne over det katastroferamte land.

- Man kunne simpelthen smage lugten.

Ligene blev hverdag

På parkeringspladsen omgivet af kaos skiftede han fra sine sorte cowboybukser til den hvide arbejdsdragt. Og så blev han ellers med egne ord “smidt lige ind i det”.

På vej hen til containerne, hvor identifikationsarbejdet foregik, passerede Helge Stolberg Madsen en mindemur for de mange ofre.

På muren hang der små dukker, legetøj og billeder, der visualiserede, at også mange børn var omkommet.

Helge kiggede væk. Det var alt for hårdt at se og forestille sig et liv for de mennesker, som han skulle identificere.

Selvom det var flere måneder efter, at tsunamien havde ramt landet, dukkede der stadig lig op. Og på grund af den høje luftfugtighed og varmen var identificeringsarbejdet svært.

Men Helge Stolberg Madsen og hans kollegaer fra de andre nordiske lande var fast besluttede på, at alle pårørende skulle have mulighed for at begrave deres kære.

I afkølede containere arbejdede han hver dag i tre uger fra klokken 07 om morgenen til klokken 19 om aftenen med at finde dna, fingeraftryk, smykker og andre særlige kendetegn som eksempelvis tatoveringer eller markante ar.

I starten var det tæt på umuligt at tænke på andet end død og sorg. Og det var heller ikke nemt at spise en gryderet i kantinen.

Men til Helges store overraskelse blev arbejdet med de mange lig hurtigt hverdag.

Gjorde en forskel

Efter tre uger omgivet af død og ødelæggelse stod Helge Stolberg Madsen igen i lufthavnen.

Han havde stadig det særlige arbejdstøj på og skilte sig derfor ud blandt mængden. Pludselig kom der en mand hen og gav ham hånden. Manden takkede Helge for hans og kollegernes arbejde og fortalte, at nu kunne familien få deres kære begravet.

Det møde betød meget. Rigtig meget.

- Så tjente det da et formål.

Da Helge ankom til Danmark, blev han og kollegerne kort efter indkaldt til en debriefing, hvor de kunne få talt om eventuelle problemer.

Helge følte ikke, at han havde nogle problemer. Men det var nok, fordi han stadig var i chok.

Det erkendte han bare først flere år senere, da det var for sent.

Nægtede at tage stressen alvorligt

Lene Stolberg Madsen vidste tidligt, at hun ville være politibetjent.

Det skete, efter at hun som 12-årig var udsat for en seksuel krænkelse af en fremmed mand på en ridetur.

Efter den episode var hun fast besluttet på, at hun som betjent skulle være med til at forhindre, at andre piger og kvinder skulle udsættes for det samme.

Først var hun i politiet i Hvidovre, herefter i Haderslev og i efterforskningscentret i Kolding. Og da en ny afdeling startede op i Vejle, trådte hun til der.

Jobbet bestod blandt andet i at stå for politiets sagsstyringssystem, hvor betjentene skulle registrere deres arbejdstid. Hun skulle også koordinere politiets arbejde ved superligaens fodboldkampe i Vejle.

Sideløbende med det lavede hun skyggearbejde af eksempelvis rockere og narkohandlere.

Det var et arbejde, som hun elskede. Men de mange forskellige arbejdsopgaver og det voksende ansvar tærede på Lene.

Hun kunne egentlig godt mærke det, men hun nægtede at erkende det. En dag blev hun dog tvunget til at se det i øjnene.

Det skete i etaper. Og første gang var på motorvejen på vej på arbejde.

Alt blev sort

Lene havde kørt den vej hundredvis af gange, men denne gang kunne hun pludselig ikke orientere sig, og hun vidste ikke, hvor hun var på strækningen.

Alt blev bare sort. Hun blev bange og måtte holde stortudende ind i nødsporet.

Hun ringede straks til Helge, og han hjalp hende gennem telefonen med at komme til hægterne, så hun kunne køre hjem og sygemelde sig. Men næste morgen var Lene igen på vej på arbejde.

Heldigvis havde en kollega set alle tegnene på stress, og med hjælp fra den vagthavende blev Lene opfordret til at sygemelde sig i tre måneder.

Det var guld værd, husker Lene. For hun havde virkelig brug for pausen.

Men da de tre måneder var gået, gik det hurtigt galt igen.

På kort tid var hun oppe og arbejde fuld tid, og det betød, at hun hurtigt også kom tilbage i stressen.

Det går ikke, jeg kan ikke, erkendte Lene overfor sig selv og sagde op.

Selvom det føltes rigtigt at stoppe i politiet, skabte det også en masse tvivl. For hvad skulle Lene så lave?

Stod ved en skillevej

Hun havde arbejdet i politiet i 20 år, og det var i den grad blevet en del af hendes identitet - ligeså vel som det var for Helge.

Han støttede hende i valget og gav hende plads til at drømme.

Skulle hun være postbud? Have et hammamsted, hvor hun kunne tilbyde massage og healing?

Mulighederne var egentlig mange, men intet føltes lige så rigtigt, som da Lene og Helge besøgte deres forældre, der camperede på Egtved Camping.

Ved første øjekast lignede det noget “gammelt lort”. Men så gik de ned til søområdet og kiggede.

Der stod de på mange måder ved en skillevej.

For det føltes, som om hele deres tilværelse ville blive ændret.

Det hele gav sig selv

Var de klar til at sælge deres hjem - en firlænget gård - for at starte mere eller mindre forfra med den forfaldne campingplads?

I årevis havde de nemlig brugt mange penge og meget tid på at genopbygge gården efter den historiske orkan, der slog hårdt til mod Danmark i december 1999.

Beslutningen krævede faktisk meget mindre betænkningstid, end man lige kan forestille sig. For det viste sig, at ejeren faktisk havde campingpladsen til salg.

Og så gav det hele lidt sig selv. Helge og Lene købte den, og i december 2007 overtog de.

Lene blev campingmutter på fuld tid, mens Helge fortsatte i kriminalteknisk afdeling.

Han havde ingen anelse om, at hans tilværelse også skulle ændre sig markant. Det blev en dødsbrand startskuddet til.

Dødsbrand blev dråben

Når Helge kørte fra Egtved Campingplads, bød hans arbejdsdag stadig på død og elendighed.

Han arbejdede ikke kun som kriminaltekniker, men også som brandtekniker. Derfor kørte han en tidlig mandag morgen i juni 2008 til Fyn, hvor et rækkehus var brændt mere eller mindre ned til grunden.

Mellem forkullede bjælker, udbrændte møbler og tilsodede mursten fandt Helge og hans kollega liget af to drenge på to og syv år.

- De havde gemt sig under dynen i morens seng.

Et af børnene havde samme alder som Helge og Lenes datter. Og det var på mange måde, som om det blev dråben, der fik bægret til at flyde over.

Og en nat på vej hjem fra et rambuktyveri blev det hele for meget.

Røg i et sort hul

Helge sad i patruljevognen, da han pludselig fik det modbydeligt i kroppen.

Han har aldrig været en lille tynd mand, så han frygtede med det samme, at den var gal med hjertet.

Han kørte straks patruljebilen ind i vejsiden og ringede til en læge.

- Jeg blev bare så hammerdårlig. Mit hjerte galoperede afsted, og jeg sad bare og hang over rattet med lægen i røret, fortæller Helge Stolberg Madsen.

Det eneste, han fokuserede på, var ikke at miste bevidstheden, og da der var gået 20 minutters tid, følte han sig frisk nok til at køre hjem til Lene.

Men næste aften gik det galt igen. Helge sad og slappede af i sofaen, og ud af det blå begyndte hjertet at hamre igen. De turde ikke tage nogen chancer og kørte straks på skadestuen, hvor han blev undersøgt.

Der var intet i vejen med hjertet. Men Helge havde fået stress, og efter en udredning kom man desuden frem til, at han havde udviklet PTSD - posttraumatisk stress syndrom.

Han blev ligesom Lene sygemeldt i tre måneder, og herfra røg han i et sort hul.

Lene blev Helges redning

Helge isolerede sig i en lejet lejlighed. Han havde i modsætning til Lene brug for at være helt alene.

Han var igennem en række psykologsamtaler, men det, der virkede bedst for ham, var hans snakke med Lene.

De er begge enige om, at deres tid i patruljevognen og deres indgående kendskab til politiarbejde har været en kæmpe gave for deres begges sygdomsforløb.

- Lene ved, hvad jeg snakker om, når vi snakker om alle de ubehagelige ting. Vi har jo været der begge to.

Lene kendte Helge bedre end de fleste, og hun bad ham gøre noget, der viste sig at være en stor hjælp.

Hun bad ham nemlig om at køre til Aarhus og købe sin drømmeguitar. Uanset prisen. Det gjorde Helge, og langsomt spillede han sig mere og mere til hægterne.

Og musikken har han ikke sluppet siden. Tværtimod.

Glæde er mere værd end penge

Det hele endte med, at Helge ringede og sagde sin stilling i politiet op.

Det føltes helt naturligt, at han også skulle arbejde på campingpladsen. Nu var der ikke kun en campingmutter, men også en campingfatter.

Det betød også, at Helge nu fik tid til at dyrke en af sine helt store passioner. Nemlig musikken.

Som en tro Bamse-kopi turnerer han i dag med sit band rundt i landet og spiller.

Selvom han på det seneste har haft rigtig mange spillejobs, er det ikke noget, som han bliver rig af.

Men det gør ingenting.

For når han oplever, hvordan stemningen løfter sig på plejehjem, aktivitetscentre eller bare til et festligt arrangement på deres egen campingplads, er det meget mere værd end penge.

Og mens Helge giver den som Bamse, skaber Lene glæde og varme på campingpladsen.

Hun har placeret små engle rundt omkring og giver med glæde et kram til de fastliggende campister, som hun møder på sine daglige gåture på pladsen.

Egentlig har Helge og Lene altid været fulde af skøre ideer og været “så lad os da prøve det af”-agtige.

Men tiden i politiet gav dem ikke overskuddet til at leve mange af deres finurlige drømme ud.

Det har de siden hen fået rådet bod på. De har både holdt lørdagsevents med livemusik, en årlig musikfestival, mindre helsemesser og meget, meget andet.

Og det gør dem lykkelige. For i Helge og Lenes øjne skal både arbejds- og privatlivet nydes og være rart.

Det er den indstilling, som ægteparret har til livet.

Det vidner blikskiltet på væggen i deres stue også om. Med sorte blokbogstaver står der oversat fra engelsk:

Lev hvert et øjeblik, grin hver dag og elsk grænseløst.

Følg Helge og Lene Stolberg Madsen og de andre helårscampister i 'Trailerpark Danmark' på TV 2 torsdag klokken 20.00 og på TV 2 PLAY.