Kærlighed på hjernen

Drømmekvinden er rødhåret – men i ti år har han været bange for at date

I ti år har William Philipsen holdt sig fra kvinder. Hans Aspergers-diagnose har spændt ben for kærligheden.

37-årige William Philipsen har været forelsket et par gange. Han føler det næsten, som om han svæver. Han bliver opslugt af personen, og tankerne kører i ring: Hvordan hun har det, hvad hun laver, og hvilken fremtid kunne de få sammen?

Det er fantastisk.

Men forelskelsen har en bagside.

Den bryder med alle de rammer, han kender, og det liv, han trives i. Det er en langt større udfordring for ham, end det er for de fleste.

William Philipsen er nemlig en af de omkring 160.000 danskere, der er født med autisme. Han fik diagnosticeret Aspergers syndrom, der er en relativt mild form for autisme, da han var 19 år.

I programmet 'Kærlighed på hjernen' får han og en række andre personer med autisme mulighed for at finde kærligheden.

Hvad er autisme?

Autisme er en medfødt udviklingsforstyrrelse, som er gennemgribende for personens måde at navigere i verden på. Autisme rammer omkring tre procent af befolkningen og præger især de sociale og kommunikative færdigheder.

Det kommer oftest til udtryk ved, at personer med autisme tager det sagte bogstaveligt og har svært ved at afkode ironi, kropssprog og ansigtsudtryk.

Der findes en række autismediagnoser på det, man kalder autismespektret, og diagnoserne dækker over forskellige grader af udviklingsforstyrrelsen. 

Dårlige erfaringer

William Philipsen har længe ønsket sig en kæreste. Og han er rimelig klar i spyttet, når han skal beskrive sin drømmekvinde.

Hun er rødhåret med en dominerende personlighed og nogle af de samme interesser som ham selv.

Men i over ti år han holdt sig fra at date.

Det skyldes hans dårlige erfaringer. Han har nemlig svært ved at afkode, hvad kvinderne forventer af ham, og svært ved at mærke sine egne grænser. Det skyldes især hans Aspergers-diagnose.

- Det bliver ret stormfuldt og ubehageligt. Jeg kan ikke rigtigt følge med, forklarer William Philipsen.

Når jeg spiller skak, har jeg et klart mål, og det er at sætte kongen i mat. Men ved dating er målene mere uklare

William Philipsen

Forholdene har været korte og dramatiske.

På første date har de typisk talt om, hvordan de skulle bruge resten af deres liv sammen. Men så er det sluttet brat efter højst et par måneder, og William Philipsen har stået tilbage uden rigtigt at have forstået, hvad der har ramt ham.

De kvinder, han har været i forhold med, har han oftest mødt på nettet. I starten har han været interesseret i dem, men han har haft svært ved at sige nej, når deres ønske om en relation oversteg hans eget.

Pludselig er det gået stærkt, forholdet har buldret derudad, før William Philipsen egentlig har fået mærket efter, om det var noget, han havde lyst til. Han har haltet bagefter og ikke kunnet følge med i deres tempo, men har samtidig været ude af stand til at bede dem om at sætte farten ned.

Lige så pludseligt som det begyndte, er det sluttet igen. Men ikke fordi han har fået sagt fra.

- Jeg har eksempelvis været sammen med én, som ville holde forholdet hemmeligt. Vi boede på samme kollegium, og da hun en dag blev spurgt, om vi var kærester, mens andre kunne høre det, holdt hun op med at tale til mig, siger han.

Skakmat

William Philipsens drømmekvinde må gerne have særlige interesser. Det har han nemlig også selv. Det er et typisk træk hos personer med autisme at være meget opslugt af nicheområder.

- Jeg har altid levet lidt i min egen verden. Jeg er meget optaget af rummet, computerspil, tal, skak og kunstig intelligens, siger han.

Derudover er han glad for fakta. Og han er god til at huske det. Eksempelvis kan han fortælle, at overfladetemperaturen på Venus er 486 grader. Og at lysets hastighed er 299.792.458 meter i sekundet.

For tiden er William Philipsens største interesse skak. Han lærte reglerne til skak, da han var fem år, men spillede det først syv år senere som 12-årig.

- Det var computeren, der lærte mig at spille skak. Den lavede nogle træk, som jeg ikke tænkte kunne lade sig gøre. Der er ikke nogen mennesker, der ville have lavet sådan nogle træk, og det blev jeg fascineret af. Det var også sådan, at min interesse for kunstig intelligens begyndte, siger han.

Som 30-årig blev han mesterspiller i skak og har sidenhen slået stormestre fra hele verden. Han er så hjemmevant i spillet, at han med bind for øjnene kan diktere, hvordan brikkerne skal placeres, i tre forskellige spil skak på samme tid.

Uklare spilleregler

Kendetegnet ved alle William Philipsen interesser er, at de er konstante. Reglerne for skak har ikke ændret sig de seneste 400 år.

Men sådan er det ikke med kærlighed.

- Når jeg spiller skak, har jeg et klart mål, og det er at sætte kongen i mat. Men ved dating er målene mere uklare, siger han.

Jeg havde ikke nogen fornemmelse for mine grænser. Jeg vidste ikke, hvordan man sagde nej

William Philipsen

Hans diagnose gør det svært for ham at afkode signalerne. En udfordring, mange autister oplever, fortæller Kathe Johansen, formand for Landsforeningen Autisme.

- Det er ikke det nemmeste i verden, når man har autisme. Spillereglerne kan være svære at forstå, de kommer ikke intuitivt. Samtidig kan man ikke nødvendigvis mærke, om der er tale om en interessant person eller en dybere forelskelse, siger hun.

Grænsesætning er ofte en udfordring i datinglivet for personer med autisme, fortæller hun.

- Mange autister har svært ved at mærke sig selv og deres egne grænser. De har svært ved at regne ud, hvornår man må sige fra, siger Kathe Johansen.

Svært at sige nej

William Philipsens udfordringer med grænser trækker tråde tilbage til hans barndom.

- Jeg er vokset op med forældre, der skændtes hele tiden, og stemningen derhjemme var virkelig ubehagelig, fortæller han.

- Jeg tror, at jeg har opsøgt nogle af de samme mønstre i mit kærlighedsliv. Jeg har haft flere forhold, hvor jeg er blevet skældt ud eller har været bange for at gøre noget forkert, siger han.

Jeg har været bange for at date. Jeg fik angstanfald, når nogen var interesseret

William Philipsen

Samme udfordring gjorde sig gældende, da han som 19-årig flyttede sammen med 30 mennesker fra en kristen sekt, fordi nogen inviterede ham. Han boede der i tre måneder, indtil en anden valgte at gå, og det gik op for ham, at det var en mulighed.

- Jeg havde ikke nogen fornemmelse for mine grænser. Jeg vidste ikke, hvordan man sagde nej, siger han.

Derfor er han særligt opmærksom på ikke at overskride sine grænser i sit datingliv fremover.

- Jeg har været bange for at date. Jeg fik angstanfald, når nogen var interesseret, siger han.

Nu tør han

Som en del af programmet har William Philipsen og de øvrige personer med autisme fået gode råd til at date fra psykolog Ea Carøe.

Det har betydet, at han igen tør lede efter kærligheden. Selvom det var meget angstprovokerende for ham at skulle på sin første date efter en pause på ti år.

- Jeg var ved at skide grønne grise. Men da jeg først begyndte at snakke med hende, gik det virkelig godt, siger han.

- Jeg fandt ud af, at det slet ikke er så farligt. Jeg kan godt finde ud af at date, og det behøver ikke at blive ubehageligt. De dates, jeg har været på, er gået rigtig godt, siger han.

Se 'Kærlighed på hjernen' mandag klokken 20.50 på TV 2 og TV 2 PLAY.