Nicolai Kongensgaard var nødt til at skille huset ad mursten for mursten.
Mesterlige ombygninger

Bankmand troede, at han kunne bygge huset selv - nu tager folk en omvej for at se resultatet

Håndværkertilbud væltede familiens budget bagover, så Nicolai Kongensgaard gik selv i gang med at bygge. Hvor svært kan det være? tænkte han dengang.

Hvis nogen i familien skulle overtage huset fra bedsteforældrene, så var det ham.

Han var kommet der meget siden barnsben, og han havde altid hjulpet flittigt til.

33-årige Nicolai Kongensgaard var derfor særligt tilknyttet parcelhuskvarteret i Dragør.

Men overtagelsen skete lidt pludseligt.

Det var i 2016, hvor Nicolai var studerende og boede på kollegium med sin hustru, Vibeke.

Nicolais mormor ville gerne sælge huset til dem for 2,5 millioner kroner, og parret valgte at slå til.

Men da timingen ikke var optimal, valgte de at leje huset ud i to år.

I mellemtiden gik de og overvejede, hvad der skulle forbedres ved huset, når de en dag skulle overtage det.

Derfor meldte de sig til TV 2s programserie ’Mesterlige ombygninger’, hvor BIG-arkitekten David Zahle hjælper folk med at bygge om og opnå deres boligdrømme.

Processen med at bygge om skulle vise sig at være opslidende, og budgettet blev overskredet med over det dobbelte.

Kan bygge det selv på under et halvt år

Det var aldrig meningen, at Nicolai Kongensgaard selv skulle lave noget på huset.

Men med et budget på halvanden million kroner i den ene hånd og alt for dyre håndværkertilbud i den anden hånd måtte han finde på noget.

Han besluttede, at han ville smøge ærmerne op og bygge selv.

- Jeg kunne jo se, at professionelle bygger huse på tre måneder, og så tænkte jeg, at det kunne jeg også. Måske ikke på tre måneder, men inden for et halvt års tid. Der var jeg nok for optimistisk.

I sommeren 2019 fik Nicolai og Vibeke byggetilladelsen, men det er først for nylig, at parret kunne flytte ind.

Flere gange er Nicolai stødt på problemer, og de oprindelige planer er blevet lavet om flere gange.

Skrot ideen om en tilbygning

Til at begynde med forestillede parret sig, at der skulle nyt tag på huset.

Alt indvendigt skulle rives ud, og der skulle laves en tilbygning med separat forældreafdeling og bad. Der skulle nye gulve med varme i hele huset og et nyt køkken.

Men arkitekten David Zahle var bekymret for budgettet.

Eksempelvis ville et nyt badeværelse i forældreafdelingen kræve, at kloakeringen skulle laves om.

Det var en dyr løsning, så han syntes, at parret skulle overveje at holde alting inden for rammerne af det oprindelige hus.

Derfor foreslog David Zahle, at de i stedet fik lavet en ny rejsning på taget, så der blev plads til forældreafdelingen på 1. sal.

På den måde kunne badeværelset ligge oven over det oprindelige, og dermed slap de for at få lavet ny kloakering.

I stuen skulle der være et stort køkkenalrum med loft til kip, og børneværelserne kunne ligge i den oprindelige tilbygning.

Ville ikke gå på kompromis

På trods af David Zahles formaninger besluttede parret efter noget betænkningstid at holde fast i ideen om en forældreafdeling.

Nicolai Kongensgaard ville ikke gå på kompromis med sin oprindelige ide.

For at undgå at budgettet løb løbsk, besluttede han at lave så meget, som han selv kunne.

Budgettet var de dog nødt til at justere op fra 1,5 til 2,2 millioner kroner.

Det skulle vise sig at være langt fra nok.

Budgettet var imidlertid ikke den eneste bekymring. En lang række uforudsete problemer begyndte så småt at dukke op i takt med, at arbejdet skred frem.

Første problem opstod, da det viste sig, at det slet ikke kunne betale sig at beholde væggene på huset.

Derfor måtte Nicolai skynde sig at fjerne hver en mursten og køre dem på genbrugspladsen, inden der var gået 14 dage, for der skulle fundamentet til hele huset støbes.

En dårlig samvittighed tager til

Ligesom nu arbejdede Nicolai Kongensgaard på fuldtid som analytiker i Nordea. Når han havde fri i banken, kørte han ud til huset og arbejdede videre der. Derhjemme passede Vibeke deres søn.

Når Nicolai kom sent hjem fra arbejdet med huset, var familien gået i seng, og han kunne gå i gang med at læse på nettet om, hvordan man bygger et hus.

- Jeg vidste ikke noget om at bygge hus, da jeg begyndte på det. Men man lærer noget hver gang, man skal i gang med en ny opgave, forklarer Nicolai Kongensgaard.

Til alt held viste en af Nicolais kommende naboer sig at være tidligere tømrermester, og han tilbød sin hjælp og viden.

Han ville vise Nicolai, hvordan man udførte visse opgaver, som Nicolai så kunne fortsætte med at lave på resten af huset.

Den tidligere tømrermester viste sig også at have gode kontakter inden for håndværkerfaget, som Nicolai kunne trække på, når opgaverne lå uden for det, han selv kunne klare.

Derfra begyndte byggeriet at skride mere problemfrit fremad.

Men en dårlig samvittighed var begyndt at nage Nicolai. Han gik glip af rigtig meget derhjemme.

Når han arbejdede på huset om aftenen, plagede det ham, at han ikke var der for sin familie.

Omvendt havde han også dårlig samvittighed over ikke at arbejde på huset, hvis han tog sig tid til at være derhjemme.

Parrets andet barn var snart på vej. Derfor måtte de sætte en klar deadline. Når deres anden søn kom til verden, skulle de være flyttet ind i deres nye hus.

Nicolai Kongensgaard blev ved med at sige til Vibeke, at de snart kunne flytte ind i huset. Men han var alt for tidsoptimistisk. Samtidig var budgettet langsomt, men sikkert begyndt at skride.

Må flytte ind i en skurvogn

Mere end et år efter at Nicolai gik i gang, var der endnu ikke rejst så meget som en væg på grunden.

Men han var nået langt. Rigtig langt. I halvanden måned havde han lagt isolering i jorden, gulvarmering, gulvvandslanger og el-ledninger.

Snart blev gulvet støbt, og en måned senere stod råhuset rejst på grunden. Råhuset er den træskal, som huset bygges ud fra.

Familien flyttede endelig ind på deres parcel. Dog måtte de nøjes med at bo i en skurvogn.

Deres søn, Viktor, var begyndt i den lokale børnehave, og ved at bo på grunden i skurvognen kunne de også være mere sammen som familie, selvom Nicolai Kongensgaard arbejdede på huset.

De var vant til at bo på lidt plads, og i skurvognen havde de for første gang en opvaskemaskine og en ovn.

4. maj 2021 fødte Vibeke parrets anden søn. Blot en uge efter de var flyttet ind i deres nye hus.

Familien nåede dermed at overholde den deadline, som de havde sat. Budgettet derimod var en noget anden historie.

Har sparet rigtig mange penge

Oprindeligt havde Nicolai og Vibeke et budget på 1,5 million kroner. Det har de på ingen måde kunnet overholde.

Heldigvis fik de undervejs lov til at låne flere penge. Alt i alt er de endt ud med at låne 3,6 millioner kroner til at bygge for, og der er stadig penge tilovers, som de kan bruge på haven til foråret.

Nicolai Kongensgaard er blevet overrasket over, hvor meget materialerne har kostet. Men den kompromisløse tilgang, der i første omgang fik ham til at holde fast i tilbygningen, afspejler sig også i valget af materialer.

Fordi han har bygget på et erfaringsløst grundlag, har han valgt at bruge de dyreste materialer.

- Jeg er ikke god til at tage det billige alternativ, for jeg føler, at der må være en grund til, at det er billigere. Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke, at det måske ikke holder lige så godt, siger Nicolai Kongensgaard.

Samtidig er der blevet truffet nogle æstetiske valg ved huset, som også har tæret godt på budgettet.

Husets facader er beklædt med olieret træ, og det har stillet særlige krav til kvaliteten af de plader, der ligger bagved og beskytter huset.

Undervejs besluttede Nicolai sig for, at der skulle være ståltag på huset. Men undertaget, som han først havde bygget, var så solidt, at han nu har to tage, klassificeret som tætte.

De manglende erfaringer har også betydet, at Nicolai Kongensgaard nogle gange har lavet tingene to gange, fordi han gjorde det forkert første gang.

Men trods de dyre løsninger og den manglende erfaring har Nicolai regnet sig frem til, at han nok har sparet lidt over en million kroner ved at bygge så meget af huset selv.

Kvarterets beboere kører en omvej

Skulle familien sælge huset i morgen, ville de ikke tabe penge på det.

Alt i alt har det kostet 6,1 millioner kroner, og den seneste vurdering af huset var på 7.8 millioner kroner.

Men havde det ikke været, fordi at Vibeke i sjov foreslog, at de skulle melde sig til ’Mesterlige ombygninger’, var det ikke sikkert, at Nicolai havde gjort det med den viden, som han har i dag.

- Men da vi ligesom var gået i gang, så var der ikke nogen vej tilbage, siger Nicolai Kongensgaard.

Der mangler stadigvæk lidt finish hist og her, men for første gang i over to år kan Nicolai endelig tage tingene lidt med ro.

Han har en lang liste med de sidste ting stående på, som han vælger at tage lidt hen ad vejen. For det er ting, som han godt kan leve med for nu.

Nicolai er ret nedtonet omkring sin egen præstation, ligesom han også har glemt, hvor hårdt det til tider har været.

- Jeg synes jo bare, at det er et helt almindeligt hus. Jeg har gået op og ned af det i så lang tid, at jeg var lidt bekymret for tv-programmet – er huset virkelig mesterligt? siger han.

Men han har da lagt mærke til, at folk, der bor rundt om i kvarteret, har det med at køre forbi huset, selvom det er en omvej for dem.

Og de nærmeste naboer har tilkendegivet over for parret, at de er imponerede.

- De er meget imponerede over, at det lykkedes. De havde deres tvivl, og så har de moret sig over mig, når jeg gik herude om natten med en pandelampe og arbejdede, fortæller Nicolai Kongensgaard.

Du kan se ’Mesterlige ombygninger’ på TV 2 onsdag klokken 20.50 og TV 2 PLAY.