Knæk Cancer

Åreladning, ætsning og sennepsgas: Så bizarre var kræftbehandlingerne i fortiden

I dag spirer håbet om en kur mod kræft som aldrig før. Men der var ikke meget håb at hente i fortiden. Og til tider kun bizarre forsøg på behandling.

Lad os starte med at slå én ting fast.

Ingen ønsker at få kræft. Sygdommen, som af mange bliver kaldt "verdens værste sygdom", er ubarmhjertig.

I dag er lægerne nogenlunde bevidste om, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Sådan var det på ingen måde i oldtiden. Eller i 1700-tallet for den sags skyld.

I tidernes morgen blev der nemlig gjort nogle til tider bizarre forsøg på at kurere kræft.

Men de vidste ikke bedre dengang.

Håbet lurer forude

Benny Vittrup ved dog bedre. Han er nemlig overlæge i kræftbehandling, som han har forsket i i mere end 40 år.

Han startede i en tid, hvor ingen turde at drømme om at kunne komme til at helbrede kræft.

I forbindelse med 'Knæk Cancer'-ugen fortæller han om behandlingen af kræft gennem fem nedslag i historien; oldtiden, 17- og 1800-tallet, verdenskrigene, nutiden og fremtiden.

For uden historien var vi nok ikke nået hertil, hvor vi er i dag. Også selvom, at datidens såkaldte læger tit lavede fejl, der ikke førte nogen steder hen.

Faktisk stod behandlingen af kræft stille i flere tusinde år, og der var aldrig noget reelt håb om at blive rask.

Men med den moderne lægevidenskab går det i dag stærkt, og håbet står stærkere end nogensinde.

Oldtiden:

Vi starter i det tidlige Romerrige omkring år 100. Her besluttede en græsk læge ved navn Galen sig for at se lidt mere konkret på det der kræft.

- Da folk dengang ikke blev meget ældre end 35 år, var det sjældent, at kræft var en dødsårsag, fortæller Benny Vittrup.

Selvom der findes beskrivelser af, hvordan man havde forsøgt sig med at skære kræftknuder ud, havde man i tusinder af år mest holdt sig fra at røre ved de kræftknuder, der bulede ud fra kroppen.

Erfaringen var, at det ofte blev værre, hvis man prøvede.

Men Galen kiggede på en af antikkens helt store højteknologiske mekanismer og så muligheder.

De helt nye vandingsanlæg, der førte vand og liv med sig til både byer og landområder, indeholdt svaret.

For hvis et vandingsanlæg var i ubalance, så førte det til tørke og død i stedet for liv. Og sådan måtte det jo så også være med kroppen og dens væsker.

Åreladning havde været kendt siden egypternes storhedstid flere tusinder år før, men Galen fandt på, at der i kroppen var noget, der hed "sort galde", som indeholdt kræften.

Og for at få den sorte galde ud, måtte man jo skære hul på kroppen og årelade en kræftsyg patient – der om nogen havde brug for sit blod.

Men man var overbevist om, at man blev nødt til at skabe balance i kroppens vandingsanlæg.

Først i 1500-tallet begyndte en engelsk læge i smug at dissekere lig. Noget, der ellers var strengt forbudt – selv for læger.

Men han ville finde den sorte galde.

Han fandt dog ud af, at der slet ikke var noget, der hed sort galde.

Til gengæld fandt han ud af, at kroppen var sat sammen af strukturer. Altså noget, man kunne skære i – som for eksempel en kræftknude.

Og det blev startskuddet til, at man så småt begyndte at skære i mennesker, der var syge. Desværre opfandt man først bedøvelsen godt 350 år senere.

1700- og 1800-tallene

- Behandlingen af kræft havde siden oldtiden ikke gjort nogen nævneværdige fremskridt i flere tusinde år, fortæller Benny Vittrup.

Men det var ikke fordi, at lægerne ikke prøvede i den tid. Især i 1700-tallet var de kreative.

Behandlingen bød både på piller af giftige planter, omslag af gulerods- og arsenikgrød, frysning, podning med syfilis, brænding med glødende jern og ikke mindst ætsning, der efterlod det kræftramte område ”mör og blöd som en raadden Svamp," som Ugeskriftet for Læger skrev i 1855.

Derefter skulle man så skrabe det hele af med en spatel.

Den egentlige udvikling kom i form af opfindelsen af lysmikroskopet. Pludselig kunne lægerne se celler. Og de kunne se, at det var celler, der forandrede sig, der gav kræft.

Det gjorde, at lægerne fandt ud af at skære nok af.

Men i slutningen af 1800-tallet fik en amerikansk læge ved navn William Halsted en skæbnesvanger idé.

Han mente, at kvinder med brystkræft skulle have skåret mere væk, end man troede.

William Halsted havde fået opfattelsen af, at kræften kunne have rødder.

Derfor skulle man lave mere omfattende eller radikale operationer – og også fjerne musklerne fra både bryst, arme og hals.

Ingen modsagde ham, og det betød, at cirka 500.000 kvinder blev skamferet og invalideret helt frem til 1995.

Først da lavede man forsøg, der viste, at det ikke hjalp. Og først da ændrede man proceduren.

Verdenskrigene

Det hele startede mere eller mindre under Første Verdenskrig.

Tyskerne brugte en gas til kemisk krigsførelse, der lugtede lidt af sennep.

- Lægerne opdagede, at gassen ødelagde de hvide blodlegemer hos de folk, der blev udsat for gassen, fortæller Benny Vittrup.

Men den opdagelse gik dog i glemmebogen, da krigen sluttede.

Og så kom Anden Verdenskrig.

Her havde man aftalt ikke at bruge giftgasser som våben.

Amerikanske forskere eksperimenterede dog alligevel i al hemmelighed med sennepsgassen, som de gav til patienter med lymfeknudekræft.

Til deres store overraskelse blev kræftknuderne mindre. Man havde fundet et kemisk lægemiddel, der slog kræftceller ihjel.

- Dermed var historiens vel nok første kemoterapi en realitet, siger Benny Vittrup.

Nutiden:

Ideen med at give giftige lægemidler mod kræft bed sig fast.

Fra 1948 og frem til 1978 fandt forskerne 30 forskellige slags kemoterapier – altså gifte, der i højere grad slår kræftceller ihjel end raske celler. Og de bruges stadig i dag.

Fra 1978 til 2008 fandt man kun 10 kemoterapier, og i dag finder man næsten ingen nye.

Derfor måtte lægerne langsomt skifte forskningshest. Og i 1980’erne opdagede forskerne, at mange kræftceller styres af kræftgener.

Dermed var kræftgenterapien født, da man pludselig kunne sigte efter at dræbe selve kræftgenerne.

Det betyder, at man i dag behandler kræft med en kombination af kirurgi, strålebehandling, kemoterapi og kræftgenterapi.

I dag er der mange patienter, der bliver raske af nutidens kræftbehandlinger. Men desværre er der ikke særligt mange, der reelt bliver helbredte.

For både kemoterapi og kræftgenterapi er lidt det samme som at klyngebombe kroppen.

Derfor kigger lægerne i retning af mere kontrollerede sprængninger.

Og dem finder vi faktisk helt tilbage i starten af 1900-tallet.

Lægen William Coley havde en idé om, at man måske kunne bruge immunforsvaret til at bekæmpe kræft.

Hans ideer og tanker blev dog afbrudt af Første Verdenskrig, og det hele gik i lægernes glemmebog.

Først omkring 2000 blev hans ideer om at bruge immunterapi i kræftbehandling for alvor samlet op, og fra 2010 tog det for alvor fart.

Nu kaldes William Coley for immunterapiens far.

Fremtiden:

- Immunterapi er en stor del af fremtiden, siger Benny Vittrup.

For at forstå hvordan immunterapi virker, skal du forestille dig dine egne immunceller som jagthunde.

Derudover skal du tænke på din krops raske celler og væv som høns. Kræftcellerne er fasaner.

Jagthundenes opgave er at fange og spise fasanerne – uden at spise hønsene. Ellers kommer der bivirkninger.

For at opnå det skal man fortælle jagthundene, hvordan en fasan ser ud til forskel fra en høne.

Og det er faktisk takket været netop dén kræftforskning, at vi for nyligt kunne få covid-vaccinerne så hurtigt, som vi kunne.

For covid-vaccinerne fortæller nemlig immunforsvaret, hvordan coronavirussen ser ud.

Og dermed kan dine jagthunde finde og spise de coronafugle, der slipper ind i kroppen, inden de gør skade.

Kuren mod kræft ligger dog ikke lige om hjørnet, og alle midler skal derfor tages i brug i lang tid fremover.

- Men i fællesskab tror lægerne på, at det vil lykkes at finde en helbredende kur mod de fleste former for kræft, siger Benny Vittrup.

- Så fremtiden ser meget bedre ud, end den tidligere har gjort.