Knæk Cancer

Dansk skuespiller forstod ikke sin reaktion, da hustruen døde

Det er enormt tabubelagt at føle lettelse eller fornyet energi, fordi der er en forventning om, at man er i dyb sorg, siger ekspert.

Når klokken slog halv 6, lå Kristian Ibler lysvågen i sin seng.

Og så græd han helt vildt.

Efter at hans kone, Ida, havde været terminalsyg med brystkræft i et år, var hun død.

Men det var ikke en altoverskyggende sorg, som ramte Kristian Ibler, da han mistede sin samlever gennem 20 år.

Sorgen svingede frem og tilbage, og i perioder fik han masser af energi og lyst til at lave noget.

- Det var så irriterende, at ingen ringede. Jeg rendte rundt i en halvarbejdsløs tilstand og havde så meget energi, fortæller Kristian Ibler i 'Go' aften LIVE'.

Jeg var ikke bare Kristian mere, jeg var kræftsyge Idas mand, Kristian

Kristian Ibler, skuespiller

Men det var svært for ham at forklare andre, hvorfor han pludselig fik ny energi, og Kristian Ibler følte en form for skam.

Han forstod nemlig heller ikke selv, hvorfor hans sorg opførte sig, som den gjorde.

- Jeg fik så dårlig samvittighed. Der var en forventning om, at jeg skulle være ked af det, sørge og have det dårligt hele tiden, da hun døde, men jeg havde det ikke sådan, forklarer Kristian Ibler.

Skubbede børnene væk

Ida havde tidligere haft brystkræft, men var blevet erklæret kræftfri i 2013.

Fem år senere fik hun dog igen konstateret brystkræft, og denne gang blev hun terminalt syg.

Jeg var ikke bare Kristian mere

Kristian Ibler, skuespiller

Til sidst flyttede Ida på hospice, mens Kristian Ibler boede alene med deres sønner hjemme i huset.

Ida var syg i et år, inden hun døde, og i den periode spurgte folk meget til, hvordan hun havde det, og Kristian Ibler måtte koordinere besøg og træffe alle beslutninger i familien – som en slags "manager for andres sorg".

- Jeg var ikke bare Kristian mere, jeg var kræftsyge Idas mand, Kristian. En gang i mellem var der nogle, som sagde: "Er der nogen, der tænker på dig? Gør du noget godt for dig selv? Husker du dig selv?” forklarer han.

Inden hun døde, oplevede Kristian Ibler, at hans hustru trak sig. Han accepterede det, for han forstod det godt.

- Man har lyst til at holde fast, men man bliver nødt til at give slip, forklarer han.

Knæk Cancer 2021

'Knæk Cancer' løber i hele uge 43 og er et samarbejde mellem TV 2 og Kræftens Bekæmpelse.

I løbet af ugen vil der være fokus på kræft i flere af TV 2s programmer.

Det hele kulminerer med 'Knæk Cancer'-indsamlingsshowet, der sendes klokken 19.45 lørdag 30. oktober.

Du kan følge 'Knæk Cancer' på TV 2, TV2.DK, Facebook og Instagram.

Læs her, hvordan du kan støtte indsamlingen.

Alligevel blev der meget stille, da Ida fik fred. Efter 20 år sammen var Kristian Ibler i tvivl om, hvem han var uden hende, og hvem han skulle spørge til råds.

- Jeg havde det fysisk som om, at der manglede noget af mig, lyder det.

Nogle føler lettelse, når de mister

Det er normalt, at man kan føle en lettelse eller få fornyet energi, som Kristian Ibler oplevede det, når man mister et nært familiemedlem.

Sådan lyder det fra Preben Engelbrekt, der er direktør i Det Nationale Sorgcenter.

For mange efterladte er det dog også forbundet med en stor skyldfølelse.

Det er enormt tabubelagt at føle lettelse eller fornyet energi

Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter

- Det er enormt tabubelagt at føle lettelse eller fornyet energi, fordi der er en forventning om, at man er i dyb sorg, når man mister den, man måske har været allertættest på, forklarer Preben Engelbrekt.

For de pårørende, som går gennem lange sygdomsforløb, er angst og ventesorg ofte en del af sorgprocessen. Det er et langsomt farvel, som generelt er overset, fordi den er mere diffus, end den almindelige sorg, lyder det.

- Her oplever de pårørende ofte, hvordan de langsomt mister deres kære både fysisk og psykisk, uddyber Preben Engelbrekt.

Jeg skulle starte et sted

Kristian Ibler, skuespiller

Gjorde huset til sit eget

Hos Kristian Ibler blev den fornyede energi rettet mod det hus, som han og Ida havde boet i i 15 år.

Han havde brug for at gøre det til sit eget.

- Jeg følte, at jeg havde stjålet huset, bilen og børnene, forklarer han.

Blandt andet gik Kristian Ibler i gang med at fjerne staudebedet og gravede ud til en swimmingpool. Det gav mening dengang, lyder det.

- Det er så corny at lave en pool, så det gjorde vi. Vi er jo tre drenge, så de fik valgmuligheden om pool eller minitennisbane. Det var en meget falsk skillelinje, men jeg skulle starte et sted, fortæller Kristian Ibler.

- Hun er her stadig

Ida døde i januar 2019, og Kristian Ibler har nu været alenefar i snart tre år.

Han har ikke fundet det svært at navigere i farrollen, men han indrømmer, at han nogle gange glemmer aftaler og har svært ved at nå alt det praktiske uden Ida.

Det vigtigste for ham har dog været, at hans sønner kom bedst muligt gennem sorgen.

Hun er her stadig i vores sikkerhed og savn og sorg

Kristian Ibler, skuespiller

- De har været forberedt på, at hun ville dø. Jeg har tit tænkt, at der må være noget, jeg ikke ser. De må ikke komme ud af det her som træmænd, og så længe de ikke bliver det, så føler jeg som far, at jeg sagtens kan, forklarer han.

Og selvom Kristian Ibler nu har swimmingpool i haven, er Ida langtfra glemt.

- Hun er her stadig i vores sikkerhed og savn og sorg, fortæller han.

Se interviewet med Kristian Ibler i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.