Personer med autisme ledte efter kærligheden på tv – sådan går det i dag

Fem personer med Aspergers syndrom datede på tv. Læs her, hvordan det er gået dem, efter kameraerne blev slukket.

Hvordan finder man kærligheden, hvis man ikke helt forstår spillereglerne?

Det var det store spørgsmål for flere medvirkende i programmet ’Kærlighed på hjernen’. Over seks afsnit fulgte vi en række personer med Aspergers syndroms kærlighedsliv – eller mangel på samme.

Det kan nemlig være svært at finde en kæreste, hvis man er udfordret på det sociale samspil og i kommunikationen med andre, og det er tilfældet for mange med en Aspergers-diagnose.

I ’Kærlighed på hjernen’ fik de medvirkende støtte fra psykolog Ea Carøe til at tage på blind dates, hvilket gerne skulle blive startskuddet til et liv fyldt med kærlighed.

Læs her, hvordan det er gået dem, efter kameraet slukkede.

William Philipsen

Dårlige erfaringer gjorde, at 37-årige William Philipsen ikke havde været på en date i ti år. Han var derfor nervøs, da han i programmet blev kastet ud i det igen. Men det viste sig at være bedre end frygtet.

- Jeg fandt ud af, at det ikke er så farligt. Jeg kan godt finde ud af at date, og det behøver ikke at blive ubehageligt. De dates, jeg var på, gik godt, siger han.

William Philipsen var på to dates i programmet. Han gik en tur med Sarah i Søndermarken i København og var i Zoologisk Have med Susan. Sarah kunne dog ikke mærke gnisten efter daten, og William kunne selv ikke mærke den efter daten med Susan, så han fandt ikke kærligheden.

Men har oplevelserne gjort ham mere tryg ved datinglivet?

- For hver date er der mange parametre, der skal gå op, så der er en meget lille sandsynlighed for, at det lykkes. Jeg har læst i en artikel, at man i gennemsnit skal have haft 12 kærester, før man finder den rette. Og i en anden artikel stod der, at man skal have været på 81 dates, før det lykkes. Jeg har været på omkring ti dates, siger han.

Adam Meile

Adam Meile har tidligere oplevet flere afvisninger på grund af sin diagnose.

- Når man ikke passer ned i folks kasser, bliver man hurtigt frasorteret.

Han føler ellers, han har meget kærlighed at give af, så det har været frustrerende for ham.

I programmet var han på to dates. En med Bettina på Sallingsund Færgekro ved Skive og en med Diana i Den Gamle By i Aarhus.

Han kendte ikke kvinderne på forhånd.

- Det var lidt grænseoverskridende. Jeg synes, det er ubehageligt, når jeg ikke har kontrol. Jeg prøvede også at finde nærmeste nødudgang, siger Adam og griner.

Men det skulle vise sig ikke at være så slemt.

Han mærkede ikke kemien med Diana, men Bettina så han igen – som venner.

- Min date med Bettina var en rigtig god oplevelse. Hun har en ro over sig, som gør, at jeg slapper af. Vi ses jævnligt og snakker nærmest hver dag. Vi griner og græder og har det megasjovt. Det er et meget værdifuldt venskab, fortæller han.

På den anden side af programmet føler han sig stærkere. Han har fået mere selvtillid og ved, hvad han kan klare. Jagten på kærlighed er blevet mindre uoverskuelig.

- Jeg drømmer ligesom alle mulige andre om at blive elsket og få en familie. Måske få børn. Det må tiden vise.

Dea Hansen

48-årige Dea Hansen har hverken haft en kæreste eller følt sig forelsket. I hvert fald ikke i mennesker. Hun har i stedet kastet sin kærlighed på sine interesser for blandt andet årstal og det italienske sprog.

Det var hendes første date nogensinde, da hun i programmet mødte Martin på Musikmuseet i København.

- Daten gik godt, og det lykkedes mig at glemme kameraerne. Vi havde kemi og snakkede godt sammen. Martin er enormt åben og imødekommende, og så er han god til at lytte, fortæller hun.

Dea valgte derfor at tage Martin med på endnu en date, og de har stadig kontakt. Deres relation er dog venskabelig.

- Selvom det ikke et blevet til kærlighed endnu, har jeg mødt et menneske, som jeg har det enormt godt med, og som jeg gerne vil blive ved med at lære at kende. Og jeg har fundet ud af, at jeg godt kan finde ud af at date. Jeg havde troet, at jeg ville være dårlig til det på grund af de sociale vanskeligheder, men jeg lærte, at jeg faktisk godt kan være rar at være sammen med for en anden.

Dea Hansen meldte sig dels til programmet for at udforske den kærlighedsverden, hun godt vil være en del af, og dels for at vise omverdenen, at mennesker med autisme også har behov for kærlighed.

- Vi har et socialt handicap, men vi har i høj grad også sociale behov og en lyst til at indgå i sociale sammenhænge. Det har været vigtigt for mig at fortælle.

Diana Jönsson

36-årige Diana Jönsson var i programmet på date med Adam i Den Gamle By og med Morten til et spil minigolf. Hun snakkede godt med dem begge, men kemien var der ikke, så det stoppede der. Til gengæld lærte hun noget om sig selv undervejs.

- Jeg har lært, hvordan man tackler at snakke godt sammen, selvom man ikke er et match, og jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvad der er rigtigt for mig, siger hun.

Diana Jönsson har endnu ikke fundet en partner, men hun lever alligevel et kærlighedsrigt liv.

- Der er én, jeg ser lidt, men vi er ikke kærester. Men jeg har også bare så meget kærlighed i mig, at jeg kunne dele det ud til højre og venstre. Hvis jeg ikke kan give det til nogen, visner jeg. Så jeg giver kærlighed til alle omkring mig, siger hun.

AK og Marcus medvirkede også i programmet. Efter optagelserne er de gået fra hinanden og har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Du kan se 'Kærlighed på hjernen' på TV 2 PLAY.