Livsstil

Det er mændenes kampdag – dét skal vi bruge den til

I år er der fokus på at skabe et bedre forhold mellem mænd og kvinder.

Vidste du, at mændenes internationale kampdag er 19. november? Sikkert ikke.

Måske er dagen ukendt, fordi mænd ikke gider markere den? Eller fordi der ikke er noget at kæmpe for?

Det er dog ikke rigtigt ifølge historielektor Jerome Teelucksingh. Han stiftede dagen i 1999, fordi han ville hylde mænds bidrag til verden og fremhæve positive mandlige rollemodeller.

Og hvert år bliver et nyt tema belyst. Sidste år blev der sat fokus på mænds sundhed, mens der i år er fokus på et bedre forhold mellem mænd og kvinder.

Men er danske mænd enige med grundlæggeren af mændenes internationale kampdag? Er der brug for en kampdag, og hvad skal vi diskutere?

TV 2 har spurgt fire mænd, hvad de synes.

Navn: Rasmus Kolbe

Alder: 30 år

Profession: Youtuber og iværksætter

Hvad er det vigtigste, vi skal tale om på mændenes kampdag? Jeg forstår ikke helt konceptet om mændenes kampdag. Det er nok, fordi jeg tænker, at vi måske ikke behøver en hel dag, hvor vi fejrer mændene. Barsel til mænd er jo fikset, og vi har mandlige rollemodeller.

Men når nu der er en kampdag, synes jeg, vi skal skabe opmærksomhed om prostatakræft.

Så vidt jeg husker, er det en af de mest hyppige kræftformer hos mænd. Og det er fordi, mænd ikke går til lægen.

Så kan man jo hylde sin far eller bedstefar og få ham til at tjekke sig.

Navn: Jacob Haugaard

Alder: 69 år

Profession: Ufaglært og entertainer

Hvad er det vigtigste, vi skal tale om på mændenes kampdag? Jamen, mænd har jo vundet ad helvedes til, så vi har ikke brug for en kampdag.

Imens kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet, passer de stadig børn, lige så meget som de hele tiden har gjort. Så kvinderne har egentlig bare fået to jobs. Jeg kender ingen kvinder, der kan lægge børnene fra sig.

Imens har mænd vundet. Vi har fået lov til at vise følelser, indrette hjemmet, lege med vores børn og lave mad. Alle de fede ting, som kvinderne har siddet på.

Afstemning

Skal mænd have en kampdag?

Min far, der er fra 1914, har aldrig haft et spædbarn i armene, og han har tre børn. Hans nabo havde fem børn og havde aldrig haft et spædbarn i armene. Det har alle unge mænd i dag.

Til gengæld har kvinderne fået 14 dage på Gran Canaria i bytte. Men de kommer ikke engang afsted på grund af corona. Så mænd bør støtte op om kvinderne.

Navn: Rane Willerslev

Alder: 50 år

Profession: Direktør for nationalmuseet

Hvad er det vigtigste, vi skal tale om på mændenes kampdag? Vi skal tale om, at vi mænd har brug for en ny identitet. Den klassiske mand, der forsørger familien og har overladt de huslige pligter til sin kone, er stendød.

Derfor handler kampdagen først og fremmest om, at mænd har brug for at finde en ny rolle.

Hvordan kan du være en rigtig mand, når din kone vil have, du tager halvdelen af slæbet derhjemme? Er der rum, hvor man kan dyrke sin mandighed? Kan man tage ud i skoven? Ud at jage?

Man skal dyrke sin maskulinitet, men den skal spille sammen med en ligestilling. Det er det, vi skal bruge dagen på at snakke om.

Navn: Mads Christensen

Alder: 56 år

Profession: Forfatter og foredragsholder

Hvad er det vigtigste, vi skal tale om på mændenes kampdag? Mænd bliver fremstillet som hverdagssexister og som nogle, der ikke gider deres børn. De er dårlige forældre og bærer rundt på en uhensigtsmæssig voldskultur.

Sådan er fortællingen om mænd, og derfor bliver det en del af en latent sandhed.

Så vi skal bruge dagen på at nuancere fortællingen om manden.

En af mine yndlingsaversioner er fortællingen om mænd, der arbejder med børn. Nogle mener, de ikke må skifte ble på børnene eller have dem op på skødet, når de græder. Og de kan slippe afsted med at sige det.

Mit postulat ville være, at langt de fleste mænd er ordentlige og anstændige uden nogensinde at krænke en kvinde. Den fortælling skal vi have frem – den nuancerede fortælling om manden.