Nybyggerne

Det så du ikke på tv – grædefærdig vinder havde særligt budskab

I sidste afsnit af 'Nybyggerne' vandt parret et rejsegavekort på 20.000 kroner. Men pengene skulle ikke bruges på dem selv. 

Tv-vært Christian Degn lagde en hånd på ryggen af Reece, som lige var løbet med sejren i årets 'Nybyggerne' med sin kone Caroline.

- Er det okay, at jeg spørger?, lyder det tøvende fra tv-værten.

Reeces øjne var allerede våde og røde. For mens Carolines familie kunne kramme parret og fejre deres sejr, måtte hans australske familie nøjes med at se med over en livesending.

Mor og far. Det er her, I skal bo, når I kommer på besøg

Reece, vinder af 'Nybyggerne'

På grund af coronapandemien har parret ikke set dem i 21 måneder, og da snakken faldt på netop det, blev den 33-årige ‘Nybyggerne’-vinder tavs et øjeblik.

Han tog en dyb indånding og vendte blikket fremad.

- Det har været hårdt. Men nu har min far en mulighed for at komme og besøge os her. Så I lige vores gæsteværelse, siger Reece, mens et smil breder sig over hans læber.

"Jeg savner jer"

Mens TV 2 transmitterede live fra det hus i Sønderborg, parret lige havde vundet, sendte Reece en hilsen til sin familie ‘down under’.

Han tog kameraet og hele holdet bag det med op på førstesal, hvor gæsteværelset ligger.

- Mor og far. Det er her, I skal bo, når I kommer på besøg, lyder det på Reeces karakteristiske australske engelsk.

Jeg kan slet ikke vente med at flytte til Sønderborg

Reece, vinder af 'Nybyggerne'

Jordfarverne, det rå træ og den moderne indretning, som sikrede Caroline og Reece sejren, blev stolt vist frem af parret.

Men tankerne gik til dem, som ikke kunne være med.

- Jeg savner jer og elsker jer, og jeg kan ikke vente, til I kommer hertil, siger Reece.

Rejsegavekort til far

Det er da heller første gang, at den australske familie er blevet nævnt i ‘Nybyggerne’.

I sidste afsnit af programmet skulle der laves stuer i husene, og her løb Caroline og Reece også med sejren.

Som præmie vandt parret et rejsegavekort på 20.000 kroner. Men pengene skulle ikke bruges på dem selv.

- Jeg vil meget gerne købe en flybillet til min far, så han kan komme og se, hvad vi har lavet. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at bruge det på, sagde Reece dengang.

Tid til familie og ro

Og nu har parret altså vundet programmet og det medfølgende hus i Sønderborg i Sønderjylland til en værdi på næsten 2,8 millioner.

Her har de planer om at slå sig ned.

Længe har parret ellers brugt vinteren i Australien, mens sommeren er gået med at arbejde på den bar, de ejer på den græske ø Ios.

Men nu er det tid til at drosle ned for rejseplanerne, få mere ro på og starte en familie, lyder det.

- Jeg kan slet ikke vente med at flytte til Sønderborg, det er sådan en dejlig by, siger Reece lige efter sejren.

Se eller gense sidste afsnit af 'Nybyggerne' på TV 2 PLAY.