GO'

Sanne Salomonsens hund skal have unger flere år efter dens død

Sanne Salomonsen valgte at nedfryse hunden Sullivans sæd, så dens gener kunne videreføres efter dens død.

Om få dage kommer et kuld hundehvalpe til verden, som har været ekstraordinært længe undervejs.

Det er nemlig ti år siden, at musikeren Sanne Salomonsen fik tappet sin nu afdøde hund Sullivan for sæd - sæd, som har været frosset ned indtil for et par måneder siden.

Her blev sæden taget frem, en tæve ved navn Chloe blev insemineret med Sullivans sæd, og nu er det et spørgsmål om dage, før de otte hvalpe, ifølge dyrlægen, kommer til verden.

Dyrlægen mener, at der er tale om et kuld på otte hundehvalpe, men der kan være flere, lyder det. Video: Instagram / chloe_og_sullivans_hvalpe

- Det bliver en fantastisk julegave for mig at få i år, fortæller Sanne Salomonsen i ’Go’ morgen Danmark’.

Sanne Salomonsen har allerede de to hunde Luna og Larry, der er en gadehund fra Grækenland, men hun ser frem til at få en af Sullivans hvalpe, når den er klar til at blive taget fra sin mor om nogle måneder.

- Det bliver et helvede, siger hun med et grin.

Man får ikke Fido igen

Ifølge Dansk Kennel Klub findes der flere sædbanker for hunde i Danmark.

Sædbankerne bruges i høj grad af opdrættere, der på den måde kan undgå indavl ved at importere sæd på tværs af landegrænser, lyder det.

Sædbanker for hunde

De første forsøg med nedfrysning af hundesæd stammer fra 1960’erne, og de første hvalpe kom til verden i 1969 i USA efter insemination med dybfrossen hundesæd. 

Siden har sædbanker for hunde bredt sig fra USA til hele verden, hvor de har været et tilbud til hundeejere, som ønsker deres hundes arveanlæg bevaret. 

Hundens sæd nedfryses, efter den er blevet tappet, og derefter opbevares sæden i flydende kvælstof, som har en temperatur på minus 196 grader.   

Kilde: Dyrlægevagten og LA Times

Men sædbankerne bruges også af private hundeejere, som Sanne Salomonsen har gjort det.

Man får ikke det samme produkt, selv hvis man kloner den

Bengt Holst, formand i Det Dyreetiske Råd

Bengt Holst, der er zoolog, tidligere videnskabelig direktør i København Zoo og formand i Det Dyreetiske Råd, ser ikke nogen dyreetiske problemer ved sædbankerne for hunde.

Han understreger dog, at man ikke må forvente at få sin gamle hund tilbage ved at gemme dens sæd i en hundesædbank.

- Man får ikke det samme produkt, selv hvis man kloner den. Så hvis man er rigtig glad for Fido og ønsker den samme hund igen, kan man blive meget skuffet, lyder det.

Hunden er nemlig både et produkt af genetik og opvækst, så når verden og omgivelserne ændrer sig, vil hunden, trods gener, ikke blive den samme, forklarer Bengt Holst.

Nyt med en hvalp i huset

Sanne Salomonsen har haft flere hunde i sit liv, men hendes afdøde amerikanske golden retriever, Sullivan, var noget specielt, og derfor tog hun beslutningen om at gemme dens sæd.

Sullivan lavede nemlig nogle utroligt smukke hvalpe, mens den var i live, forklarer hun.

Siden har Sanne Salomonsen ventet på at finde en perfekt flat-coated retriever som tæven Chloe, der kunne blive insemineret med Sullivans sæd.

For Sanne Salomonsen bliver det derfor helt særligt at få en af Sullivans hvalpe flere år efter dens død, men det bliver også særligt at få en hundehvalp i huset igen.

- Jeg har ikke haft en hvalp siden 1987, så det bliver også nyt for mig, forklarer hun.

Efterlyser hundepasser

Sanne Salomonsen er godt klar over, at hun får hænderne fulde med tre hunde til foråret.

Derfor kom hun også med en efterspørgsel sidst i programmet søndag:

- Jeg leder efter en hundepasser, som skal fastansættes, hvis der er nogle, der har lyst.

Se interviewet med Sanne Salomonsen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY