GO'

Har du børn i hjemmeskole? Her er ekspertens tre gode råd

Selvom juleferien nærmer sig, råder familievejleder til, at forældrene tager fjernundervisningen seriøst. Skole er skole, lyder det.

Fra i dag er alle elever i grundskolen hjemsendt, og hjemmeskolen er dermed åbnet på ny i de danske børnefamilier.

Heldigvis er der gode råd at hente, hvis man spørger Sofie Münster, der er fast familievejleder i ’Go’ morgen Danmark’.

Til at begynde med skal man lægge sine bekymringer og dårlige oplevelser fra sidst bag sig – meget kan nemlig være sket meget siden seneste nedlukning, lyder det.

- Børn forandrer sig vanvittigt meget. Hvad der var svært for et halvt år siden, er ikke nødvendigvis svært i dag. Så man behøves ikke automatisk tænke, at fordi det var svært før, så bliver det også svært nu.

I stedet råder Sofie Münster til, at man kigger tilbage og tager det med, der fungerede sidst.

Derudover har Sofie Münster tre gode råd til, hvordan man bedst kommer gennem hjemmeskolen – både som forælder og elev.

Tre gode råd til hjemmeskolen

  1. Hav antennerne ude

    For nogle børn kan nedlukningen genaktivere nogle gamle udfordringer og bekymringer. Det kan være børn, der har mistet motivationen eller børn, der havde svært ved at vende tilbage til fællesskabet igen, og nu frygter, at det samme vil ske.

    Derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom på sit barn, fornemme humøret, og lytte til deres følelser. Det gælder også, hvis der er bestemte ting, som er svært for barnet i hjemmeskolen.

    - Har barnet svært ved at koncentrere sig, holde fokus eller svært ved at løse opgaverne fagligt, så vær med barnet i den situation, lyder det.

     

  2. Hold fast i at det er skole

    Selvom det kan være fristende at slække på det faglige, når juleferien er lige om hjørnet, anbefaler Sofie Münster, at man holder fast i, at skole er skole – også selvom det foregår hjemme ved spisebordet.

    - Børn har brug for ret klare signaler om, hvad der forventes. Når man er i skole, er man i skole, og når man har ferie, har man ferie. Det er supersvært med gråzoner for børn, forklarer hun.

    I stedet råder Sofie Münster til, at man som forælder skaber en fast rytme i hjemmeskolen, så barnet ved, hvornår skolen starter og slutter, hvor det skal sidde derhjemme, og hvornår der er pause.

  3. Lav en legeaftale efter skoletid

    Selvom skolerne er nedlukkede, betyder det ikke, at man ikke må have en legeaftale efter skole med en klassekammerat. For nogle børn kan det nemlig være vigtigt at holde fast i fællesskabet.

    - Det kan sætte en masse bekymringer i barnet. ”Er mine venner der stadig?”, vil nogle børn tænke, forklarer Sofie Münster.