Otte singler afslører deres datingudfordringer: - Jeg brændte mig hårdt

Gamle vaner i datinglivet skulle udfordres, da otte modige singler rejste ud på en øde ø for at finde kærligheden uden forstyrrelser.

Det kan kræve noget drastisk at ændre gamle vaner.

Men det kan være nødvendigt, da gamle vaner kan spænde ben for ny kærlighed.

- Når vi indgår i en ny kærlighedsrelation, så har vi jo noget med os fra andre forhold. Og det, vi kan have med os, kan jo godt være smertefuldt eller svigt eller ting, der ikke er bearbejdet, siger Trine Demant, der som antropolog er optaget af parforhold, forelskelse og hvordan vi finder sammen.

Og lige præcis det genkender otte singler, der nu har kastet sig ud i et opgør med den måde, de før har jagtet kærligheden.

Én har svært ved at åbne rigtig op. En anden dropper fyrene, så snart de første svaghedstegn viser sig, og flere endte ofte med en ny ven i stedet for en ny partner – i en såkaldt friendzone.

I et kærlighedseksperiment på TV 2 PLAY er de blevet matchet på kryds og tværs og har tilbragt ti dage på en øde ø med deres match. Ti dage uden mobiltelefoner, uden arbejde, uden fyldte kalendere.

Kun med hinanden. Alene. Sammen.

På øen vil de have mulighed for at lære hinanden at kende uden at falde ind i de indgroede mønstre, som spænder ben for kærligheden.

- Hvis der er tryghed til den partner, kan man jo sammen kigge på det, og den nye partner kan være med til at forløse det ubearbejdede, man har med sig ind i det nye forhold. Og det er jo der, hvor det bliver rigtig smukt at være to mennesker sammen, siger antropolog Trine Demant, der har været inde over processen, hvor parrene er blevet matchet.

Sådan er rammerne for kærlighedseksperimentet 'Alene sammen':

Kærlighedseksperimentet på TV 2 PLAY undersøger, om kærligheden mellem to fremmede kan opstå, når alle forstyrrelser fjernes. 

​Otte singler i slutningen af 20'erne er blevet sat sammen i fire par på baggrund af indgående interviews og omfattende personlighedstests.

Parrene bliver sendt ud på hver deres lille svenske ø, hvor de skal tilbringe ti dage alene sammen. Uden mobiltelefoner, kontakt til netværk eller forstyrrelser. 

Efter de ti dage skal de hver især beslutte, om de vil forlade øen alene eller sammen. 

Efter ti dage vil det vise sig, om de svenske skove omringet af søer er den rette grobund for at få kærligheden til at vokse.

Du kan møde de otte modige singler her, hvor de deler deres udfordringer fra datinglivet, før de kom ud på den svenske ø. Udfordringer, mange nok kan genkende.

Antonias godhed blev udnyttet

27 år, musiklærer, single i halvandet år.

Hun havde tendens til at friendzone dem, hun datede i frygt for at blive såret.

I starten af mit datingliv havde jeg nok tendens til at ville kærligheden for meget. Jeg var sød, rummelig, overbærende, godhjertet og fuld af håb for, at jeg nok skulle møde den rette en dag. Men jeg brændte mig hårdt, for min godhed blev ofte udnyttet. Derfor sænkede jeg mine forventninger til dates. Den afslappede indstilling har medført, at jeg ofte friendzonede dem, jeg datede, fordi jeg var bange for at blive såret.

Men jeg ville virkelig gerne kærligheden.

Alexander lyttede ikke til sin mavefornemmelse

29 år, skuespiller, single i seks år.

Han havde en følelse af at være for høflig og for langsom til at rykke på tingene. Han ville gerne blive bedre til at være tro mod sine impulser, stole på sin intuition og sit hjerte.

Jeg har frygtet at følge mine impulser og derefter blive afvist. At blive misforstået, dømt eller opfattet som grænseoverskridende, hvis jeg for eksempel inviterede en pige, jeg fandt attraktiv, på date. Det har holdt mig tilbage. Jeg ville derfor gerne lægge lidt af min høflighed på hylden og blive bedre til at stole på min intuition.

Alice var for hurtig til at fokusere på det negative

28 år, indkøbscontroller, single i syv år.

Hendes mønster var, at hun havde svært ved at give sine dates en reel chance og mest fokuserede på, hvad der var galt i relationen.

Jeg har haft mange gå-dates, hvor fyrene ikke har imponeret mig nok. De har været søde, men jeg har ikke givet dem muligheden for at imponere mig på en anden date. Jeg har fokuseret på alle grundene til, hvorfor vi ikke skulle mødes igen fremfor at give dem muligheden for at vokse på mig. Jeg var nok ikke åben nok til at lukke fyrene helt ind.

Mads generthed spændte ben

28 år, IT-produktudvikler, single i halvandet år.

Han var ikke særligt opsøgende overfor kærligheden – det har både været, fordi han trives godt alene, men også fordi han var genert og lidt nervøs for at date.

Jeg har de seneste år været en smule passiv på datingfronten, og jeg var ikke parat til at have et fast forhold til de dates, jeg mødte. Smalltalk er ikke min stærke side, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg trives godt alene, og derfor har jeg nok været en smule kritisk i min tilgang til partnere. Jeg er også en smule genert eller usikker, når jeg så møder en, jeg virkelig synes om, hvilket nok har spændt ben for mig en gang eller to.

Catrine ville have både spænding og kontrol

27 år, pædagog, single i syv år.

Hun ville gerne mærke spændingen, men når den kom, overtog usikkerheden, og behovet for kontrol fik hende til at trække sig fra relationer.

Jeg var på date med en fyr, som jeg så to gange. Han virkede egentligt supersød, men jeg kunne ikke mærke det der sus i maven. I stedet for at give det tid og se om det udviklede sig, så stoppede jeg det. Så var jeg på to dates med en fyr, der var både spændende og mystisk. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham. Det fik mig til at tvivle på mig selv. Så jeg afsluttede det hurtigt, for jeg skulle i hvert fald ikke risikere at blive såret af ham.

Rasmus endte som en god ven

30 år, vindmølletekniker, single i tre år.

Han havde et mønster, hvor hans relationer ofte udviklede sig til venskaber frem for forhold.

Jeg havde en oprigtig interesse for en pige, jeg var begyndt at se. Der var ikke noget at sætte en finger på. Jeg lagde alle kortene på bordet fra start, og det betød måske, at jeg ikke var mystisk nok. Det resulterede i, at hun hurtigt så mig som en god ven, hvilket slet ikke var mit endelige mål.

Nanna lod dem ikke komme tæt nok på

28 år, frisør, single i syv år.

Hun har været en aktiv dater. Der har altid været en fyr i billedet, men i sidste ende var de aldrig gode nok. Mønsteret, der gik igen, var, at de, hun datede, aldrig fik lov til at komme helt tæt på, hvor de rigtig kunne fordybe sig i hinanden.

Jeg var solo, independent woman og sugede alt det bedste ud af singlelivet. Jeg troede faktisk ikke, jeg kunne forelske mig. Men så mødte jeg sidste sommer en fyr, der fuldstændig fejede benene væk under mig. Men han endte med at friendzone mig.

Men det var her, jeg fandt ud af, jeg var klar til et fast forhold.

Mortens følelser var altid for store eller for små

27 år, studerer til finansøkonom, single i to og et halvt år.

Han oplevede at miste interessen, når hans date var for interesseret, men også at blive droppet, når han selv var for interesseret. Han syntes, at det var svært med balancen i forhold til følelser tidligt i relationen.

Jeg datede en pige, som faktisk var rigtig sød, og vi sås nogle gange på dates og i byen. Men interessen fra hendes side udviklede sig hurtigere, end interessen udviklede sig fra min side, og derfor mistede jeg den. Jeg har også oplevet det omvendte, hvor jeg syntes, en pige var rigtig sød og endte nok med at synes, hun var ”for” sød for hurtigt, hvilket resulterede i, hun mistede interessen.

Se, om det lykkes for de otte singler at finde kærligheden i 'Alene sammen' på TV 2 PLAY.