Årgang 20

Hele livet har hun været styret af ritualer og tvangstanker. Nu ved hun, hvordan hovedet får ro

For to år siden fandt Lisbeth Vernsted-Fabricius ud af, at hun lider af angst, og at hun har gjort det hele livet. Her fortæller hun sin historie.

Jeg har hørt det mange gange.

Når folk ser mig, ser de en overskudsmor.

For jeg kan godt lide at være sammen med mine børn og lave sjove ting med dem. Jeg kan også godt lide at gøre meget ud af mig selv.

Og når man virker til at have den form for overskud, tænker folk: “Helt ærligt, hun kan jo ikke fejle noget”.

Men andre kan ikke se, hvordan mine tanker ser ud. De kan ikke se, hvilket kaos der er i mit hoved, og hvor dårligt jeg kan have det indeni. Og det har været rigtig svært, det med at skulle overbevise andre om, at jeg har haft det skidt.

For tænk, hvis folk ikke tror på mig. Tænk, hvis de tror, at det her bare er noget, jeg siger for at få opmærksomhed.

Man får let et stempel

Jeg hedder Lisbeth Vernsted-Fabricius. Min mand, Christian, vores tre børn og jeg er med i dokumentarserien ‘Årgang 20’.

Her følger et kamerahold vores familie, indtil vores yngste datter, Ayasofia, fylder 18 år.

I denne sæson fortæller jeg meget om min angst. Og jeg glæder mig faktisk til, at det bliver vist i fjernsynet.

Jeg tror, det er lidt en lettelse for mig at kunne vise, at man godt kan være et normalt menneske – selvom man har angst.

I må gerne se mig, som jeg er.

Jeg lider af generaliseret angst, dødsangst og OCD, som er kendetegnet ved uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man gør igen og igen. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk har haft det hele livet.

Det var, som om noget holdt mig nede. At jeg havde nogle tanker, der ikke hørte til hos mig

Lisbeth Vernsted-Fabricius

Fordi det er så tabubelagt at have en psykisk sygdom, synes jeg, det var virkelig ubehageligt at skulle fortælle det til folk i starten.

Og jeg tror, der er mange, der lider af angst, men ikke tør sige det højt.

Jeg føler let, man får et stempel, når man taler om det. Og jeg kan stadig huske det chok, jeg fik, da min læge sagde, at jeg skulle på en psykiatrisk afdeling.

"Jeg er ikke en af dem," tænkte jeg.

Angst i Danmark

Angst er en af de mest udbredte psykiske sygdomme i Danmark.

Der findes ingen præcise opgørelser for, hvor mange mennesker der lider af angst. Men man anslår, at omkring 400.000 voksne danskere oplever en angsttilstand på et år.

Der findes forskellige former for angst, hvoraf de mest udbredte er socialfobi, panikangst, generaliseret angst og OCD, der er kendetegnet ved uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man udfører igen og igen.

En befolkningsundersøgelse fra 2019 lavet af organisationen En af os viser, at 88 procent mener, det er mere accepteret at have en fysisk sygdom end en psykisk sygdom. 

Størstedelen af de adspurgte vil sætte pris på, at en nær ven eller kollega fortæller, hvis de får en psykisk sygdom. Dog ved størstedelen ikke, om de selv ville fortælle til andre, hvis de selv fik en psykisk sygdom.

Langt størstedelen af de adspurgte vurderer, at det vil have en betydning for karrieremuligheder, hvis man fortæller, at man har en psykisk sygdom.

Kilde: Psykiatrifonden og rapporten 'Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark', 2021

 

Psykiatrisk afdeling lød bare så voldsomt. Og det er jo det, der er så dumt. Jeg tænkte sådan, fordi der er så mange fordomme omkring psykiske sygdomme.

Men jeg håber, at jeg gennem ‘Årgang 20’ kan være med til at vise, at det altså ikke er så slemt, og at det ikke behøver at være et tabu.

For hvis man snakker åbent om det, bliver det nemmere.

Det har jeg lært de seneste to år.

Derfor har jeg også valgt, at hele Danmark godt må kende min historie.

Overvundet af tankerne

Jeg mødte Christian, da jeg var 23, og jeg har altid sagt til ham, at jeg ikke følte, jeg kunne være helt glad. Jeg har ikke følt, jeg kunne grine.

Det var, som om noget holdt mig nede. At jeg havde nogle tanker, der ikke hørte til hos mig, men som havde overvundet mig.

Faktisk har jeg hele livet følt, at der var et eller andet galt.

Lige siden jeg var seks-syv år gammel, kan jeg huske følelsen af, at mit hjerte sad oppe i halsen.

Når jeg kom hjem fra skole, følte jeg, der var nogen i huset. Derfor kunne jeg ikke slappe af. Jeg trak vejret hurtigt og havde følelsen af, at jeg hele tiden skulle være på dupperne.

Dengang vidste jeg ikke, at det var sådan, begyndelsen på et angstanfald føltes.

Selv på en højlys sommerdag var jeg hunderæd for at være alene. Jeg skulle altid kigge i alle skabene og under sengen for at se, om der var en mand, der gemte sig.

Jeg var også rundt i haven for at sikre, at der ikke var nogen. Og jeg turde ikke sidde udenfor.

Døren skulle bare låses, og det hjalp mig at skrue så højt op for fjernsynet, at jeg bare kunne sidde i min egen lille verden.

Jeg måtte heller ikke røre stregerne på fliserne eller spise min tallerken helt op, fordi så ville der ske noget dårligt.

Det var bare nogle af de tvangstanker, jeg havde. Jeg kan ikke huske dem alle.

Men de har været der, indtil jeg begyndte at arbejde med mig selv.

Frygter det værste

I dag ved jeg, at min angst knytter sig til, at jeg er bange for at miste dem, jeg har tæt på mig. Det vil sige min mor, min far, min mand og mine børn.

Fejler nogen i min familie det mindste, frygter jeg det værste. Sådan var det i hvert fald, før jeg fik angsten under kontrol.

Hvis en af mine børn havde feber, var jeg sikker på, at det var kræft – og så kunne jeg bruge hele natten på at google rundt på nettet og søge på alt muligt.

Andre ville kunne slå sådanne tanker væk med det samme, men jeg kørte dem helt ud. Alt, hvad der kunne ske – det sygeste man overhovedet kan tænke – var jeg sikker på ville ske.

Jeg har følt, at jeg var helt crazy, når jeg havde de tanker

Lisbeth Vernsted-Fabricius

Hvis jeg skulle ud med mine veninder, kunne jeg være sindssygt bange for, at Christian kørte galt med børnene, når de skulle ned og blande slik.

At Ayasofia fik noget galt i halsen, og Christian ikke vidste, hvordan han skulle få det op. Eller at hun faldt ned ad trappen og brækkede halsen.

Hvis børnene skulle udenfor og lege, var jeg også sikker på, at der var en mand, der kom og tog dem. Og den mand, jeg frygtede, er den samme som den mand, jeg selv var bange for ville tage mig, da jeg var lille.

Men jeg kan ikke sætte ansigt på ham. Jeg kan ikke forklare det. Jeg følte bare, at der var nogen, der ville have mine børn.

I takt med at jeg er blevet ældre og har fået flere i mit liv, som jeg holder af, er angsten blevet værre.

For jo mere jeg har at holde styr på, jo flere tvangshandlinger skal jeg gøre, for at der ikke skete mine kære noget.

Skulle drikke seks glas vand

Det er altid toppet, når jeg har været gravid. For der havde jeg slet ikke styringen over, hvad der skete i min mave. Jeg kunne miste fra den ene dag til den anden, uden at jeg selv kunne gøre noget. Det var rigtig svært for mig.

Jeg kan tydeligt huske månederne, hvor jeg var gravid med Ayasofia. Det tog mig rigtig lang tid at komme ud af døren, for jeg havde en masse ritualer, jeg skulle gøre.

Tømme opvaskemaskinen, sætte det beskidte i, tænde og slukke stikkontakten fem gange. Og når jeg havde sat mig ud i bilen, skulle jeg gå tilbage og se, om jeg havde låst døren – selvom jeg udmærket godt vidste, at den var låst.

Jeg skulle bare drikke seks glas vand mellem hver patient, for ellers mistede jeg hende

Lisbeth Vernsted-Fabricius

Når jeg bagefter kom ind på tandklinikken, hvor jeg arbejder, var jeg ved at drukne mig selv i vand. Jeg skulle drikke seks glas mellem hver patient. Af de små plastikkrus.

Det blev min måde at håndtere min frygt, hver gang jeg ikke havde mærket liv fra Ayasofia i et stykke tid.

Jeg skulle bare drikke seks glas vand mellem hver patient, for ellers mistede jeg hende, tænkte jeg.

Og hvis jeg ikke lyttede til min krop og det, den sagde, ville jeg få et angstanfald.

Der er mange, der siden har spurgt, om jeg ikke bare kunne lade være?

Men det kunne jeg ikke. Jeg førte det, jeg kæmpede med psykisk, over i en fysisk handling, som jeg kunne gøre noget ved.

Det er ligesom, når andre har det skidt og skærer i sig selv. Så bliver det en fysisk smerte, man kan tage og føle på.

Angsten har været slem gennem alle mine graviditeter, men da jeg var gravid med Ayasofia, havde jeg det rigtig skidt.

Rigtig mange gange sagde Christian: “Skat, du bliver nødt til at få gjort noget ved det nu”. Men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte.

Jeg syntes, det var megasvært at gå til lægen og sige: “Hej, jeg har det skidt”.

Men heldigvis mødte jeg en, der var opmærksom på min psyke.

Jeg føler, det var rent held, at nogen opdagede det.

- Jeg er så bange for, at hun skal dø

Jeg tror, at det var frygten for at blive stemplet, der gjorde, at jeg ikke snakkede højt om mine tanker indtil da.

De eneste, der vidste det, var Christian, min mor og nogle tætte veninder.

Jeg var nok bange for, at nogen ville tænke: “Hun er ikke egnet til at være mor”. Også selvom min egen mor hele tiden har sagt til mig: “Du er jo det helt modsatte. Du gør alt for dine børn”.

Men da jeg skulle have lavet min vandrejournal omkring 12 uger inde i min graviditet, kom jeg ind til en læge, der var under uddannelse. Og hun vidste lige præcis, hvad hun skulle spørge om.

Det gjorde bare, at jeg brød fuldstændig sammen og fik det sagt.

“Jeg er så bange for, at hun skal dø i maven på mig. Jeg er bange for, at mine børn skal dø. Og jeg er bange for, at jeg selv skal dø,” sagde jeg.

Derfra handlede lægen hurtigt.

Der gik kun en dag, fra jeg snakkede med hende, til jeg skulle begynde i behandling på Stolpegården. Et psykiatrisk center i Lyngby.

Og selvom jeg i dag er virkelig glad for alt, der skete herfra, var det forfærdeligt at gå ind ad den dør på Stolpegården.

Jeg er ikke "unormal"

De har prøvet at gøre det hyggeligt ved at have et lille springvand ude foran. Men jeg syntes overhovedet ikke, der var hyggeligt.

Jeg følte bare, der stod psykisk syg i panden på mig.

Herfra ventede et forløb på et lille års tid. Først var der en masse samtaler og tests. Jeg begyndte så i gruppeterapi, og midtvejs i forløbet talte jeg også med en psykiater, som gjorde en stor forskel for mig.

Da hun fortalte om sig selv, var det, som om hun snakkede om mig.

Hun havde også oplevet at være bange for en mand, hun ikke vidste, hvem var – men som hun frygtede ville tage hendes børn.

Og det var der, det gik op for mig: “Okay, det er det her, jeg har haft hele mit liv”.

Det var så rart at finde ud af. Jeg har følt, at jeg var helt crazy, når jeg havde de tanker.

Jeg synes også, det var rart at få min diagnose, da den kom. At der rent faktisk var noget, og at jeg ikke bare var “unormal”.

Men behandlingen fik mig kun et stykke af vejen. Derfor blev jeg vejledt til også at begynde på medicin. Og det havde jeg det rigtig svært med.

Da de nævnte det første gang, var jeg slet ikke klar. Jeg tænkte: “Glem det. Jeg skal ikke fylde mig med noget, for at jeg kan være glad”.

Jeg endte med at overveje medicinen i halvandet år, fordi jeg synes, det var mega angstprovokerende, hvad en pille kunne gøre ved mig.

Jeg var bange for at blive en helt anderledes udgave af mig selv. At mine følelser bare ville blive til leverpostej, så jeg hverken kunne mærke, om jeg var ked af det eller glad.

Jeg var også rigtig bange for at tage på. Men til sidst havde jeg det sådan: Det er den eneste udvej.

Ellers skal jeg leve med det her resten af livet, og det vil jeg ikke byde mine børn og min mand.

Så jeg blev nødt til at prøve.

Fyldt med stolthed

Den allerførste pille var virkelig svær. Men det var en hjælp, at kameraholdet fra ‘Årgang 20’ var der, da jeg skulle tage den. For så var der ikke rigtig nogen vej udenom.

Med det samme jeg havde taget pillen, mærkede jeg egentlig en stolthed over, at jeg turde springe ud i det og bryde med det skide tabu og de fordomme, der er omkring medicin.

Nu kan jeg være den person, jeg gerne vil være

Lisbeth Vernsted-Fabricius

Havde jeg vidst, hvordan jeg ville have det i dag, var jeg startet for mange år siden uden at tøve.

Jeg tager en pille hver aften, og jeg kunne mærke bedring efter en måned. Og i dag er det, som om den baggrundsstøj, der har været i mit hoved, er blevet slukket.

Medicinen har i hvert fald taget 80 procent af min angst.

Jeg kan stadig godt få bekymringerne nogle gange. Men jeg er rigtig god til også at smide dem væk igen, så jeg ikke får et angstanfald.

Og det betyder alt.

Mor med overskud

Nu kan jeg være den person, jeg gerne vil være. Jeg kan være glad og til stede i nuet frem for hele tiden at panikke.

Jeg føler, jeg er blevet en bedre mor og en helt anden kone for min mand. Nu er vi pludselig lige, frem for at han hele tiden skulle være der for mig.

Samtidig har mit store mål været, at jeg nogle gange kan lave noget uden mine børn. Derfor var det virkelig stort for mig at være i sommerhus på Lolland-Falster med min mødregruppe sidste efterår.

Jeg skulle køre to timer alene på motorvej for at komme derned. Jeg kunne aldrig have kørt så langt, før jeg kom på medicin. Det hele ville sitre på mig, og frygten for at køre galt ville overtage mig fuldstændig.

Men jeg kunne fandeme godt. Vi skulle kun sove der en nat, men jeg kunne være blevet der i tre. Og det betød så meget. Så er det, man får blod på tanden og tænker: “Det her må jeg bare gøre igen”.

Siden har jeg haft mange planer uden børnene, og det er så dejligt. For en mor har også behov for at være andet end bare mor.

Jeg er også netop vendt tilbage til mit arbejde efter 2,5 år, hvor jeg har hjemmepasset Ayasofia.

Det er så dejligt at være tilbage. Men det var den bedste beslutning at give både hende og mig selv den tid. For udover at jeg virkelig har nydt at have hende så tæt på og følge hendes udvikling, har jeg også fundet mig selv.

Et er, at jeg har fundet ud af, at jeg har angst. Noget andet er, at jeg også har arbejdet med det og er kommet helt dertil, at jeg er på medicin og har det godt igen.

Det er en sejr.

Selvom jeg ved, at jeg ikke skal være på medicin for evigt, føler jeg, at jeg har fået styr på min angst.

Og det betyder, at mine børn har fået en mor, der nu vitterligt har det overskud, som mange troede, jeg havde.

Se 'Årgang 20' tirsdag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.