24-årig kommer med opråb og viser billeder før og efter redigering
Fra i sommer har man som influencer i Norge skullet deklarere, om et foto er redigeret, og i Israel og Frankrig har man lignende lovgivninger.
På den ene side af billedet poserer 24-årige Josephine Müller. Huden er helt glat, og håret er platinblondt.
Men på billedet ved siden er det tydeligt at se, at det første billede er redigeret.
Nu er håret mørkere og huden er mindre glat.
Og det er helt bevidst.
Josephine Müller har nemlig sat sig for at gøre op med perfekthedskulturen på Instagram, filtre og redigerede billeder.
Derfor har hun dedikeret sin Instagram-profil med 54.700 følgere til at vise, hvordan kroppen ser ud - med og uden filter.
- Jeg gør det for at få folk, der bruger sociale medier, til at blive lidt mere kritiske over for, hvad de ser online, og for at vise at alt, de ser, ikke er ægte, for det er det langtfra, fortæller hun i ’Go’ aften LIVE’.
Fik det dårligt
Da Josephine Müller var yngre, redigerede hun selv sine billeder på instagram. Som mange andre kæmpede hun med lavt selvværd og en følelse af ikke at være god nok, da hun var yngre.
Dengang vidste Josephine Müller ikke, at dem, hun selv fulgte, redigerede deres billeder, og hun sammenlignede sig selv med dem.
Men efter flere års higen efter det perfekte, blev det for meget.
- Jeg fik det superskidt, fordi jeg prøvede at se ud som eksempelvis Mina (der er influencer, red.). Jeg ville så gerne se ud som hende, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke så sådan ud, forklarer Josephine Müller.
Men ligesom hos mange andre influencere, er billederne på Mina Azzams Instagram-profil stærkt redigerede.
Det fortæller Mina Azzam selv i ‘Go’ aften LIVE’.
- Jeg har altid redigeret mine billeder på sociale medier. Det er først nu, det er gået op for mig, at det har været lidt for voldsomt. Det er det, man er blevet vant til at se på især Instagram, lyder det.
Indtil nu havde hun dog ikke overvejet, at de redigerede billeder kunne påvirke andre unge kvinder som Josephine Müller.
- Det er først nu, at det er begyndt at gå op for mig, at man har et ansvar. Og vi forældre derhjemme har også et ansvar for at sige til vores børn, der bruger sociale medier, at det ikke er virkeligheden, siger hun.
Tilbage på Instagram
Dengang Josephine Müller valgte at trække sig fra Instagram, lovede hun sig selv en ting.
Skulle hun vende tilbage, var det på en mere uperfekt og naturlig måde. Det er det, hun gør nu, lyder det.
Fra i sommer har man som influencer i Norge skullet deklarere, om et foto er redigeret, og i Israel og Frankrig har man lignende lovgivninger. Der er ikke indført tiltag i Danmark.
Josephine Müller tror ikke nødvendigvis på, at det er en god løsning.
- Mange, ikke alle, der redigerer deres billeder, har et lavt selvværd. De gør det måske, fordi de ikke føler sig gode nok, og hvis de lige pludselig skal stå til ansvar for, om de har redigeret eller ej, så kan det måske ramme dem negativt og gøre det, de kæmper med, værre.
Se indslaget med Josephine Müller og Mina Azzam i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY