Kærlighed hvor kragerne vender

Han jagtede kærligheden på tv – nu er der baby på vej

Jonas Larsen kunne ikke helt glemme en af pigerne fra 'Kærligheden hvor kragerne vender'. Og så sendte han hende en besked.

Det er ikke nemt at finde kærligheden, når mange kvinder flytter væk fra de små byer.

Derfor deltog fire mænd fra Mors i Nordjylland i sidste sæson af 'Kærlighed, hvor kragerne vender'. De speeddatede og inviterede udvalgte kvinder på romantiske dates i jagten på kærligheden. Og i sidste ende stod alle fire mænd med en kvinde ved deres side.

Men efter programmet kunne alle fire mænd afsløre, at da kameraerne slukkede, braste kærligheden også.

Eller det var ikke helt sandt. For der var en af de fire, der var blevet kærester med en fra programmet. Men det var ikke den pige, han havde valgt til sidst.

Nu er der gået et år, og inden en ny sæson af 'Kærlighed hvor kragerne vender' - denne gang fra Lolland - løber over skærmen, tager vi temperaturen på kærligheden - og der er store nyheder at dele.

Jonas Larsen kunne ikke glemme en af pigerne

Det viste sig ret hurtigt, efter kameraerne slukkede, at Jonas Larsen og Camilla Bering Lodberg, som var hende, han havde valgt til sidst, ikke var det rette match, og de gik derfor hver til sit.

Men Jonas Larsen havde svært ved at slippe tanken om en anden pige fra programmet. Cathrine Sørensen. Hun havde været nødt til at forlade programmet tidligt, da hendes mormor var syg. Han besluttede sig for at skrive til hende og høre, hvordan det gik med mormoren.

De skrev lidt frem og tilbage og var, ifølge Jonas Larsen, lidt sløve til at få en aftale i kalenderen. Men en aften besøgte han hende til lidt vin og en film. Og de to hyggede sig rigtig meget.

I den efterfølgende tid så de mere og mere til hinanden, og Jonas Larsen blev hurtigt klar over, det var noget helt særligt.

Så da de sad en aften i hans sofa nogle måneder efter deres første date efter programmet, havde han noget, han gerne ville spørge hende om. Han mærkede, at han faktisk blev lidt genert.

Han spurgte, om de skulle være kærester, og det ville hun heldigvis gerne.

I sommer flyttede Cathrine Sørensen og hendes søn Noah ind hos Jonas.

Kragerne vender, men storken kommer

Ifølge Jonas Larsen har de det virkelig godt sammen. Og han nyder at bo med både Cathrine og hendes søn Noah.

Og derfor er de også rigtig glade for at kunne fortælle, at de snart skal være forældre til en lille dreng.

Cathrine Sørensen har termin i slutningen af april, og Jonas Larsen glæder sig helt vildt.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til at få en mere. For jeg har jo også Noah, og han betyder ligeså meget for mig, selvom han ikke er min egen, fortæller Jonas Larsen.

Og de er allerede ret sikre på, hvad den lille dreng skal hedde.

- Han skal hedde Valde, lyder det fra Jonas Larsen, som synes, det var en overraskende svær beslutning at finde det rette navn.

Nu har de indrettet børneværelse i huset, købt autostol og babytøj, så nu mangler de egentlig bare, at han melder sin ankomst.

Jonas Larsen havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han nu ville stå med kæreste og et barn på vej, da han tilmeldte sig programmet.

- Det havde jeg slet ikke en tanke om, jeg kunne få. Jeg var meldt lidt til for sjov, men så var det nogle rigtig søde piger, fortæller Jonas Larsen.

Christian Svaneborg fik en hel særlig besked

Det er ikke kun Jonas Larsen, der har været heldig at finde kærligheden efter 'Kærlighed hvor kragerne vender'.

Kærligheden braste også hurtigt mellem Christian Svaneborg og Iben Kragh Pedersen kort tid efter kameraerne slukkede. Han udtalte på det tidspunkt til TV 2, at en masse søde piger havde skrevet til ham efter hans deltagelse i programmet, og nu når programmet var slut, skulle han læse beskederne igennem.

En af beskederne, der dukkede op, var fra en kvinde, som i dag er blevet hans kæreste.

De har været sammen et halvt års tid, og Christian er rigtig glad for hende.

Peder Damborg har fundet kærligheden på Tinder

En af de andre deltagere, Peder Damborg, måtte også erkende, at kærligheden ikke holdt mellem ham og Sussi Lem efter programmet.

Men for syv måneder siden mødte han en sød kvinde på Tinder, og de er i dag kærester. Det er ikke én fra lokalområdet, så det tager 1 time og 40 minutter i bil at komme fra hans hjem til hendes, og det betyder, de mest ses i weekenderne.

Hun har fire børn, som Peder Damborg har det rigtig godt med, og han fortæller, mens han griner, at når hun savner ham i hverdagene, så ser hun de gamle afsnit af 'Kærlighed hvor kragerne vender'.

Mathias Hangaard var den fjerde af de fire fyre fra Mors, der jagtede kærligheden. Han valgte i sidste ende Anne Kristiansen, men de fandt hurtigt ud af, at følelserne var mere venskabelige. Det skulle derfor ikke være de to. Han har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Se den nye sæson af 'Kærlighed hvor kragerne vender' tirsdag 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.