Michelinkok og designer levede kunstigt og overambitiøst liv – så tog de drastisk beslutning
På overfladen havde familien succes med karriere og familieliv. Men de gjorde op med det hele og har nu fundet en dybere mening og et sundere liv.
Restauranten på Østerbro i København var fyldt med gæster. De sad klar ved bordene. Og de forventede en fest. Det gjorde de hver aften. Og hver aften var det hans opgave at levere det.
Jens Vestergaard Jensen åbnede ovnen, og en bølge af varme indtog køkkenet. På gasblusset stod gryder, der kogte og sprøjtede. Tallerknerne klirrede, når de blev fordelt på køkkenbordet, og tjenerens nyeste bestilling overdøvede den store industriopvaskemaskine.
Restaurant Luns på Øster Farimagsgade var lille, men den var hans. Og den var en succes. Så stor, at den havde en anerkendelse i Michelinguiden.
Og det var ikke den eneste gang, han havde ramt rigtigt. Restaurant Ensemble, som Jens ejede og drev med kokken Mikkel Maarbjerg, havde to michelinstjerner.
Mens han knoklede i køkkenet fire aftener om ugen, jonglerede hans kone, Ane Rørdam Hoffmeyer, med sin egen karriere som designer i modebranchen.
De udlevede drømmen. Det de havde knoklet for i årevis. De var på toppen. Med succes. De var gift og havde to børn.
På overfladen var alt perfekt.
Men samtidig begyndte noget at spire i baggrunden. Noget var ikke, som det skulle være.
Og inden for kort tid tog de en dramatisk beslutning.
Karriere, familie og travlhed i København
Den lille familie på fire boede på Østerbro centralt i København, og Ane Rørdam Hoffmeyer og Jens Vestergaard Jensen var i midten af 30’erne.
I den nye sæson af ’Min sindssygt sunde familie’ møder vi familien, som har foretaget en markant livsstilsændring, efter at de to ambitiøse mennesker fandt ud af, at det, de havde stræbt efter, ikke var det, der gjorde dem lykkelige, og at de bogstaveligt talt skulle grave et helt andet sted.
Det var især aftenarbejdet, som var en store udfordring. Alle, Jens kendte i branchen, der arbejdede om aftenen, var enten blevet skilt eller stoppet med at arbejde i de sene timer.
Mens Jens arbejdede, tog Ane sig af deres to piger, Betty og Paula Jensen. Allerede da Paula kom til verden, stoppede Ane med at gå i teatret, i biografen og til kor, som ellers var noget af det, hun elskede ved livet i byen.
Hun følte sig efterhånden som alenemor.
Hun trillede ofte forbi restauranten med klapvognen, så de kunne spise personalemaden – på den måde fik familien set lidt til hinanden. Familiemiddage med personalemad.
I en travl hverdag, hvor der hverken var meget tid til at tage sig af hinanden eller det, de tog i munden, var der dog et lille frirum med jævne mellemrum. Deres rejser sammen.
Og inden den ældste af deres piger skulle starte i skole, tog de en beslutning. De ville hive et halvt år ud af kalenderen og flytte til Paris.
Det var nu eller aldrig. Og efter nogle hårde og succesfulde år fortjente de det også, mente de. Men endnu vigtigere: De trængte til det.
Madkulturen i Paris åbnede deres øjne
Familien rejste i januar 2009 til Paris.
De indsamlede materiale til en guidebog om Paris, som senere blev udgivet på Politikens Forlag.
Jens Vestergaard Jensen gik med en drøm om at dyrke vin i Danmark, og han ville gerne besøge de franske vinmarker og ikke mindst inspireres af den parisiske madscene.
Det blev en øjenåbner. De parisiske madmarkeder var helt anderledes end det, som de kendte i Danmark.
- En gulerod er en orange størrelse i supermarkederne i Danmark, siger Ane Rørdam Hoffmeyer og tilføjer:
- Men i Paris var det anderledes. Det var ikke fancy gulerødder ligesom i Torvehallerne, men det var et tegn på en mangfoldig madkultur, og at de tager mad alvorligt, fortæller hun.
Hun husker stadig følelsen, når lokale landmænd og grøntsagsavlere fra landet ankom til byen, og familien gik rundt mellem grøntsagsboderne.
Her var det ikke indkøbslisten, der diktererede købene i poserne. Det var, hvad de lokale landmænd havde på gården. Det, der var i sæson og særligt lækkert den dag.
Og så der var kontant afregning. Der var ingen kø ved boden, hvis grøntsagerne ikke levede op til nabostandens kvalitet.
Mens de var i Paris, opdagede familien en fælles passion for råvarerne. En følelse af at kunne fordybe sig i smagene og en helt ny interesse for, hvad de egentlig serverede for deres børn.
Og så havde de endelig tid til at være sammen som familie.
De nød at have tid og plads sammen langt væk fra den stressende tilværelse.
Og da de et halvt år senere satte sig i flyet på vej tilbage mod København, havde de to klare mål med hjem: De ville have mere tid sammen. Og de så frem til at tage deres nye madvaner med hjem. Fra nu af skulle det, de tog i munden, være lokalt, økologisk og i sæson.
Hjemkomsten blev et vendepunkt
Men allerede på første indkøbstur i det lokale supermarked på Østerbro ramte den københavnske virkelighed.
Inspireret af de parisiske markeder troede de, at de kunne finde alle slags planter, urter, salater, bær og æbler fra Danmark. Men det eneste danske, de kunne finde, var kartofler. Selvom det var august. Ellers var det æbler fra Argentina, salat fra et drivhus i Holland og rød peber fra Spanien.
- Der var en sorg og et raseri forbundet med at komme hjem til det, der mødte os, fortæller Jens Vestergaard Jensen.
Det var dog ikke supermarkedet, der havde forandret sig, mens de var væk.
Det var dem.
De kunne ikke forene sig med tanken om en hverdag uden de lækre råvarer, de havde fået øjnene op for i Paris, så de blev nødt til at gøre noget. Men det var ikke let i en lejlighed på Østerbro.
Gæsterne ville have deres grøntsager
Derfor besluttede de at dyrke selv. Parret fandt et lille stykke jord i Lejre en times kørsel fra København. Det fungerede som en slags kolonihave uden hus. Her begyndte de at så grøntsager og urter.
Jens Vestergaard Jensen og to kompagnoner åbnede en ny restaurant på Frederiksberg med navnet Mêlée. Så han havde fortsat travlt.
Imens fandt Ane ud af, at de krydderurter, hun kunne dyrke i marken, kunne noget særligt. Hun leverede til Jens’ restaurant, og lige så langsomt fik hun flere og flere københavnske restauranter som kunder.
- Jeg syntes, at modebranchen var hat og briller. Og jeg kunne mærke, at det gik mig på, at det, jeg lavede, var overflødigt og klimafjendtligt, fortæller hun.
Succesen med urterne gav hende selvtillid og erfaring, som gav hende mod til at forlade modebranchen.
Ligesom i Paris blev det, hvad der var i marken, der dikterede menuen på Jens Vestergaard Jensens restaurant.
- Når jeg havde meget dild, bestemte det menuen på restauranten, fortæller Ane Rørdam Hoffmeyer.
- Det pressede Jens som kok. Det her dild smagte latterligt godt, og det kunne man kun få de to uger, fortsætter hun.
Samtidig var der noget andet, der tydede på, at Ane havde gang i noget rigtigt. Jens Vestergaard Jensen begyndte nemlig at få en ny respons fra gæsterne.
Før kommenterede gæsterne på, at noget var godt stegt, eller at en mos var godt smagt til. Men nu spurgte de, om en kartoffel var en særlig sort, fordi den i sig selv smagte helt særligt.
Forude ventede endnu en stor omvæltning.
En ny drøm
Jens Vestergaard Jensen og Ane Rørdam Hoffmeyer var klar til det helt store skridt. De ville købe et landbrug. Først og fremmest for at de selv kunne leve af de hjemmedyrkede grøntsager. Men også for at de kunne være mere sammen som familie.
For at det kunne lade sig gøre økonomisk, ville de også åbne et spisested, der kunne bookes til events. Køkkenet skulle være økologisk og med så mange råvarer som muligt direkte fra gården.
I 2013 flyttede familien fra Østerbro ud til Vipperød uden for Holbæk på Vestsjælland. Her havde de fundet en gård, hvor der også var plads til restaurant i tilbygningen.
De to københavnere havde aldrig haft dyr.
Men de sprang ud i det og købte både grise, får, høns, katte og gæs.
Samtidig plantede de over 300 frugttræer, bærbuske og 40 forskellige sorter æbler.
En ny og sundere tilværelse
I dag har de haft gården i ni år. Og træer, buske og dyr er vokset, så familien nu er delvist selvforsynende.
Og spørger man dem, så er det den bedste beslutning, de nogensinde har truffet.
For Jens Vestergaard Jensen er det blevet tydeligt, hvor udkørt han blev i sit gamle job.
- Mange tror, at det er fysisk belastende og slid, der er hårdt ved branchen, men ikke mange er opmærksomme på den psykiske belastning. Man bliver nødt til at investere en masse af sig selv, fortæller Jens Vestergaard Jensen.
- Lørdag er det måske nemt nok, men en tirsdag, hvor man ikke er helt på dupperne, skal man også levere varen, og kvaliteten skal være den samme.
Nu er Ane og Jens sammen hele tiden, og Jens er meget mere sammen med børnene. Medmindre de har haft gæster i restauranten, har de alle sammen fri om aftenen. Og det er meget anderledes.
De mødes om opgaverne på gården og madlavningen, og de kan mærke, at deres piger også har øje for kvaliteten i den hjemmedyrkede mad, hvilket betyder meget for dem.
- Når man først er gået den vej, kan man ikke gå tilbage. Det giver os glæde og værdi. Det er ikke bare historien bag, men forbindelsen til de menneskelige kræfter, der ligger bag. Det var det, der gav os blod på tanden. Det kan vi ikke leve uden. siger Jens Vestergaard Jensen.
Familien er begyndt at presse, hvor lang tid af året de kan spise det, de høstede i efteråret. De har nærmest ingen madspild, og det, der har været, er gået til at fodre dyrene eller kompost.
I maj og juni er det eksempelvis aspargessæson, så der spiser familien asparges hver dag i to måneder.
Det har blandt andet fået Jens til at skrælle 1200 asparges til restauranten, hvor de serverede en ni-retters menu, hvor alle retter havde asparges som omdrejningspunkt. På den måde var der ikke noget spild.
- Alle kogebøger siger, at det må man ikke. Det er total amatøragtigt. Men hvad fanden skal man gøre i maj, når der er ikke andet. Det er et benspænd, vi har lavet for os selv, siger Ane Rørdam Hoffmeyer.
Og selvom det er hele passionen for det økologiske hjemmedyrkede og det at være selvforsynende, der har fået dem langt ud på landet, følger der også en anden vigtig gevinst med.
Ekspert fascineret over resultat
Livsstilsændringen har også haft en betydning for deres sundhed.
I tv-programmet får familien besøg af giftstofsekspert Lisbeth Knudsen.
Familiens urinprøver var blevet undersøgt for seks forskellige bekæmpelsesmidler, der kan være hormonforstyrrende, og som kan være særligt skadeligt igennem barndommen eller for et foster.
Resultatet var overraskende.
Hos Jens Vestergaard Jensen kunne man slet ikke måle de hormonforstyrrende stoffer, mens det hos Ane Rørdam Hoffmeyer kun viste et lille udslag ved et af stofferne.
Giftstofsekspert Lisbeth Knudsen, der stod for målingerne, har ikke set noget lignende tidligere.
- I er jo simpelthen en eksemplarisk familie. I lever, som I skal, hvis I vil undgå bekæmpelsesmidler, og det afspejler sig i jeres prøver, lød det fra eksperten, da hun skulle videregive de gode resultater.
For familien understreger det endnu en gang, at de har truffet den rette beslutning.
Til gengæld slår sundhedsekspert Bente Klarlund fast, at familien ville have godt af lidt mere fysisk aktivitet. Det bliver det ikke til meget af.
Drømmen lå langt væk fra København
Når familien i dag tænker tilbage på deres københavnertilværelse, er det præget af to ord: ”Kunstig” og ”overambitiøs”.
Men i Vipperød er den måske lige på grænsen til underambitiøs, forklarer Jens Vestergaard Jensen og understreger, at det må man selvfølgelig ikke sige. Han henvender sig til Ane:
- Du ville ikke gå til bageren på Østerbro uden make-up og pænt tøj. Men dem i Dagli'Brugsen her kunne godt overveje at tage noget ordentlig tøj på en gang imellem, siger han, og de griner begge to.
Før brugte han størstedelen af arbejdstiden ved den varme ovn og de sprøjtende gryder.
Nu ligger størstedelen af arbejdet i alt det, der foregår, inden råvarerne rammer skærebrættet. Og frem for alt i dagtimerne i stedet for hver aften.
De bor kun 50 minutter fra København – alligevel føles det liv, de havde, som lysår væk.
Se 'Min sindssygt sunde familie' torsdag 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY