Svigermor og -søn brugte syv uger alene sammen i et sommerhus - sådan får du selv en bedre svigerrelation
Særligt én situation er en sikker vej til at mislykkes med en god svigerrelation, siger psykolog.
Anja Bang Jørgensen og Markus Lindstrøm er svigermor og svigersøn. Men modsat hvad mange måske selv drømmer om, så valgte de i forbindelse med programmet 'Sommerdrømme' at bruge syv uger sammen - kun de to i et sommerhus.
I programmet dyster de mod tre andre makkerpar, om at ombygge og indrette et sommerhus, hvor vinderparret får lov at beholde deres sommerhus.
Da Anja Bang Jørgensen og Markus Lindstrøm meldte sig til programmet, var Markus Lindstrøm opmærksom på, at der i teorien var en risiko for en katastrofe.
- I teorien er det da risikabelt at deltage med sin svigermor. Det kunne jo i princippet koste mig forholdet til min kæreste, hvis jeg blev voldsomt uvenner med hendes mor.
Og langt fra alle ville turde at sætte forholdet til en svigermor eller -far på prøve, som Anja Bang Jørgensen og Markus Lindstrøm gjorde det.
For svigerrelationer kan nemt blive komplicerede. Det fortæller psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der har speciale i familierelationer.
- Der er enormt meget på spil i relationen mellem svigerforældre og svigerbørn. Hele familien - børn, børnebørn, forældre - kan blive dysfunktionel, hvis svigerrelationen ikke fungerer, siger hun.
Og Camilla Carlsen Bechsgaard ser tit i sin praksis, at svigerrelationer går skævt. Hun har en klar opfattelse af, hvad der går galt, når svigerforældre og -børn ikke kan enes.
Hvis et voksent barn får sig en kæreste, som falder udenfor familiens normer, så bliver det problematisk.
- Det kan for eksempel være, hvis den nye kæreste har et andet niveau af uddannelse, er markant mindre tiltrækkende fysisk, bruger en anden jargon eller generelt bare opfører sig anderledes end den familie, som han eller hun kommer ind i, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
I det tilfælde vil mange svigerforældre blive kritiske overfor deres nye svigersøn eller svigerdatter.
- At være svigerdatter eller svigersøn i en familie, der som udgangspunkt synes, at man er forkert, er belastende, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
Og det er en direkte vej til familieproblemer.
Aldrig bekymrede
Da Anja Bang Jørgensen og Markus Lindstrøm meldte sig til programmet, havde Markus været kæreste med Anjas datter i omkring et år. Og sammenlagt havde de kun mødt hinanden otte gange. På trods af det, havde de dog ingen betænkeligheder ved at melde sig.
- Jeg kan godt høre, at det kan lyde skørt, at bruge syv uger i et sommerhus med sin svigermor, men vores forhold var fra starten meget naturligt, og vi havde mange af de samme værdier, siger Markus Lindstrøm.
- Hvis jeg havde været i tvivl om, om vi ville blive rygende uvenner, eller om min datter og Markus ville gå fra hinanden, så ville vi ikke have meldt os. Vores udgangspunkt var, at vi havde et godt forhold, som vi ønskede at udforske og gøre stærkere, siger Anja Bang Jørgensen.
Derudover gik både Anja Bang Jørgensen og Markus Lindstrøm ind til de mange uger i sommerhuset med en mentalitet, som psykologen også anbefaler.
- Vi havde begge en god følelse med hinanden, og så tror jeg, at vi begge var meget interesserede i at lære hinanden endnu bedre at kende, siger Anja Bang Jørgensen.
Og netop det med at gøre sig umage peger Camilla Carlsen Bechsgaard på, er en af de vigtigste ting, man skal huske, når man har med en svigerrelation at gøre.
Det er vigtigt at svigerforældrene gemmer kritikken væk og finder nysgerrigheden frem.
- Mød dit svigerbarn med nysgerrighed. Ikke på forhør-måden, men på interesse-måden. Det gælder selvfølgelig også for svigerbørn i forhold til deres svigerforældre, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
Anja Bang Jørgensen fortæller, at hendes indgang til Markus Lindstrøm var, at hun betragtede ham som en gave til sit liv.
Hun fik et nyt familiemedlem, som hun oplevede at have en stor nysgerrighed på.
- Vi havde en oprigtig interesse for hinanden, og vi ville begge to rigtig gerne hinanden.
Og fordi Anja Bang Jørgensen og Markus Lindstrøm havde det på den måde, havde deres relation en god grobund.
Den "voksnes" ansvar
Derudover peger Camilla Carlsen Bechsgaard på, at ansvaret for en god relation mellem svigerforældre og -børn ligger hos svigerforældrene.
I en forældre/barn-relation vil stemningen og relationen altid være forældrenes ansvar, og det gælder også som svigerforældre, forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard.
Det var også en af de ting, som Anja Bang Jørgensen var opmærksom på, inden hun og Markus deltog i 'Sommerdrømme'.
Det var hendes ansvar, at de fik en god oplevelse.
- Som "den voksne" i min og Markus' relation var det mig, der havde ansvaret for vores relation. Det var jeg meget opmærksom på. Jeg ville ikke lade der opstå skænderrier. Der er ikke noget, der er værd at miste en relation over, siger hun.
Glem sommerhusturen
Hvis psykologen skal give et godt råd udover at møde hinanden oprigtigt nysgerrige, er det - ironisk nok - at undgå sommerhusture.
Det handler om at skabe sammenhænge for samværet, som alle nemt kan være i. Sammenhænge, hvor man kan trække sig og være lidt sig selv.
- Jeg ser ofte, at svigerforældrene inviterer 10-15 personer i sommerhus, for nu skal vi simpelthen bare være sammen og hygge os rigtig meget, og så går det bare helt galt, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
Her handler det om, at man som svigerforældre kan have nogle forventninger, som kan være svære for alle at leve op til.
- Hvis man skal gå rundt i flere dage og være den bedste version af sig selv, så kan det tit ende skidt, for det kan ingen holde til. Så kan det være bedre at mødes til middag eller bare at ses i nogle timer, forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard.
Se hvordan det går for Anja Bang Jørgensen og Markus Lindstrøm i 'Sommerdrømme' onsdag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.