Min sindssygt sunde familie

Fire familier viste deres sindssygt sunde liv på tv – sådan går det i dag

Et af parrene er blevet gift ved en særlig ceremoni.

Fire familier gav over fem programmer deres bud på et sundt familieliv i 'Min sindssygt sunde familie'.

Her fortalte de, hvorfor de har valgt at leve på den måde, de gør.

Under optagelserne fik de foretaget en styrketest, konditionstest og undersøgt deres generelle sundhed af overlæge Bente Klarlund, mens professor Lisbeth E. Knudsen testede, om familierne havde pesticidrester i deres urin.

Men hvordan går det familierne i dag? Lever de stadig efter samme principper, eller har de ændret vaner efter optagelserne? Det har TV 2 spurgt dem om.

Anders og Stephanie Hauser, Jyderup

Familiens udgangspunkt: Anders og Stephanie Hauser løber hver dag. Det handler ikke om hurtighed, men om at løbe langt, og de har gennemført en lang række halve og hele maratoner. Det samme gælder de store af familiens sammenbragte børn. Derudover lever familien som de fleste andre, og de spiser både kager, kød og grøntsager.

Resultatet af sundhedsprøven: Anders og Stephanie Hauser og deres børn, der også løber, har meget stærke knogler. Anders Hauser har et højt kondital, mens Stephanie Hauser har et lavt konditionstal. Hun bliver også kategoriseret som overvægtig.

Resultatet af pesticidprøven: Der blev fundet pesticider i parrets urinprøve. Der blev målt et gennemsnitsniveau af stoffet chlorporyfos, og deres niveau af stoffet TTCA lå over gennemsnittet. Chlorpyrifos er en nervegift, som man bruger til at slå insekter ihjel med i landbruget, mens TTCA er et svampebekæmpende middel.

Hvad er der sket i jeres liv, siden optagelserne sluttede?

- Vi kører lidt videre i samme rille. Vi deltager i løb og gør de ting, vi plejer. Der har været lidt coronaudfordringer, som har gjort, at vi ikke har løbet lige så mange officielle løb, som vi ellers godt kan lide, siger Anders Hauser.

- Og Tobias er flyttet hjemmefra. Han flyttede, den dag han blev 18 år. Så han løbetræner ikke så meget som tidligere, siger Stephanie Hauser.

Var I overraskede over eksperternes resultater?

- Pesticidprøverne lå lavere, end jeg havde regnet med. Jeg havde regnet med, at vi lå i den høje ende, fordi vi ikke har fokuseret så meget på at købe økologisk, siger Stephanie Hauser.

Bentes sundhedsprøver viser, at jeres kondital ikke er prangende. Andre, der løber lige så meget som jer, ville have et meget højt kondital. Hvad tænker I om det?

- Det kom ikke som noget chok. Vi har ikke ændret noget i forhold til det. Vi løber, så vi kan spise et ekstra stykke kage. Det er det, som det handler om for os, siger Anders Hauser.

Hvilke reaktioner har I fået, efter at I har medvirket i programmet?

- Vi har fået mange positive kommentarer. Folk siger, at de synes, at vi er en skøn familie, og at det er en dejlig måde, vi gør det på. Så har jeg også mødt et par stykker, der er blevet inspireret til at løbe, efter at de har set programmerne, siger Stephanie Hauser.

- Jeg har også hørt flere, der har stået lidt på kanten i forhold til at starte med at løbe, og som er begyndt, fordi de har set, at man faktisk godt kan dyrke løb sammen med familie og børn. Og det behøver ikke at være konkurrence, det kan sagtens være hygge og sjov, siger Anders Hauser.

Er der noget, I har ændret på baggrund af resultaterne?

- Der blev fundet giftstoffer i Stephanies urin, og det var nogle af de stoffer, der må være i ting udenfor EU i rødvin og kaffe. Så vi konkluderede, at det var derfra, og vi begyndte at købe økologisk kaffe og rosiner. Vi spiser havregryn med rosiner og mandler hver morgen og drikker rigtig meget kaffe, siger Anders Hauser.

- Og så er det nok lidt tiere, at der kommer økologiske grøntsager i kurven. Primært fordi prisforskellen på grøntsager ikke er så stor, siger Anders Hauser.

Jens Vestergaard Jensen og Ane Rørdam Hoffmeyer, Vipperød

Familiens udgangspunkt: Jens og Ane forsøger at leve selvforsynende og har deres egne afgrøder og dyr. Dermed bliver økologi også en del af maden. De spiser næsten aldrig chips og vingummi eller drikker sodavand. Parret er fysisk aktive, når de passer deres afgrøder. Ane går også til karate, men ellers dyrker de ikke motion.

Resultatet af sundhedsprøven: Jens' kondition var i den lave ende af middel, og han lå i overvægtsklassen. Anes kondital var også tæt på at være lavt. Deres to døtre lå også på et henholdsvis middelniveau og meget lavt niveau.

Resultater af pesticidprøven: Parret blev beskrevet som tæt på eksemplariske i forhold til at leve pesticidfrit. Der blev dog sporet et svampemiddel i Anes urin, som formentlig skyldtes et kosttilskud.

Hvad er der sket i jeres liv, siden optagelserne sluttede?

- En ting er jo, at vi er mere bevidste om, at folk ser på os. Man bliver genkendt i Rema 1000, når man køber skrammelmad. Man ved på en anden måde end før, at man inspirerer nogle mennesker, og det forpligter, siger Jens Vestergaard Jensen.

Var I overraskede over resultaterne?

- Jeg var overrasket over, at Jens slog rekorden. At Lisbeth ikke havde mødt andre, hvor der overhovedet ikke kunne spores pesticider. Det, synes jeg, var rystende faktisk, siger Ane Rørdam Hoffmeyer.

- Og så var vi overraskede over, at det var et eller andet svampemiddel, der var i et ikke-økologisk kosttilskud, der gjorde, at der blev fundet pesticider i Anes urin. Folk tager det for at blive bedre, men i virkeligheden har producententer brugt et eller andet svampegift. Det er langt ude jo, og det ved man ikke en skid om. Vi snakkede om, hvad det kunne være, for vi havde stort set spist det samme hele ugen, siger Jens Vestergaard Jensen.

- Nu spiser jeg det samme aktive stof, men fra en anden producent, siger Ane Rørdam Hoffmeyer.

Bente Klarlund opfordrede jer til at træne mere. Har I gjort det?

- Vi er blevet inspireret til at bevæge os noget mere. Karate er åbnet igen efter lockdown, så der er jeg tilbage to gange om ugen. Jeg har også lavet rigtig meget yoga sammen med Paula, og Betty går til atletik to gange om ugen, siger Ane Rørdam Hoffmeyer.

- Jeg vidste godt, at jeg dyrkede for lidt motion og var lidt for tyk. Men det har givet mig en anden bevidsthed. Jeg er begyndt at cykle, og det var nok lidt provokeret af programmet. Det var en gammel plan, som har ligget og skummet som en dårlig samvittighed. Men nu cykler jeg, og i vinters cyklede jeg over Mont Ventoux, som er et af de legendariske bjerge i Tour de France, siger Jens Vestergaard Jensen.

Hvilke reaktioner har I fået, efter at I har medvirket i programmet?

- Der er mange, der siger til os, at de har lagt deres vaner om, fordi de har set programmet. Nu vil de også have rent tis, siger Ane Rørdam Hoffmeyer.

- Paula var til lægen i går, og der sagde sygeplejersken, at hun var begyndt at købe økologisk kaffe på grund af programmet, siger Ane Rørdam Hoffmeyer.

Fie Laumann og Kasper Cetti Svenningsen, Amager

Familiens udgangspunkt: Fie Laumann og Kasper Cetti Svenningsen lever en ayurvedisk livsstil, der handler om at have krop og sind i balance. Derfor går familien op i at have et rart og varmt hjem med planter. De lever samtidig plantebaseret, og så dyrker de meditation og yoga.

Resultatet af sundhedsprøven: ​Kasper lå inden for normalen i både kondition og styrke. Fie lå tæt på et lavt niveau i kondition og lavt i styrke. Bente Klarlund anbefalede Fie at få pulsen op og styrketræne lidt mere.

Resultater af pesticidprøven: Der blev fundet et relativt højt niveau af chlorpyrifos, som man bruger i landbruget i udlandet til at slå insekter ihjel, i Fie Laumann og Kasper Cetti Svenningsens urinprøver.

Hvad er der sket I jeres liv, siden optagelserne sluttede?

- Vi har fordybet os endnu mere i ayurvedaen. Jeg er blevet færdig med min uddannelse inden for ayurveda, og Fie er begyndt på sin. Men ellers synes jeg ikke, at der er noget, der sådan er anderledes. Vi gør de samme rutiner og ritualer, forklarer Kasper Cetti Svenningsen.

- Og så er vi blevet gift ved en buddhistisk ceremoni 22. marts klokken 14. Der var en masse god energi i de tal, siger Fie Laumann.

- Ceremonien var i et buddhistisk tempel på Nørregade. Ham, der viede os, sagde nogle ting om buddhismen, men det var meget low key. Der skulle ikke være alle mulige sange. Han sagde også nogle mantraer, og så havde vi ti minutters meditation efter vielsen, hvor vores gæster sendte tanker i vores retning. Det var så fint, hvordan vores familie tog imod det. Min far havde barberet sine tæer, fordi han troede, at han skulle have bare fødder, siger Fie Laumann.

Var I overraskede over resultaterne af sundheds- og pesticidprøverne?

- Resultaterne af pesticidprøverne var en øjenåbner. Jeg synes, at vi går meget op i kosten, uden at det skal lyde, som om at vi ikke spiser usunde ting, men meget af det, vi spiser, er økologisk. Det er vildt at se, hvor meget vi alligevel bonger ud på urinprøverne, siger Kasper Cetti Svenningsen.

- Jeg vidste godt, at jeg var lidt svagere. Jeg har ikke ret meget fokus på højere intensitetsyoga, fordi Nord stadig er så lille. Det er hos ham, mit overskud og mit fokus ligger. Jeg har ikke tænkt mig at gå ud og lave højintensitetstræning lige nu, men når der er større overskud, er det klart noget, jeg vil gøre, siger Fie Laumann.

Er der noget, I har ændret på baggrund af resultaterne?

- Vi fandt ud af, at det formentlig var krydderier og de karrypasta, vi bruger i vores gryderetter, som gav os det dårlige pesticidresultat. Så nu køber vi krydderier i helsebutikkerne i stedet for, og vi er begyndt at lave karrypasta fra bunden af og nørder i det nu, siger Kasper Cetti Svenningsen

Hvilke reaktioner har I fået, efter at I har medvirket i programmet?

- Jeg har fået en del skriv og bliver stoppet på gaden. Det er meget vores rolige morgener, som folk nævner, siger Kasper Cetti Svenningsen.

- Jeg har også mødt flere, der har købt tungeskrabere. Og citronvand, saltlamper og meditation. Det er også nogle af de ting, som folk har taget til sig, siger Fie Laumann.

Charlotte Kiær Thingvad og Malik Lynge Reiding, Aarhus

Familiens udgangspunkt: Charlotte Kiær Thingvad underviser i sit eget pilatesstudie og Malik Lynge Reiding som fysioterapeut. De sætter stor pris på træning, og de dyrker alt fra fitness til klatring. Charlotte og Malik lever plantebaseret. Udover at de arbejder med motion og kroppen, dyrker de også en masse træning i fritiden og går op i deres mentale velvære.

Resultatet af sundhedsprøven: Charlottes kondital lå højt, mens Maliks kondital var på et middelniveau. Både Charlotte og Malik lå helt i top, hvad angår styrke. De havde begge en meget lav fedtprocent. Charlotte har en stofskiftesygdom, men alligevel var hendes blodprøver helt normale. Bente Klarlund kaldte dem ”exceptionelt sunde”.

Resultater af pesticidprøven: Familien slog ud på fem ud af seks pesticider, som parret blev testet for. Især stofferne TTCA, der er et svampebekæmpende middel, og glyphosat, der findes i ukrudtsmidlet Roundup.

Hvad er der sket i jeres liv, siden optagelserne sluttede?

- Vi har klart ændret nogle ting i forhold til indkøb af mad. Vi var meget økologiske før, men vi er blevet endnu mere økologiske, siger Charlotte Kiær Thingvad.

- Ja, vi er langt mere bevidste om økologi. Det er vi også, når vi er ude at spise, siger Malik Lynge Reiding.

I var en af familierne, hvor der blev sporet flere pesticidrester. Var I overraskede over resultaterne?

- Vi tænker over at spise økologisk, så det var overraskende, at vi alligevel var så fuld af giftstoffer. Jeg spiser og har altid spist mange grøntsager, og man har en eller anden overbevisning om, at når man spiser grønt og mest økologisk, er man kernesund. Det var da overraskende, at man bonger ud med rødt til højre og venstre, siger Charlotte Kiær Thingvad.

Hvilke reaktioner har I fået, efter at I har medvirket i programmet?

- Man er jo altid lidt spændt, når man stikker næsen frem. Men vi har indtil videre faktisk kun fået positiv respons. Folk skriver, at vi er seje, et skønt par, inspirerende og har rost vores børn. Især Villads' kommentar “Tak for mad - tak for boller og pizza” stjal et par hjerter, siger Charlotte Kiær Thingvad.

- Og jeg får en del henvendelser fra folk, der ligesom jeg har en stofskiftesygdom. Det er typisk folk, som ikke er på plads med deres medicin og stadig er syge efter mange år, som har set et håb i, at jeg rejste mig fra det og er så aktiv og velfungerende til trods for min sygdom. De spørger ind til min kost, træning, og, ja, hvad gjorde jeg for at komme op igen, siger Charlotte Kiær Thingvad.

Er der noget, I har ændret på baggrund af resultaterne?

- Jeg er begyndt at komme noget mere ud at løbe. Konditionstesten var god, men jeg har selvtilliden som tidligere triatlet, så jeg havde høje forventninger til mig selv. Så jeg har oppet mig lidt på den front, siger Malik Lynge Reiding.

- Jeg synes, at det var fedt at blive undersøgt af Bente Klarlund og finde ud af, at mine tal var i balance. At få bekræftet, at jeg faktisk er sund. Det er vildt fedt, siger Charlotte Kiær Thingvad.

Hvor er den største forskel?

- Der har ikke været nogen drastiske ændringer, men vi har fået muret nogle huller til hist og pist. Alle burde have adgang til sådan nogle gennemgribende sundhedstest, siger Malik Lynge Reiding.

- Hvis man skal pege på den største ændring, er det økologi. Vi var faktisk super opmærksomme på det lige med det samme. Selvfølgelig falder vi i. Vi kan ikke sidde og tegne glorier over os selv, siger Charlotte Kiær Thingvad.

Se eller gense 'Min sindssygt sunde familie' på TV 2 PLAY