Hun mistede sin kæreste i tragisk ulykke - og måtte indse noget vigtigt, før hun fandt kærligheden igen
Som 25-årig blev Rakel Mai Nielsen ramt af sit livs sorg, og i mange år troede hun aldrig, at hun kunne elske nogen lige så højt igen.
På en måde føler Rakel Mai Nielsen, at hendes liv er delt i to.
Der var ét liv før august 2010. Og et liv efter.
For som 25-årig mistede hun ham, som hun troede, at hun skulle opleve alt med.
Han tog på ferie i Norge med fem af sine venner. Men fire af dem kom aldrig hjem igen.
Derfor har ordene en vis tyngde, når Rakel Mai Nielsen taler om Norge.
Der er både enormt smukt og enormt barskt, siger hun. Og symbolikken er ikke til at misforstå.
For hende har landet været arnestedet for døden og sorgen – men senere også for en smuk, ny begyndelse.
For Norge repræsenterer ikke kun hendes livs største traume.
Det var nemlig også her, at hun for nogle år siden besluttede at gøre op med alt det, der stod i vejen for, at hun kunne finde sit livs anden kærlighed.
Sammenhængen blev 37-årige Rakel Mai Nielsen for alvor klar over, da hun i efteråret vandrede rundt i Norge på ny. Men denne gang med et kamerahold i ryggen.
Måske var det tilrettelæggerens mange spørgsmål, der tvang hende til at reflektere mere over tingene, end hun havde gjort før.
Hun og kæresten, 29-årige Mikkel Luffe Andersen, havde netop taget hul på den rejse, der kan følges i programmet ‘Først til verdens ende’.
Her afsøger de som et af fem par de fjerneste afkroge af Europa i et ræs på mere end 20.000 kilometer. Målet er at nå først frem til rejsens slutdestination uden at tage et eneste fly – og uden hverken mobiltelefoner eller kreditkort på lommen.
Men ud over at få et fælles eventyr var det parrets ønske at “stressteste deres forhold”, som de siger. Altså, at møde hinanden i de pressede situationer, hvor man er “allergrimmest”.
- Og vi fik virkelig det, vi bad om, konstaterer Rakel Mai Nielsen.
Men hvordan hun overhovedet endte på den rejse med Mikkel ved sin side er en længere historie.
For i årene efter sin første kærestes død tænkte Rakel Mai Nielsen, at det var okay, hvis hun skulle leve resten af sit liv alene.
Hun troede aldrig, at hun kunne elske nogen lige så højt igen.
I virkeligheden skulle hun dog finde ud af, at bare fordi man én gang har oplevet noget værdifuldt og smukt, så betyder det ikke, at man aldrig kan finde noget nyt, som også er det.
Men man må være åben for, at det bliver noget andet. Og at kærligheden kan være præcis lige så dyb, selvom den er anderledes.
Historien begynder i det liv, hun havde, før august 2010.
Nålen i en høstak
Thomas var Rakel Mai Nielsens første, store forelskelse. Hun var 23, da de mødtes. Og det var med alle følelserne uden på tøjet.
Hver en sms-besked fik hende helt op at flyve. Hun kunne hverken spise eller sove.
Faktisk forstod Rakel Mai Nielsen slet ikke, at hun var kæreste med Thomas. For han havde det hele.
Han var flot, læste psykologi og arbejdede som frivillig på et projekt, der støttede gadebørn i Honduras. Og så var han kristen.
Det betød meget for hende dengang. Og man forstår hvorfor, når hun fortæller, at hendes far er præst, hendes bror er præst, og hendes svoger er præst.
Selv troede hun på Gud, Jesus og Helligånden. Hun gik i kirke hver søndag og kiggede kun efter kristne fyre.
- Men når man gør det, bliver feltet hurtigt snævert. Så jeg følte, at jeg havde fundet en nål i en høstak, fortæller hun.
Derfor var Rakel heller ikke i tvivl om, at det var Thomas, hun skulle giftes og have børn med. Og efter to og et halvt år syntes hun, at de havde været kærester længe.
Mange af deres venner var blevet gift allerede efter et år, og det ville gøre mange ting lettere, hvis de blev det samme.
Men Thomas virkede tøvende. Så selvom hun var blindt forelsket i ham, satte hun stolen for døren og bad ham ransage sig selv på sin kommende ferie til Norge.
Ville han, eller ville han ikke?
Hun håbede, at han ville nå frem til, at det skulle være de to.
Og det var det, der gjorde det hele endnu mere tragisk. For hun fik aldrig hans svar.
En tsunami af sorg
Siden har medierne skrevet meget om den ulykke, der kostede Thomas livet.
Han og fem venner sejlede ud på en fisketur fra den norske ø Skjernøy. Båden kæntrede i bølgerne, og kun to kom i land efter mange timers kamp på havet.
Thomas var ikke en af dem.
Tidligt om morgenen den efterfølgende dag fik Rakel Mai Nielsen beskeden om, at han var savnet. Det var hendes svigermor, der ringede.
Rakel Mai Nielsen kunne slet ikke tænke. Det var, som om hele verden gik i stå.
Hendes forældre kørte hende hjem til svigerfamilien, og selvom der gik måneder, før de pårørende fik endelig vished om de unge mænds skæbne, så vidste de allerede den dag, at det så sort ud.
- Det var et virkelig svært rum at være i. Sorgen ramte alle på en gang, siger hun.
Den dag begyndte den tungeste periode i Rakel Mai Nielsens liv.
I begyndelsen handlede det om ren overlevelse. Hun skulle starte på nyt studie 14 dage senere, men ingenting gav mening.
Altid havde hun elsket livet og beskriver sig selv som en “happy go lucky”-type.
Men efter Thomas’ død kæmpede hun mest af alt med følelsen af, hvordan hun nogensinde skulle få lyst til at leve igen?
Hun havde svært ved at acceptere, at verden gik videre, når hendes egen var gået helt i stå.
Rakel Mai Nielsen startede dog på studiet en uge senere end resten af holdet. Den første måned måtte hendes far køre hende hver morgen, for ellers kom hun ikke afsted.
Hun var så fyldt op af sorg, at det var det eneste, hun kunne tale om.
Nogle gange fik hun at vide, at hun var for ærlig og delte alt for meget. Samtidig stillede hun mange spørgsmål til sin tro.
For hun tvivlede på, om Gud virkelig var der.
Manglede svar
Mange gange havde Rakel Mai Nielsen ellers følt, at hun oplevede Gud som en enorm følelse af fred og lykke i kroppen.
Men da hun havde allermest brug for hans varme og tryghed, syntes hun pludselig, at han var fjern. Og hun fik ikke de svar, hun søgte.
Det gjorde det sværere for hende at komme i kirken. Samtidig var det også svært at blive væk, når hendes familie altid var der.
Oven i det gik hendes kristne vennegruppe i en dis af sorg efter ulykken.
Derfor blev hendes løsning at flytte væk fra det hele.
- Jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for at komme et andet sted hen helt fysisk, siger Rakel Mai Nielsen.
Først blev det til et semester i Berlin, derefter flyttede hun til København. Og med tiden fortalte hun sine forældre, at hun ikke længere kom aktivt i nogen kirke.
Det var i de år efter Thomas’ død, at Rakel Mai Nielsen havde det “fint nok” med, at hun måske aldrig ville finde kærligheden igen.
- Men det var jo et udtryk for, at jeg på det tidspunkt var i dyb sorg, siger hun.
For det har man det jo ikke “fint nok” med i det lange perspektiv, tilføjer hun.
- Men tiden læger. Og lige så stille, dag for dag, så får livet igen de nuancer, som livet skal have. Og så kom håbet om at finde en ny på en eller anden måde tilbage.
Men uden at hun måske selv var helt bevidst om det, bar hun en konsekvens af den traumatiske oplevelse med sig i mange år.
Og det satte sit præg, da hun i 2020 mødte den mand, som hun i dag ikke tøver med at kalde “det bedste, der er sket for hende”.
Også selvom han langtfra var den type, hun forestillede sig, at hun skulle have.
Mikkel var flot og spillede trommer. Men han var også otte år yngre end Rakel. Og hun havde en idé om, hvordan en trænet og tatoveret fyr som ham ville være.
Derfor var deres første date vist tænkt som en engangsting – ja, faktisk skyldtes deres møde nok mest et afbud fra en anden, medgiver de begge.
På det tidspunkt var Mikkel Luffe Andersen stoppet på politiskolen, fordi han ville give drømmen om et liv som musiker et ærligt skud.
Det clashede med alt, Rakel havde forestillet sig.
Hun troede, at hun skulle have en, der mindede om hendes tidligere kærester.
En akademiker, der kom fra lidt af det samme og kunne tale med i de intellektuelle, filosofiske og til tider højtravende samtaler, som altid har fyldt meget om bordet i hendes familie.
Men alligevel blev hun betaget af Mikkels nærvær og af hans ro den aften. Han gik med den største selvtillid. Og deres samtale flød på en måde, ingen af dem havde oplevet før.
Hun fortalte ham om sin første kæreste og ulykken. Det føltes som en alt for stor del at undlade.
Imens gik det op for ham, at han havde hørt om det i nyhederne dengang – og hvor traumatisk det måtte have været at miste sin kæreste på den måde.
I løbet af de syv timer, de delte på baren, blev samtalen dybere og dybere.
Han gik derfra med følelsen af at have mødt noget unikt.
Rakel var i hans øjne en eksplosion af det selvværd, han selv havde manglet i sin opvækst. Og allerede den aften mærkede han, at hendes ærlighed gjorde noget godt for ham.
Men for hende voksede følelserne i et helt andet tempo.
Og i virkeligheden kæmpede Rakel Mai Nielsen en kamp med sig selv, der gjorde det første halve år af deres forhold turbulent.
Hvad var vigtigst?
Rakel Mai Nielsen tvivlede især på, om hun og Mikkels forhold ville blive skævt.
Selv havde hun forholdt sig til meningen med livet, siden hun var lille. Og Mikkel havde aldrig fået de spørgsmål, hun stillede ham.
Om politik, hvad han ville med livet, og om hvordan han så sig selv som menneske.
Selvom han elskede deres snakke og mærkede, at de udviklede ham, fjernede det ikke hendes tvivl.
For ville han udvikle sig nok til at kunne give hende det, hun søgte?
Eller var de kvaliteter, han havde, og som hun ikke havde fundet i nogen anden fyr, måske vigtigere?
I virkeligheden var Rakel Mai Nielsen, som hun siger, nok bare “virkelig forvirret”.
- Og så skulle der også ret meget til, før jeg turde committe mig.
Alt det betød, at hun endte med at bakke ud tre gange. Det virkede lettere bare at stoppe det, når hun panikkede.
Men alligevel var der noget, som gjorde, at hun ikke kunne slippe Mikkel. Og måske var det hende, der spurgte, om han ville med.
I hvert fald endte Mikkel Luffe Andersen på ti dages rundrejse i det nordlige Norge med Rakel og hendes veninde i august 2020.
Og på den ferie indså Rakel Mai Nielsen noget vigtigt.
Tvivlen gav ingen mening
Ikke nok med, at Mikkel lavede bålet, kørte bilen og var lige så frisk på at bestige bjerge og vandre som hende, han var også social intelligent og faldt virkelig godt ind blandt alle, de mødte.
- Den mand, jeg så, syntes jeg, var helt vildt smuk og prisværdig, siger Rakel Mai Nielsen.
Han kunne læse rummet – i modsætning til hende, der ofte fylder for meget.
Han tvang hende til at være i sine følelser, selvom hun befinder sig bedst i sit hoved.
Og han gik ikke til nogen med forudindtagede holdninger.
Derudover fik han hende hver dag til at føle sig set og elsket. Helt uden at hun skulle hive det ud af ham.
Og da de ti dage nærmede sig sin ende, gav hendes tvivl bare ikke rigtig mening længere.
Hendes veninde spurgte sågar, om ikke Rakel skulle til at pakke sine forventninger sammen. Og her blev det klart for Rakel Mai Nielsen, at hvis ikke hun sprang ud i det med Mikkel, ville hun altid stå tilbage og tænke: “Gad vide, om han var mit livs anden kærlighed?”.
Da hun først nåede frem til det, faldt noget vigtigt på plads i hendes hoved. Som hun siger:
- Jeg tror bare ikke, vi altid selv ved, hvad der er bedst for os. Jeg skulle simpelthen gøre op med det, jeg troede, jeg ville have, og hvad jeg troede, der så godt ud udefra – og gå en tand dybere med mine egne behov, siger hun.
Nogle uger efter spurgte hun Mikkel, om han ville være hendes kæreste. Det skete på en motorcykeltur til Rungsted Havn.
- Og selvfølgelig sagde jeg ja, lyder det fra Mikkel Luffe Andersen.
Han havde aldrig mødt nogen som Rakel. Men han havde en følelse af at være forelsket, mens han samtidig vidste, at det nok ikke ville gå.
- Jeg ville rigtig gerne. Men jeg kunne også et eller andet sted godt forstå, at hun havde været meget i tvivl. For i starten var vi ikke et match, siger han.
Det efterfølgende halve år havde de da også fortsat mange ting at få på plads.
At balancere hinanden
For selvom Rakel ville Mikkel, vidste hun også, at hun ville savne, hvis de ikke arbejdede på dét, som, hun frygtede, ville komme til at mangle.
For eksempel ved at lytte til samfundsrelevante podcasts sammen. Og hun kan godt selv høre, at det måske lyder lidt hårdt.
- For det er tabubelagt at stille krav til sin kæreste. Må man det? Er det sundt? Det er ikke sikkert, at det er det for alle. Men for os fungerede det, siger hun.
I dag ser Mikkel Luffe Andersen det ikke som et stort krav. For ham var det nærmere en forventningsafstemning. Og han fandt en værdi i det, fordi han kunne mærke, at Rakel gav ham lyst til at opsøge ny viden og lærte ham at tro mere på sig selv.
Dertil kom, at han også stillede krav til hende – eksempelvis at hun talte mere om sine følelser.
Derfor blev det begyndelsen på et forhold, hvor de to i dag kan være ”brutalt ærlige” over for hinanden – og de har fundet ud af, at de balancerer hinanden godt.
- Hun hiver nogle kvaliteter frem i mig, og omvendt kan jeg holde hende lidt igen, siger Mikkel Luffe Andersen og giver et eksempel.
- Vi har nogle gange diskussioner om, hvor ærlig man skal være, uden at man kommer til at sige for meget. Det er jeg god til.
Åbenheden gavner også parret, når det kommer til at give hinanden plads. Både til det, der engang var. Og til det, der skulle vokse frem.
Hvor andre fyre i Rakels liv har haft det svært med, at sorgen over Thomas nogle gange titter frem, har det lige fra begyndelsen været anderledes med Mikkel.
- Han har altid haft en enorm stor respekt omkring det, og der er ikke noget af det, jeg fortæller, som han ikke kan være i, siger Rakel Mai Nielsen og fortsætter:
- Han har det sådan, at jeg hellere skal være ærlig end ikke at sige noget. For vi skal ikke have et forhold, hvor jeg ikke kan tale om Thomas.
Den udlægning er Mikkel Luffe Andersen enig i.
For ham har det aldrig været svært at rumme sin kærestes sorg – for han kan sagtens sætte sig ind i, hvad Rakel mistede.
- Det forhold, som de havde til hinanden dengang, er det forhold, jeg har til Rakel nu. Hvis jeg mistede hende i en ulykke, ville det forplante sig i mig resten af mit liv. Og enhver person ville have brug for at have plads til at kunne være i de følelser, siger han.
- Samtidig tror jeg, at dét, Rakel har skullet give mig, har været plads til at udvikle mig.
I dag er Rakel Mai Nielsen da heller ikke længere i tvivl om, at hun er havnet hos den rigtige.
Selvom deres kærlighed måske ikke begyndte som en stor forelskelse, så voksede den stille, roligt og organisk dag for dag.
Og det gør den stadig.
Følg Rakel og Mikkels rejse i 'Først til verdens ende' mandag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.