I 17 år kunne tvillingebrødre ikke se hinanden i øjnene – nu har de gjort op med fortiden
Der skulle en skelsættende oplevelse til, før tvillingerne indså, at de måtte tage hul på de hårde snakke, de havde undgået i årevis.
De er født med syv minutters mellemrum.
Michael kom først, derefter kom René. Og som børn var de nærmest som én.
De delte venner og værelse, og de behøvede aldrig tale særlig meget.
Når de byggede huler i skoven eller spillede musik, var det som om, de forstod hinanden uden ord.
På fodboldbanen vidste den ene tvilling også altid, hvor han kunne finde sin bror.
Langt sværere var det for deres træner.
Derfor blev der syet et “M” på Michaels fodboldshorts, og et “R” på Renés. For det duede jo ikke, at træneren skiftede den forkerte tvilling ud.
I dag bruger Michael og René Mallin da også selv de små bogstaver som pejlemærker, når de skal forsøge at udpege, hvem der er hvem på billederne fra deres barndom.
Men det er også noget af det eneste, der stadig er, som det var.
For siden teenageårene har Michael og René Mallin haft en dyb kløft imellem sig – og de hårde snakke om alt det, der gik galt, har de aldrig taget.
I hvert fald ikke før nu.
At mangle en del af sig selv
I mandagens afsnit af 'Først til verdens ende' vises en af de forløsende samtaler mellem de 36-årige tvillingebrødre.
Den har ladet vente på sig i omkring 17 år. Og de tog den kun lige der, fordi de begge troede, at en omgang corona ville spænde ben for den rejse, de så som deres eneste mulighed for at finde ind til hinanden igen.
Siden de var 18 år, har de hverken kunnet kigge hinanden i øjnene eller give hinanden et hjertevarmt kram.
I løbet af årene har deres kærester sågar fortalt dem, at deres stemmer ændrede sig og blev underligt kolde og direkte, hver gang de ringede til hinanden.
Sådan har det været på trods af, at de begge – nærmest hver dag i mange år – har savnet den særlige forbindelse, de kun har med hinanden.
Michael Mallin udtrykker det således:
- Jeg føler, jeg har manglet de brikker, der gør mig til en hel person. For René er en del af mig.
Det her er deres historie om at gøre op med fortiden.
Den svære adskillelse
De voksede op på et nedlagt landbrug i Thy, omringet af marker og skov. Og med egen fodboldbane bag huset.
Nogle gange kørte de turen op ad den lange grusvej på deres to ens racercykler for at komme ind til den lille nordjyske by Nors.
- Jeg tror aldrig, vi lavede noget, hvor vi ikke var sammen, husker Michael Mallin.
Alligevel satte deres far en væg op på deres fælles værelse, da de var omkring de ti år. For måske var det tid til, at de skulle have hvert sit værelse.
Men væggen stod kun i to uger, så blev den revet ned igen.
- Det var ikke logisk for os. Det var ligesom at få skåret en arm af, siger René Mallin.
Det var nemlig hos hinanden, at de fandt tryghed. Og de havde det bedst, når de kunne tegne hinanden på ryggen, inden de faldt i søvn i den samme seng.
Sådan gjorde de, til de var 15 år.
I dag står det dog klart for René og Michael Mallin, at det behov nok var et udtryk for, at deres opvækst ikke var som alle andres.
Tvillingebrødrene ønsker ikke at nævne konkrete episoder fra deres barndomshjem. De mener ikke, det gør noget godt for deres familierelationer at rippe op i den del af historien.
Men ifølge brødrene var deres ungdom præget af mange konflikter i hjemmet. Det betyder også, at de i dag ikke har kontakt med deres mor.
- Vi blev nødt til at holde sammen for at komme igennem, siger René Mallin om de år.
Derfor blev det også særligt svært, da tvillingerne pludselig blev gamle nok til at skulle leve hvert sit liv.
- For der glemte jeg min bror, og det er jeg rigtig ked af i dag, fortsætter han.
Fra en enhed til to
I årtier har båndet mellem tvillinger været genstand for omfattende forskning.
For enæggede tvillinger som Michael og René Mallin stammer fra én celle, der delte sig i to.
Det er da også velkendt, at nogle tvillingepar er så tæt forbundne, at de eksempelvis kan fornemme hinandens sindsstemninger og mærke, hvis der sker den anden noget.
- Man har ikke fundet den fysiologiske forklaring på hvorfor, men det er dokumenteret, at rigtig mange tvillinger oplever det, lyder det fra Abelone Glahn, der forfatter til fem bøger om tvillingeskabet.
Ifølge hende kan båndet mellem tvillinger være utroligt stærkt, både fordi tvillinger har været fysisk sammen helt fra begyndelsen og udvikler sig samtidig. Men også fordi de er blevet styrket i deres samhørighed af omgivelserne omkring dem.
Derfor er det også ganske typisk, at det kan være svært for tvillinger at udvikle sig fra en enhed til to selvstændige mennesker med hver sin identitet.
Og på grund af deres opvækst blev det måske endnu sværere for Michael og René Mallin.
Ville væk fra alt, han kendte
Da tvillingebrødrene bevægede ind i teenageårene, blev racercyklerne skiftet ud med scootere.
Sammen byggede de et mobildiskotek, som de kørte ud og spillede med til fester. Og så gik de til svømning en gang om ugen.
Men en dag stoppede det hele. Ret pludseligt.
For da de var 18 år, foreslog deres far omsorgsfuldt, at det måske var tid til, at René flyttede hjemmefra. Selv var han enig. Han var træt af at tage kampene derhjemme.
Han fik et værelse på 16 kvadratmeter i Thisted, kort efter mødte han sin kæreste i den Fakta, hvor de begge arbejdede. Og det blev en øjenåbner.
Gennem hende så han noget, han aldrig følte, han havde set derhjemme. Nemlig at livet var fyldt med muligheder frem for begrænsninger.
At lave ting med hende føltes som at starte på en frisk, tænkte han dengang.
- Jeg skulle væk fra alt det, jeg kendte. Og jeg forbandt Michael med det, vi kom fra. Så det var nemmere at se noget helt nyt, siger han.
Tiden, der fulgte efter, er i dag ikke én, René Mallin er stolt af. For han havde ikke overskud til at være der for sin bror.
Følte sig svigtet
For Michael Mallin blev de fire år herefter begyndelsen på den dybe kløft mellem ham og hans tvilling.
- Jeg følte mig virkelig svigtet og opbyggede nok et had til det, jeg stod tilbage med, siger han.
På det tidspunkt var Michael Mallin begyndt i lære som bager. Han boede stadig hjemme, men dagene gik med at arbejde om natten og sove om dagen.
Det efterlod ikke mange timer til at se andre mennesker. Og han var heller ikke god til at opsøge nogen på egen hånd – nok fordi det gennem deres opvækst, altid var René, der fortalte, hvilken vej de skulle gå.
Enkelte gange rakte Michael ud efter René, men ifølge brødrene blev ikke til andet end “brandslukninger”. Réne dukkede måske op i en halv time og tog afsted igen.
- Så jeg havde fire år, hvor jeg følte, at jeg var alene i verden, siger Michael Mallin.
- Og jeg følte jo næsten også, at det var Renés skyld, at jeg var havnet der, selvom det jo også var selvforskyldt, fordi jeg ikke gjorde noget for at socialisere med andre, fortsætter han.
Dog understreger Michael Mallin, at han altid har haft forståelse for, hvorfor René havde brug for at gøre, som han gjorde.
- I bund og grund var jeg jo bare dybt misundelig på, at det ikke var mig, der fik en kæreste, var god socialt, fik nye venner og holdt nogle fede fester, siger han.
Alt det skulle dog også komme til at ske for Michael. Det tog bare fire år, før han mødte sin kæreste. Det skete på teknisk skole under sidste år af hans bageruddannelse.
Et halvt år senere flyttede han med hende til Kolding. Og herefter ændrede Michael Mallin sig.
Det mærkede hans bror i hvert fald.
- Du ændrede din måde at tale til mig på. Det blev meget: “Det dér skal jeg nok selv finde ud af. Det skal du ikke blande dig i”, siger René Mallin og retter blikket mod Michael.
Hans bror genkender beskrivelsen.
- Jeg ville prøve at glemme René. For nu skulle jeg leve mit eget liv og tage mine egne beslutninger.
Først der gik det op for René, at årene havde sat et virkelig dybt spor i Michael.
- Jeg følte, at jeg havde ødelagt vores forhold, og det var aldrig min hensigt, siger han.
Men herfra gravede kløften sig alligevel dybere.
Hvert sit liv
I de efterfølgende år beskriver de to brødre deres kontakt som “minimal”, og oftest kom der heller ikke noget godt ud af den.
Over for andre kunne de godt sige, at de var stolte af hinanden. Men overfor hinanden kunne de nærmest ikke sige noget rigtigt.
Derudover kørte de på med hvert sit liv og fik hver sin familie.
René Mallin uddannede sig bygningskonstruktør i Aalborg, mens Michael Mallin fortsatte arbejdet som bager i Kolding i syv år.
Men i 2014 tog Michael en beslutning. Han gik i lære som elektriker – nærmest “over night”, som han siger. Senere uddannede han sig til el-installatør.
Skiftet valgte han, både fordi han følte, at han havde kompetencer, han ikke brugte. Men lige så meget fordi han håbede, at det var det, der kunne bringe ham tættere på René igen.
Måske ville det give dem mere at tale om? Og samtidig ville han kunne hjælpe sin bror med at bygge hus.
At hjælpe hinanden med praktiske ting har nemlig altid været et “tyndt reb” over kløften imellem dem, lyder det fra brødrene. Sådan har de trods afstanden altid været der for hinanden, når det gjaldt. For "inderst inde er træet ikke til at vælte", som de siger.
Men til trods for at Michael Mallin endte med at hjælpe René med husbyggeriet i flere år, så gik det aldrig, som han havde håbet.
Når han var på vej hjem fra Aalborg i bilen, kunne der godt tikke en sms ind fra René. Med et “tak for hjælpen” efterfulgt af et hjerte.
Han blev virkelig glad for hver en besked. Det viste, at de begge to havde det i sig.
Men da huset stod færdigt, var der stadig ikke sket mere med deres relation.
Det var først, da tvillingerne pludselig mistede deres far, at de for alvor blev klar over, hvorfor de var nødt til at gøre noget for at finde hinanden igen.
Tabet, der blev skelsættende
Deres far døde efter bare fire måneders sygdom. Af en svulst i hjernen, der viste sig at være kræft.
Han blev bare 57 år.
Selvom brødrene altid havde mærket hans kærlighed, og han på mange måder var det eneste bindeled mellem dem i de svære år, så var deres forhold til ham også kompliceret. Men de sidste fire måneder nåede de at få talt ud.
- Der kunne vi holde hinanden i hånden og snakke helt almindeligt til hinanden. Det var bare for sent at opdage det, siger René Mallin.
Tabet gjorde det tydeligt for ham, at han måtte gøre noget for at reparere forholdet til Michael.
- Ellers ville vi bare køre ud af det samme spor, indtil en af os blev alvorligt syg eller døde pludseligt. Og det ville jo være det værste, der kunne ske, fortsætter han.
- Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis der skete noget med Michael, uden at vi havde fået clearet vores forhold.
For Michael Mallin var tabet af hans far lige så skelsættende.
- Pludselig var det vores egen opgave at være sammen, siger han.
Og det var bare et år herefter, at han meldte sig selv og sin bror til 'Først til verdens ende'. Uden at spørge René først.
- Jeg følte, at det var nøglen til, at vi kunne finde ind til hinanden igen. Det ville næsten være dumt ikke at prøve, siger han.
Da han fortalte sin bror, hvorfor han havde meldt dem til, behøvede han da også kun sige ganske få ord.
Så vidste René, hvad det handlede om – og at de skulle gøre det.
Hul igennem
Alene castingen var en hård proces for tvillingebrødrene. Og da de nærmede sig afrejsedagen, var det også med blandede følelser.
De så det ikke som et eventyr med en god ven. Omvendt vidste de, at de ikke kunne undgå de hårde snakke, og at de nok skulle starte helt fra bunden.
Den antagelse holdt stik.
Når tvillingebrødrene i dag genser optagelserne fra første etape i 'Først til verdens ende', springer et billede af dem i øjnene.
For de løb ikke i mål sammen.
- René løb i mål ti meter foran én, der kunne smage blod, siger Michael Mallin og fortsætter:
- Det er måske et meget godt billede på, hvordan vores forhold altid har været. At jeg er ham den svage, der ligger nede bagved, mens René jerner derudad.
Men som rejsen skred frem, ændrede det sig. De fandt ud af, at de stod sammen i de ekstreme situationer. De byttede sågar roller.
Der var “hul igennem”, som Michael Mallin udtrykker det.
For første gang i mange år begyndte brødrene at kigge hinanden i øjnene. Og lytte til hinanden uden at angribe den andens ord.
Men da René pludselig fik en positiv coronatest halvvejs på turen, troede de, at alt det, de rejste afsted for, ville falde til jorden.
Det var så stort et antiklimaks, som det kunne være. Men derfor vidste René Mallin også, at det skulle være nu.
Helt fra begyndelsen havde han nemlig set rejsen som den største mulighed, han ville få, for at sige undskyld til sin bror.
Han forestillede sig, at det skulle være sket et smukt sted. Men i stedet skete det på en hotelgang i Istanbul bag to mundbind. Og i dag ønsker han det overhovedet ikke anderledes.
For lige dér var de parader, der altid havde været oppe, pludselig nede. Fra begges side.
René sagde undskyld for, at han ikke var der, da Michael var ensom.
- Jeg har virkelig været ked af, at jeg ikke støttede dig der, og det har virkelig gjort ondt på mig, lød nogle af de ord, der kom ud.
For Michael var det dog ikke det, hans bror sagde, der betød noget. Det var måden, de talte sammen på.
- Der var åbent i begge ender. Det, vi sagde til hinanden, kom bare helt fra hjertet, siger han.
Snakken var den første af flere milepæle, brødrene nåede ind til på rejsen. Og det blev også der, at René fandt to armbånd frem fra sin taske.
At han gav det ene til Michael netop der på gangen, har siden fået en helt symbolsk betydning for brødrene.
- Det var jo båndet, der begyndte at blive knyttet igen, konstaterer Michael Mallin.
Mere ro i historien
Begge armbånd var lavet af faldskærmsline – et stærkt materiale, der ikke kan brydes.
- Det kan holde, selv når man falder, forklarer René Mallin og retter på sit eget.
De har stadig begge armbåndet på, selvom det nu er et halvt år siden, de vendte hjem fra rejsen.
- Altså nogle gange kan det godt være lidt træls at have på, når man sidder ved computeren og arbejder, indskyder Michael Mallin.
- Men det kommer ikke af, siger han så, inden han bliver stille.
Der går 16 sekunder, hvor ingen siger noget, inden han fortsætter.
- Det armbånd viser, at vi er nået ind til kernen i vores forhold. Selvfølgelig kommer vi til at have nogle svære episoder, nok også fremadrettet. Men vi ved, at vi har været derinde, siger han.
Michael Mallin holder endnu en lille pause.
- Men jeg tænker faktisk også, at vi er kommet dertil nu, hvor jeg føler, at det er lidt spild af tid at snakke om alt det, der skete dengang. For vi har lukket den dør.
- Den blev smækket i af denne her tur. Og nu er vi nogle nye mennesker med et andet udgangspunkt, siger han.
René Mallin er enig.
- Jeg har en meget større ro i min historie i dag. Jeg føler mig mere renset, og den dårlige samvittighed, der har naget helt dybt, den har jeg ikke på samme måde mere.
- Det er den, der har gjort, at jeg har mødt Michael med et forbehold. Og det er som om, at det er væk. Det gør mig meget glad, siger han.
Brødrene ved, at det bliver en “hamrende hård proces” at se resten af deres rejse på tv. For der følger nye følelser med hvert program.
Men samtidig er de også stolte af, at de er gået “helt ind til benet”.
- At vi, med alt det vi kommer fra, har kunnet lægge det frem og arbejde med det, siger Michael Mallin.
De håber, at deres åbenhed kan hjælpe andre, der kan genkende noget i deres historie. Og at andre vil handle på det, der nager, ligesom de selv har gjort.
- For det bliver ved med at være kompliceret, hvis ingen gør noget, siger René Mallin.
For tre uger siden havde tvillingerne – for første gang i 18 år – da også en sjov aften sammen. Bare de to.
De så comedy og hyggede sig.
Følg Michael og René Mallins rejse i 'Først til verdens ende' på TV 2 og TV 2 PLAY.