Her er de gode råd til konfirmationstalen
Martin Fehr Therkildsen råder til, at man deler konfirmationstalen ind i tre faser.
Piger i hvide kjoler og drenge i jakkesæt. Det er højtid for konfirmationer i Danmark.
Unge mennesker træder ind i de voksnes rækker, og der er tradition for, at forældrene i den forbindelse giver deres børn nogle ord med på vejen.
Og konfirmationstalen er særlig, mener retoriker og projektleder i Røst, Martin Fehr Therkildsen.
- Det er et særligt tidspunkt at holde en tale for et menneske. Det er teenageårene, der er hormoner, det er skørt, og man er stadig ved at finde ud af, hvem man er som menneske, og der skal forældrene så holde en tale, forklarer han i ’Go’ morgen Danmark’.
I 2016 analyserede Martin Fehr Therkildsen 27 konfirmationstaler i forbindelse med sit speciale.
Her fandt han ud af, at især gode råd som ”livet har op- og nedture” og en personkarakteristik af konfirmanden går igen i talerne.
Men selvom konfirmationstalerne er en ret fasttømret genre, forstår Martin Fehr Therkildsen godt, at den kan gøre mange forældre nervøse. Derfor har han samlet en række råd til, hvordan man skriver og fremfører talen.
Hold dig fra fødselsbeskrivelser
Martin Fehr Therkildsen fremhæver, at talen skal handle om konfirmanden.
Alligevel har der været lange fortællinger om, hvordan konfirmandens forældre mødte hinanden, og hvordan konfirmanden kom til verden, i de taler, han har læst.
Men man skal holde sig fra de detaljerede fødselsbeskrivelser og de helt pinlige historier.
Både for konfirmandens og gæsternes skyld, lyder det.
Hvor meget må man tage med?
- Det er godt at spørge sig selv: ”Siger jeg det her primært for at gøre det morsomt for de andre gæster, eller er det med respekt for mit barn?”. Der vil jeg klart sige, at man skal hælde mod det sidste.
Sådan skriver du en tale
Martin Fehr Therkildsen råder i stedet til, at man deler konfirmationstalen ind i tre faser.
Først skal man finde inspiration til indholdet, så skal man skrive talen, og sidst skal man holde talen. Han har samlet råd til de tre faser nedenfor.