Vi drukner i rod

Når han ser billederne af sit hjem, forstår han ikke, hvordan det kunne ske

I mange år kunne Michaell Jensen ikke acceptere det, der var sket. Samtidigt tog rodet til i uoverskuelige mængder.

Det, der ventede inde i lejligheden, irriterede ham.

Hver gang 57-årige Michaell Jensen kom hjem til sin 112 kvadratmeter store lejlighed på Amager i København, stod kommoden klar i entreen til at give ham et chok.

Den så ud, som om den havde kastet op udover sig selv med ting.

Rodet flød videre fra kommoden og rundt i hele lejligheden. Overalt lå der ting i bunker – på borde, gulve, skabe og hylder. Lejlighedens depotrum var fyldt så meget op, at indgangen blev blokeret.

Hvor skulle han begynde? Hvordan skulle han komme i bund med det?

Han var ved at drukne i rod, det var blevet en umulig opgave. Han vidste jo godt, hvordan der så ud, det påvirkede ham, men alligevel så han det heller ikke rigtigt.

Han levede jo bare sit liv.

Et liv, der stille og roligt var sandet til siden ulykken i 1998.

Rodet var blevet for meget for familien.

Michaells to voksne børn ville egentlig gerne besøge ham oftere. Men rodet i lejligheden stod i vejen. Det var blevet for uoverskueligt for dem at besøge ham, for de kunne ikke slappe af, når de besøgte deres far.

Den dårlige samvittighed nagede dem. De ville gerne gøre mere, men det var som en dråbe i havet, hvis de forsøgte at rydde op, mens de besøgte ham.

Det var nemmere at invitere hjem til dem, når de skulle ses, for at undgå hjemmet på Amager.

Derfor tilmeldte de ham som en sidste udvej til programmet ’Vi drukner i rod’ for at få hjælp til at komme rodet til livs.

Men Michaell Jensen har ikke altid været et rodehoved, så for at forstå, hvordan det var kommet så vidt for ham, er vi nødt til at gå 23 år tilbage i tiden, da en skæbnesvanger dag ændrede alting for ham.

"Det havde været en pissegod dag"

Det var en meget varm dag, husker Michaell Jensen. Det var tirsdag ved middagstid, han arbejdede som skraldemand dengang, og han var netop blevet færdig med at hente skrald på ruten rundt hos borgerne.

Han kørte i selskab med sin makker mod Nykøbing Falster for at tømme skraldevognen.

- Det havde været en pissegod dag, fortæller Michaell Jensen, da han mindes turen mod forbrændingen.

De fire nye dæk på baghjulene slæbte den fyldte baglæsser hen over nylagt asfalt med 90 kilometer i timen.

Et øjebliks uopmærksomhed og skraldebilen trak mod højre og ind på cykelstien. Bilen lavede nogle kraftige ryk, da den blev forsøgt rettet op igen. Så husker Michaell ikke mere.

Skraldebilen trillede rundt to gange og røg over i den modsatte vejbane. Michaell blev slynget ud igennem forruden. Men det opdagede han ikke. For han havde slået hovedet ind i en dørstolpe og var ikke ved bevidsthed.

Til gengæld husker han, hvordan han undrede sig over, at han kunne se Idrætsparken i København, da han slog øjnene op igen nogle dage efter.

Ulykken var så alvorlig, at han var blevet overflyttet til Rigshospitalet. Og på hospitalsstuen var hele hans familie samlet omkring ham. Datteren Merle var fem år på det tidspunkt, og sønnen Mads var otte år.

Michaell tænkte, at han ville være frisk nok til at tage på arbejde igen efter weekenden, da han døsede hen.

Han vågnede op igen onsdag ugen efter. Til en helt ny virkelighed.

En papæske i en papkasse

Før i tiden plejede Michaell Jensen at bære rundt på seks ton skrald i løbet af en arbejdsdag, hvor han også kunne ende med at havde gået op mod 16 kilometer.

Han var perfektionist. Alt skulle stå perfekt i hjemmet, og der var et ikke et støvfnug at finde, fortæller han.

Dengang ville han ikke have hjælp til noget. Han kunne gøre alting bedre selv.

Fra sin kørestol sidder han og kigger ud af køkkenvinduet i sin lejlighed på Amager, da han siger:

- Jeg var den bedste. Det er jeg sgu ikke mere.

Siden ulykken har han ikke kunnet gå. Han kan ikke mærke sine ben, men han har lært at gå på dem i meget kort tid af gangen. Det føles som at gå på stylter, fortæller han.

Hans arme er blevet slidte af at bruge dem så meget, efter at han er kommet i kørestol. Det gør ondt helt ud i fingrene, når bare han skal skrælle en gulerod.

Tidligere plejede han at køre på motorcykel og tage til træf, og han fik da også kæmpet sig tilbage på en handicapvenlig kværn efter ulykken. Det gav ham noget af livet igen for en stund. Men nu er tiden som MC’er forbi.

Årene gik. Og i stedet tog rodet til.

Han modtog tonsvis af papirer om sin sag og situation fra Lægemiddelstyrelsen og advokater. Bunkerne voksede. Han vidste ikke, hvad han skulle beholde, og hvad han skulle smide ud. Han købte ringbind, men fik aldrig sorteret papirerne.

Han modtog den ene papkasse efter den anden med alle mulige hjælpemidler. I papkasserne var der papæsker og på få sekunder har Michaell Jensen brugt ordet papkasse eller papæske otte gange, da han skal forsøge at forklare, hvad der bliver leveret til hans adresse.

Papkasserne kom i lejlighedens depotrum, papirerne blev lagt i poser og samlet på et værelse. Han prøvede at pakke tingene og samle sammen til bunke, indtil han kunne få noget hjælp.

Det kan være en uoverskuelig opgave selv at køre ned med sit skrald, når man sidder i en kørestol, forklarer han.

Da onlinehandel så dagens lys begyndte Michaell Jensen at købe sig til lykke. Med billige produkter fra kinesiske firmaer som Wish og Alibaba var der hele tiden et godt tilbud nogle få klik væk.

Det væltede ind med ting i lejligheden flere gange om ugen.

Noget af det var helt ubrugeligt.

- Det var da lidt sjovt, men spild af penge. Måske var det lidt ligesom at være ludoman bare med købetrang, siger Michaell Jensen.

Det hjalp ikke på humøret. Alting blev bare mere uoverskueligt for Michaell. Til tider røg han ud i et af sindets afkroge, hvor der kun var plads til mørke, og livet i sig selv ikke udgjorde en værdi.

Men da der begyndte at komme børnebørn til, forandrede det noget ved Michaell Jensen, og i 2021 traf han nogle valg, der kan ses som et udtryk for, hvordan en rodfæstet del i ham begyndte at skride.

Det fik stor betydning for, hvor han er i dag.

Hjulpet i gang igen

Det var Michaell Jensens voksne børn, Merle og Mads Wehle, der spurgte deres far, om han kunne tænke sig at blive tilmeldt ’Vi drukner i rod’.

Både Merle og hendes bror Mads har tidligere forsøgt at hjælpe Michaell med at komme til bunds i rodet. De har arrangeret oprydningsdage, men når Michaell fortæller om det, er det, som om der hele tiden er kommet et eller andet i vejen.

Enten er der blevet gjort et godt indhug i rodet over en weekend, dog uden at det er blevet udryddet, og så er rodet blot vendt tilbage igen. Eller også har Michaell glemt at bede om hjælp til at få taget noget skrald med ned, når han har haft besøg, og så er mængderne vokset indtil næste besøg.

Nu var der en reel chance for, at der endelig blev gjort op med den onde ånd, der hvilede over Michaell Jensens hjem. Dog ikke uden betænkeligheder fra Michaells side.

- Jeg tænkte da helt ærligt, at man jo bliver udstillet på tv. Ja, det gør man, men det her var et problem, jeg har haft, og som jeg ikke helt har kunnet se, fortæller Michaell Jensen.

På den ene side har han ikke kunnet se problemet tydeligt nok, og for det andet har han haft svært ved at bede om hjælp.

Men i begyndelsen af 2021 skete der noget med Michaell Jensen. Han følte eksempelvis, det var på tide at skifte læge, og hos den nye læge følte han sig bedre forstået.

Han opsøgte en diætist, fordi han ligesom med rodet ikke havde lagt mærke til, hvordan der havde sat sig 35 kilo for meget på sidebenene. Han har siden tabt sig 15 kilo.

Der lå noget forud for de handlinger, han foretog, og de ledte hen til, at den sidste forstemmelse blev udrenset.

- Der begyndte at gå en masse ting op for mig. Jeg kunne tænke mere klart, og det begyndte at gå op for mig, at jeg var kommet til skade for 23 år siden. Jeg kan ikke det samme mere.

- Den måde jeg er kommet til skade på, betyder at jeg er delvist lammet. Derfor troede jeg på, at jeg ville komme til at gå igen og kunne alting igen. Det har desværre taget mig 23 år at indse, at det kan jeg ikke, siger Michaell Jensen.

Det var det skred i sig selv, og den erkendelse, der skulle til, for at han kunne give slip og få hjælp til den helt store oprydning af sit hjem.

Han overdrog nøglerne til folkene bag programmet, og alle ting blev fjernet fra lejligheden og sorteret i en stor lagerhal.

Tilbage til livet

Det var skræmmende for Michaell Jensen at se alle tingene lagt ud på lagerhallens gulv. Det var også lidt af en øjenåbner. Han havde gemt 16 forskellige fjernbetjeninger, 70 manualer, 266 blade, magasiner og tilbudsmagasiner og 281 uåbnede pakker.

Michaell Jensen kan bortforklare det hele:

Han er ked af tendensen med ”køb-og-smid-ud”.

Han elsker at læse manualer.

Han er en tilbudsjæger, og mange af pakkerne var reservedele til kørestolen, gaver til børnebørnene eller samlermønter, der lige så godt kunne blive i æsken.

Og han vidste jo, hvor alting var, dengang lejligheden rodede. Det nævner han flere gange.

Dog er det svært at forestille sig, at det er hele sandheden.

For når han ser billeder af, hvordan der så ud før, kan han ikke lade være med at undre sig over, hvordan han har kunnet leve i det.

I dag er det omkring et halvt år siden, at Michaell fik hjælp til at få ryddet op i sin lejlighed.

Kommoden står stadigvæk i entreen, men den er blevet kureret for sit maveonde. Den byder velkommen og pynter med et spejl i guldramme og en grøn potteplante placeret ovenpå sig.

Depotrummet er blevet velorganiseret med en nybygget reol, her må han stadigvæk rode lidt, har han aftalt med sig selv. Men bunkerne er væk, og byrden er lettet fra skuldrene.

Han sidder i en jungle af blomster og planter, som han selv beskriver det. Der står en papkasse på gulvet, fordi han lige har været nede og hente mavemedicin.

- Men ellers ser der pissegodt ud, siger han.

Han har lykkeligt glemt, hvordan der så ud før. Han er glad. Han føler, at han er kommet tilbage til sit liv.

Overskuddet er blevet større til at dyrke interesser såsom at fotografere og nusse om planter i lejligheden. Han er kommet mere i balance med sig selv.

Besøg fra børnene er ikke blevet hyppigere. Det frustrerer Michaell Jensen, for det var noget, alle parter havde håbet på ville ændre sig.

Vi lever i en stresset tid, som Michaell Jensen forklarer det, og han ved godt, at hans børn har meget at se til i dagligdagen.

Men han savner noget nærvær, noget familie – nogen at tale med.

Så han håber, at det vil ændre sig i fremtiden, og at han kommer til at se sine børn noget mere – måske også møder en sød kæreste. For han har kun sig selv, og så spændende er det ikke i længden at sidde og glo på planterne i lejligheden.

Se 'Vi drukner i rod' mandag klokken 20:00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY allerede nu.