Charlotte Bircow hetzes for bikini-billeder: - Nu må det være nok
Det er primært personer over 45 år, der reagerer negativt på Charlotte Bircows bikinibilleder, oplever hun.
Det sker igen og igen. Folk skriver til Charlotte Bircow, at hun ikke bør være letpåklædt.
Som regel sletter den 61-årige ukronede fitnessdronning kommentarerne, for hun har ikke lyst til at give negativiteten opmærksomhed.
Men for nylig fik hun en kommentar på et billede på Facebook, som hun lod stå.
- Du er ved at blive lidt for slidt til de her "selvfotos", stod der.
- Jeg tænkte, at nu må det være nok, det er for dumt. Jeg synes, at folk skal have lov til at gå i præcis, hvad de har lyst til, fortæller Charlotte Bircow i 'Go' aften LIVE'.
Et spørgsmål om alder
Charlotte Bircow er overbevist om, at det er hendes fødselsdato, der afføder kommentarerne.
- Jeg er sikker på, at hvis jeg var 41 år i stedet for 61, men havde den samme krop, så havde jeg ikke fået de samme kommentarer. Det handler simpelthen om min alder, siger hun.
Det er ikke den yngre generation, den er gal med, oplever hun.
De skriver oftest rosende ord og udtrykker et ønske om at ligne Charlotte Bircow, når de kommer i hendes alder.
Det er primært personer over 45 år, der reagerer negativt på bikinibillederne, bemærker hun.
- Det er rigtig ærgerligt, siger Charlotte Bircow.
Trendforsker og etnolog Julia Lahme er enig i, at det er alderen, der er på spil.
Når Charlotte Bircow deler bikinibilleder, bryder hun med det billede af, hvordan en kvinde i 60’erne bør begå sig, som mange kulturelt er opflasket med, forklarer hun.
- Rent kulturhistorisk har kvinder lov til at opføre sig seksuelt, når de er fødedygtige, men når de træder ud over den fødedygtige alder, har vi en indlejret idé om, at de bør trække sig tilbage og ikke længere fremstille sig seksuelt. Og det er måske noget, vi bør rydde op i, siger Julia Lahme i ‘Go’ aften LIVE’.
Flere hopper med på vognen
Charlotte Bircow har ingen planer om at trække sig tilbage.
- Det dér med, at livet er forbi, når du fylder 60, passer ikke. Jeg kommer ikke til at sætte mig over i et hjørne med mit strikketøj og vente på, at jeg skal herfra, siger hun.
Fitnessdronningen vil blive ved med at træne, arbejde, gå i bikini og få sat extensions i sit lange, blonde hår.
- De kan finde mig med en flettekant i hårbunden nede i kisten, siger hun.
Og siden Charlotte Bircow var gæst i ‘Go’ aften LIVE’, er reaktionerne væltet ind, fortæller hun.
Flere kvinder har reageret ved at lægge deres egne badetøjsbilleder på de sociale medier. Blandt andet Anna Thygesen, direktør i kommunikationsbureauet We Do Communication.
- Respekt til Charlotte Bircow, der sætter ord på aldersshaming, skriver hun sammen med et billede af sig selv i en gul badedragt og et screenshot af en negativ kommentar vedrørende "for mange rynker", hun selv har modtaget.
Også Lotte Reimar, selvstændig og klummeskribent for Ekstra Bladet, har vist sin støtte på Facebook.
- Tilgiv mig, at jeg stadig har bikini på i en alder af 53 år. Nogle mener åbenbart, at modne kvinder bør gemme kroppen væk. Jeg er da heldigvis pisseligeglad med, hvad I synes om min krop, skriver hun.
Charlotte Bircow er overrasket over de mange reaktioner, som hun ser som et tegn på, at hun langt fra er den eneste, der oplever aldersshaming.
- Det har i hvert fald sat noget i gang hos rigtig mange mennesker, og det er også derfor, jeg er begyndt at være åben omkring det. Vi bliver ældre og ældre, og det bør være fuldstændig ligemeget, hvordan man ser ud – alle skal have lov til at gå i bikini, siger hun.
Se hele interviewet med Charlotte Bircow i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY