GO'

Thomas Wivel er blevet far som 54-årig: - Det har samlet familien

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder er næsten 30 år, og det skyldes flere faktorer, forklarer sociolog.

For seks uger siden blev komiker og forfatter Thomas Wivel far til lille Isabell.

For den 54-årige forfatter og komiker er det femte gang, han bliver far, men for hans 45-årige kæreste, Anja Wolff, er det første gang.

Og det er ren lykke, fortæller han i ’Go’ aften LIVE’:

- Anja er mit livs kærlighed, så jeg synes, det var meget passende, at vi manifesterede den kærlighed i et lille barn sammen. Jeg synes virkelig, det er et smukt symbol på en bro mellem to mennesker, der elsker hinanden.

Thomas Wivel og Anja Wolff har kendt hinanden i to år, og de fortæller, at de har fået mange positive reaktioner på, at de har valgt at blive forældre i en sen alder.

Var der noget, der talte imod at få børn i sådan en sen alder, Anja?

- Nej, det overvejede vi slet ikke. Vi havde bare lyst til det, og så kastede vi os ud i det, og så lykkedes det.

Se hele interviewet med Thomas Wivel og Anja Wolff i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY

Kvinden er den største fertilitetsfaktor

I 2021 var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder i Danmark 29,8 år, og tallet har været stigende de seneste år.

Og ifølge sociolog og professor emerita Lisbeth B. Knudsen, der har forsket i demografi, familieudvikling og fertilitet, skyldes det flere årsager.

Vi har et ideal om at finde den rigtige partner

Lisbeth B. Knudsen, sociolog og professor emerita

Det skyldes både, at undervisningspligten historisk er blevet forlænget, at flere bliver længere i uddannelsessystemet, og at både mænd og kvinder arbejder, men det handler også om idealer:

- Vi har et ideal om at finde den rigtige partner, inden vi får børn. Mange når at danne par og bo sammen med andre partnere, før de træffer og danner par med den, de får barn med, forklarer Lisbeth B. Knudsen.

Og så er der også forskel på, om det er manden eller kvinden, der har børn i forvejen, når et nyt par opstår, lyder det.

- Det er den største fertilitetsfaktor, hvis det er kvinden, der ikke har børn, når et nyt par bliver dannet. Hvis det er kvinden, der har børn i forvejen, er det sjældnere, at parret får et barn sammen, fortæller Lisbeth B. Knudsen.

Isabell har samlet familien

Thomas Wivel kan mærke en forskel, fra da han blev far for første gang.

Da han fik sit ældste barn for 30 år siden, var han mere bekymret og stresset.

Hans fire ældre børn er i dag mellem 18 og 30 år gamle, og selvom han havde frygtet, at han ville komme længere væk fra dem med den lille nye, er det ikke sket.

Tværtimod, forklarer han.

- Det har faktisk samlet familien omkring den lille nyfødte. Vi har virkelig set meget til mine børn her på det seneste, siger Thomas Wivel.

Vi ved godt, at der er den der tidsbegrænsning

Thomas Wivel, komiker og forfatter

Hun får ikke bedsteforældre, og du er 70, når hun skal konfirmeres. Har I alligevel gjort jer nogle tanker om at blive gamle forældre?

- Vi ved godt, at der er den der tidsbegrænsning, som der desværre er. Det må vi jo erkende. Samtidig tror jeg, at vi vil opleve den der intensitet mere med hende. Vi vil virkelig gøre noget for at være noget for hende hver eneste dag.

Skal ikke jagte en karriere

Anja Wolff ser det også som en positiv ting, at hun først bliver mor i en alder af 45 år.

Når hun under graviditeten havde bekymringer, kunne hun trække på Thomas Wivels erfaring som far.

Og netop det, at han har fire børn fra et tidligere ægteskab, synes hun, er dejligt.

- Jeg synes, det er rart, at Isabell har søskende. Jeg er selv efternøler. Jeg kom 10 og 13 år efter mine søstre, og jeg fik rigtig meget ud af det, fortæller hun.

Anja Wolff ser det også som en fordel, at de er så voksne, at hun ikke skal have gang i en karriere, samtidig med at hun bliver mor.

- Vi er et andet sted i tilværelsen. Vi er landet og klar til det her kapitel, lyder det.

Se hele interviewet med Thomas Wivel og Anja Wolff i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY