Midt i tv-optagelser fik værter et brev – skulle møde i retten 20 timer senere
Advarsel: I denne artikel afsløres elementer af handlingen fra fjerde afsnit af 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla'.
Det var tidlig morgen, da Lars Elbæk stod uden for sin Klampenborg-villa for at hente morgenavisen. På fortovet uden for huset stod nabolagets biler parkeret langs kantstenen.
En Volvo af ældre årgang kom kørende og parkerede ud for Lars Elbæks ejendom.
Det næste, der skete, havde den ellers garvede liebhavermægler aldrig tidligere været ude for.
Han og Rasmus Larsson er lige nu aktuelle i programmet 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla', hvor de køber boliger billigt, sætter dem i stand og sælger dem dyrere – for til sidst at stå med en bolig på strandvejen for de penge, som de løbende tjener.
I første sæson gik de fra en lille lejlighed til en grund på Nordre Strandvej i Ålsgårde. I anden sæson er de i gang med at planlægge huset, som skal stå på grunden, og handle boliger for at få råd til at bygge.
Og det var netop den grund på strandvejen, som denne tidlige morgen blev omdrejningspunktet for et forløb, som ingen af de to mænd nogensinde troede, at de skulle igennem.
Skulle møde i retten
- Ud steg en mand, og han kiggede mig i øjnene og spurgte: "Lars Elbæk eller Rasmus Larsson?", husker Lars Elbæk.
Liebhavermægleren bekræftede, at han var en af de nævnte personer, og manden fra Volvoen gav ham en konvolut. Manden var en stævningsmand ansat af retten.
I brevet kunne Lars Elbæk læse, at han og partneren Rasmus Larsson var indkaldt til at skulle møde i retten under 20 timer senere.
Sagen drejede sig om den strandvejsgrund, som de to havde købt i Ålsgårde, og som de netop var begyndt at fjerne beplantning på.
På deres nye grund var der en såkaldt servitut. I den servitut stod der, at der måtte bygges en strandpavillon, en bjælkehytte eller lignende på grunden, og at en anden specifik grundejer i Ålsgårde havde en påtaleret.
Det betød, at vedkommende, der ejede den anden grund, havde lov til at forbyde, hvis Rasmus og Lars byggede noget, der ikke var en strandpavillon, bjælkehytte eller lignende.
Og nu mente den anden grundejer, at det, som Lars og Rasmus var i gang med, var retsstridigt.
Havde fået byggegodkendelse af kommunen
Inden Lars Elbæk og Rasmus Larsson skulle i retten, var de ved godt mod. De havde tidligere ansøgt kommunen om byggetilladelse og fået godkendt deres byggeri.
- Jeg regnede nok med, at vi skulle i retten og lige opklare en misforståelse, siger Rasmus Larsson.
Af samme grund var det også kun Rasmus Larsson, der sammen med nogle advokater tog i retten 20 timer efter indkaldelsen.
Men så skete der noget, som rystede de to mænd.
De tabte sagen.
De skulle øjeblikkeligt stoppe al aktivitet på grunden og måtte derfor ikke bygge videre.
- Vi stod i en kæmpe, gedigen lort lige der, siger Rasmus Larsson.
De havde en byggegrund, som de havde købt for to en halv million, men hvis de ikke kunne bygge det hus, de havde i tankerne, havde den ikke længere særlig meget værdi. Pengene var muligvis spildt.
Ved vejs ende?
De to mænd havde ikke i deres vildeste fantasi regnet med, at det skulle være dér, deres eventyr i kampen for at handle sig til en strandvejsvilla skulle ende.
Men det blev det næsten.
I dagene efter talte de to mænd med deres advokater. De havde tre muligheder:
-
De kunne acceptere at have tabt sagen og lukke og slukke for strandvejsvillaplanerne.
-
De kunne vælge at gå videre med sagen og kære forbudskendelsen, hvilket med stor sandsynlighed ville trække ud i lang tid og kunne ende med at koste meget i advokathonorar.
- De kunne forsøge at opnå et forlig med vedkommende, der havde påtaleretten i servitutten.
- Vi var egentlig sure og havde lyst til at kære kendelsen, for set fra vores side var kendelsen jo helt forkert, fortæller Rasmus Larsson.
- Men samtidig var vi også i gang med tv-optagelser, og vi ville gerne bare bygge videre.
Så selvom de to mænd ikke var lykkelige, gik de efter nummer tre: forliget.
Med hjælp fra advokater landede forliget en rum tid derefter. De endte med at betale halvanden million for, at servitutten "blev aflyst fra tingbogen". Nu havde de en ren grund uden nogen servitut, og de kunne derfra bygge videre.
Sagen om grunden endte med at forsinke byggeriet i cirka seks måneder.