GO'

Iris Gold blev kaldt vulgær og for meget: - Det her er min krop

Iris Gold vil gerne være med til at afseksualisere kvindekroppen, uanset hvordan den ser ud.

Da Iris Gold skrev sangen ’Woman’, kom den naturligt til hende.

Nummeret skulle dedikeres til alle kvinder – fra Dronning Margrethe, som hun søndag optrådte for, til hendes farmor, Lise.

For sit indre blik så hun sig selv ridende nøgen på en hest i musikvideoen, og hun fik derfor hurtigt booket fire heste til optagelserne, selvom hun var bange for heste og aldrig havde redet før.

Alligevel kom Iris Gold op på hesten uden tøj, og hun er stolt af videoen, fortæller hun i ’Go’ aften LIVE'.

- Det er lige efter, at jeg har født, og jeg har fået kejsersnit, så min mave er måske en lille smule boblet. Jeg har ret store bryster, og de hang mere end normalt, men jeg synes, at jeg ser frodig ud, lyder det fra den danske sanger.

Og det var vigtigt for Iris Gold at vise netop den krop frem.

Kvindekroppen bliver hyldet, når man er gravid, men når kvinder har født, bliver den gemt væk, oplever hun.

I det hele taget er Iris Gold træt af at blive bedt om at gemme sin krop væk, fordi andre synes, at den er vulgær eller for meget, siger hun i 'Go' aften LIVE'.

For meget til en forside

Da Iris Gold blev mor, havde hun lavet en aftale med magasinet 'Vores børn' om at posere på forsiden, mens hun ammede sit barn.

Hun havde tidligere set en anden kvinde med blottede bryster på forsiden, men da magasinet så de billeder, som fotograf Petra Kleis havde taget, forsøgte de ifølge Iris Gold at trække i land.

- Jeg tror ikke, at de havde tænkt over, hvor store mine bryster var, hvor hængeagtige de var, så da de så coveret, var de sådan: ”Ah, det skal måske ikke være coveret”, fortæller hun.

Det her er jo min krop. Det er jo sådan, jeg er bygget

Iris Gold, sanger og musiker

Iris Gold og Petra Kleis endte med at få overbevist redaktøren om, at billedet skulle være på forsiden, men det er bare en af flere gange, hvor hun har fået at vide, at hendes krop var lidt for meget, siger hun.

Nogle har ligefrem bedt hende dække sig mere til på scenen, fordi hendes bryster hoppede rundt og tog fokus. Andre har kaldt hendes bryster vulgære eller for meget.

Men det vil Iris Gold ikke finde sig i.

- Det her er jo min krop. Det er jo sådan, jeg er bygget. Hvorfor kan jeg ikke blive taget seriøst, fordi jeg hopper rundt i en lille kjole? lyder det.

Viser gerne kvindekroppen

TV 2 har spurgt Egmont, der publicerer magasinet 'Vores børn', om de kan genkende forløbet med forsidebilledet, som Iris Gold beskriver.

Chefredaktør for 'Vores børn', Mette Hovmand-Stilling, svarer i en skriftlig kommentar:

- Jeg synes, at det er et vanvittigt smukt billede af Iris Gold. Selvfølgelig skulle det på forsiden, hvilket det også kom. Som brand vil vi gerne vise kvindekroppen, som den er, med alle de forskelligheder, den rummer. Skønhed er mange ting, og kroppe er heldigvis vidt forskellige – det viser vi hjertens gerne i 'Vores børn', også på forsiden. Det har vi gjort både før og efter forsiden i 2020 med Iris Gold – for eksempel Katrine Wichmann i 2019, som også ammer sit barn, og i 2022 Petra Nagel med sin skønne datter.

Kan I genkende Iris Golds udlægning af, at der opstod en diskussion om, hvorvidt billedet kunne komme på forsiden?

- Beslutningen om, hvilket billede der skal på forsiden, bliver altid truffet på redaktionen, hvor vi har masser af overvejelser og gode diskussioner i forbindelse med udvælgelsen. Jeg var og er den dag i dag stolt over det vidunderlige billede med Iris Gold, skriver Mette Hovmand-Stilling.

Har en stemme nu

Iris Gold er lige nu aktuel i TV 2-programmet ’Toppen af poppen’, og søndag havde hun oplevelsen af at optræde for Dronning Margrethe i forbindelse med hendes 50-årsregeringsjubilæum.

Her optrådte hun mere tildækket i en kjole med Beyoncé-sangen ‘Run the World (Girls)’, der er en hyldest til kvinder.

Hun håber, at hun kan bruge sit momentum til at kæmpe for, at flere kvinder – eller dronninger, som hun kalder dem – kan få en fod inden for i musikbranchen.

Forhåbentligt kan kvinderne få lov at se ud og klæde sig, som de gør og vil, tilføjer hun.

- Hav ingen frygt, ingen skam, sig dit budskab, og vær stolt, slutter Iris Gold.

Se hele interviewet med Iris Gold i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY