GO'

Forsker har været model for H&M og Matas – vil bryde tabu om modne kvinder

Ifølge forskeren er det stadig et særsyn at se modne kvinder i modebranchen. Men billedet er ved at ændre sig.

I 2019 var 60-årige Dorrit Bøilerehauge til en forskerkonference i Schweiz, da den danske designer Birger Christensen pludselig spurgte hende, om hun ville være model til et event for hans mærke, Remain, til modeugen i København.

Dorrit Bøilerehauge afviste ham. Godt nok forsker hun i netop mode og branding på Aarhus Universitet, men hun var jo ikke selv model.

- Jeg tænkte: "Hvor er det sødt, men det skal jeg jo ikke". Jeg er ekspert. Det vigtige ved mig er det, jeg siger, og de analyser, jeg laver, fortæller Dorrit Bøilerehauge i 'Go’ morgen Danmark'.

Men så kom flere af hendes internationale kollegaer og hendes døtre på banen. Man kan godt både være forsker og model, sagde de. Så hun sagde ja.

Tre år senere har den nu 62-årige kvinde både været model for H&M og Matas – når hun ikke står foran 100 studerende i et auditorium på Aarhus Universitet.

Forsker, model og influencer

Efter eventet med Birger Christensen i 2019 var der rimelig stille på modelfronten for Dorrit Bøilerehauge.

Men i marts 2021 blev hun kontaktet af modelbureauet Le Management, der ønskede at indgå et samarbejde med hende.

Og her sagde hun ja med det samme.

- Det var lidt en følelse af at dyppe tåen i vandet. Det kunne jeg da godt prøve. Jeg var glad og lidt paf og tænkte: "Mener de virkelig det?", siger Dorrit Bøilerehauge.

Jeg har et andet indblik nu, som jeg kan kombinere med min teori

Dorrit Bøilerehauge, forsker og model

Siden har hun haft travlt. Ved siden af forskerstillingen og modelopgaverne er Dorrit Bøilerehauge nemlig også en aktiv influencer, der med platformen Silver Starter Initiative arbejder på at gøre modne mennesker mere synlige.

- Grunden til, at jeg overhovedet kan overskue det, er, at det handler om det samme. Hvis det var meget forskellige områder, ville det være umuligt, siger hun.

En bedre forsker

Men selvom hun har travlt, elsker Dorrit Bøilerehauge sit nye liv som model.

- Jeg er meget begejstret for det. Ikke to gange er ens. Jeg får en god oplevelse og masser af erfaring med videre hver gang, siger hun.

Hun tilføjer, at det var en kæmpe omvæltning pludselig at skulle stå foran kameraet. Det hjælper dog, at hun i sin stilling på Aarhus Universitet er vant til at undervise store grupper.

- Men det er en helt anden genre at stå foran en linse, understreger hun.

Samtidig mener Dorrit Bøilerehauge, at hendes nye erfaringer som model har gjort hende til en bedre forsker.

- Det her er jo mit forskningsområde. En god forsker sidder ikke bare og kigger ind i en computerskærm. Jeg har et andet indblik nu, som jeg kan kombinere med min teori, siger hun.

Tabu om modne kvinder

Dorrit Bøilerehauge fortæller, at hun kun har fået positive henvendelser, siden hun begyndte at arbejde som model.

Især på Instagram er der mange, der skriver, at hendes billeder er en stor inspirationskilde for dem.

For det er ikke ligefrem hverdagskost at se modne kvinder i modebilledet.

Dorrit Bøilerehauge, der selv forsker i netop brugen af modne modeller i modebranchen, fortæller, at der tidligere har været et tabu på området, hvilket har ført til, at modne mennesker har været ret usynlige.

Derfor er det stadig et særsyn at se modne kvinder i modebilledet, selvom de er begyndt at dukke op på modeverdenens radar.

- Det handler om en kulturel forandring, fordi modne mennesker er anderledes i dag, end man tror. De er heller ikke kede af, hvordan de ser ud, siger Dorrit Bøilerehauge.