Der bliver solgt færre og færre boliger i Danmark. Det viser tal fra Boligsiden.
Faktisk var antallet af solgte boliger i december det laveste i ti år. 3962 solgte boliger i december 2022 mod 6445 i december 2021.
- De boliger, der er prissat rigtigt, de bliver stadig solgt, men derudover er markedet et andet, end det var for nogle måneder siden, siger ejendomsmægler Bahadir Demirhan, der er indehaver af Nybolig Odense og aktuel i TV 2 programmet 'Til salg i 100 år'.
Men der er en række ting, som ifølge mægleren er noget af det, som giver boliger ekstra lang liggetid.
Og de fleste af tingene kan man faktisk godt gøre noget ved selv.
Dårligt førstehåndsindtryk
Det er ikke raketvidenskab, men førstehåndsindtrykket er enormt vigtigt, fortæller Bahadir Demirhan.
For når folk køber bolig, bruger de deres sanser og mavefornemmelse. Hvis der lugter mærkeligt eller er koldt, så kan det ubevist give købere en dårlig mavefornemmelse.
Løs problemet:
Hvis det er snevejr, så skovl sne. Hvis huset står tomt, så kør noget vand igennem vandlåsen, så der ikke lugter mærkeligt. Luft ud, bag nogle boller, tænd op i pejsen. Det er alt sammen med til at give en potentiel køber et godt førstehåndsindtryk.
Der er rodet
Mange har en tendens til at blive en smule blinde over for eget rod, og med tiden kan man få samlet sig mange møbler, men selv en stor flot stue kan se skidt ud, hvis der er for mange møbler i den, eller hvis der er for meget nips eller decideret rod.
Løs problemet:
Udover at rydde op kan man rydde lidt ud i sine ting, hvis det kan lade sig gøre, siger Bahadir Demirhan.
Men lad nogle møbler blive på deres plads, for et tomt hus er ikke en god idé. Det handler om at skabe rummelighed. Derimod virker et tomt hus forladt og fremstår uden sjæl. ”Hyggeligt” er nøgleordet.
Småting er i stykker
Hvis en potentiel køber tager fat i et håndtag, der sidder løst, så kan det samlede indtryk af huset lide under det. For hvis et håndtag sidder løst, der mangler en fodliste eller en gummifuge, hvad er der så ellers galt, som man måske ikke lige kan se?
Løs problemet:
Du kan gennemgå huset og ordne de små ting. Det behøver ikke at være omstændeligt, men du kan smøre et hængsel, hvis døren piber, eller du kan skrue et dørhåndtag fast, få ordnet en fuge eller få sat en fodliste på, råder Bahadir Demirhan.
Haven signalerer sjuskethed
Hvis græsset er langt, hækken stikker i syv retninger, og der er ukrudt overalt, så kan det give et indtryk af, at du som sælger er sjusket og måske ikke har vedligeholdt din bolig. Også selvom det modsatte egentlig er tilfældet.
Løs problemet:
Bahadir Demirhan siger, at man udover at fikse små ting ved huset som i forrige punkt også med fordel kan tage et lille kig på haven. Hvis der er overskud til det, så kan en lugning og lidt andet havearbejde være godt givet ud, når huset skal sælges. At det fremstår ordentligt og pænt er vigtigt.
Mulighederne er ikke synliggjort
Hvis huset "mangler" et værelse, eller hvis varmekilden er en smule forældet, så kan nogle købere godt komme til at stirre sig blinde på det, siger Bahadir Demirhan.
Løs problemet:
Synliggør mulighederne i boligen ved at få din mægler til at lave en alternativ plantegning eller undersøge prisen på en ny varmekilde, som køber kan få sort på hvidt. Gennemgå tilstandsrapporten med en håndværker, som kan give et tilbud, der kan være med til at gøre et køb overskueligt for en køber.
Du kan se 'Til salg i 100 år' på TV 2 onsdag klokken 20.50 og på TV 2 PLAY nu.