GO'

Donerede sin nyre til kæreste efter et halvt år

Det er en helt fantastisk og vigtig historie, lyder det fra formanden for Nyreforeningen, der selv blev reddet af sin mor.

Da Erling Fakkemohs og Therese Didriksen mødte hinanden i 2020, havde de ikke forudset, at deres forhold skulle blive præget af alvorlig sygdom og organdonationer.

Men da parret havde været sammen i omkring et halvt år, tog deres liv en drejning.

Her fik Erling Fakkemohs konstateret ANCA-associeret vaskulitis – en autoimmun sygdom, der i hans tilfælde angreb nyrerne. Parret fik at vide, at der var udsigt til en organdonation, og det satte tanker gang i Therese Didriksens hoved.

For kunne hun være den donor, han havde brug for?

- Jeg havde gået længe og set, hvor dårligt han havde det. Jeg kunne jo ikke gøre så meget, men det her kunne jeg gøre. Jeg ville i hvert fald undersøges, fortæller hun.

Og selvom det ikke var nemt for Erling Fakkemohs at takke ja til, endte parret alligevel med at blive enige, og 11. oktober i år blev han organtransplanteret efter længere tids medicinering og udredninger – med sin kærestes nyre.

- Jeg vil være hende evigt taknemmelig, siger Erling Fakkemohs i ‘Go’ morgen Danmark’.

Nyredonation i Danmark

Therese Didriksen er ikke den eneste, der har taget valget og doneret en nyre til en pårørende.

Omkring hver anden donation af en nyre kommer ifølge Nyreforeningen fra en pårørende, og det betyder ikke så lidt for nyrepatienten.

- Det at blive nyretransplanteret betyder, at man får en enorm frihed. Man kan leve et liv som alle andre, fortæller Malene Deele, landsformand for Nyreforeningen.

Hun er selv blevet nyretransplanteret tre gange, første gang som otteårig, hvor hun fik en nyre af sin mor.

- Jeg vejede 14 kilo, da jeg var otte år. Min mor reddede mit liv. Havde det ikke været for hende, havde jeg ikke fået muligheden for at leve frit, lyder det fra Malene Deele.

Først gav jeg ham mit hjerte og nu min nyre

Therese Didriksen, social- og sundhedsassistent

Hun uddyber, at en nyretransplantation ændrer ens liv både i form af uddannelse, arbejde og fritid.

- Når man får en ny nyre, er det, som om tågen letter. Så kan man pludselig leve et normalt liv, siger Malene Deele.

Og det er det, Therese Didriksen har givet Erling Fakkemohs muligheden for.

- Det er jo en helt fantastisk historie. Det er virkelig vigtigt, fortæller Malene Deele.

Et stærkere bånd

På trods af en hård start har Therese Didriksen og Erling Fakkemohs’ forhold det bedre end nogensinde.

- Lægen, der opererede mig, syntes, at jeg skulle se at blive gift, men vi har noget større end en ring på fingeren, lyder det fra Erling Fakkemohs.

Ifølge ham er det den største ting, nogen kan gøre. Men Therese Didriksen var ikke i tvivl.

- Jeg ville hellere have ham i et halvt år end slet ikke, siger hun.

Og et udtryk har Therese Didriksen taget med sig:

- Først gav jeg ham mit hjerte og nu min nyre, slutter hun.

Se hele indslaget fra ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.