Livsstil

Direktør for omstridt modehus undskylder efter shitstorm – men kan de overhovedet rejse sig igen?

Balenciaga er kendt som et brand, der går til grænsen og tør være politisk. Men med deres seneste kampagne har de ramt helt skævt, siger modeekspert.

Mærker, der bliver klippet ud af svinedyrt Balenciaga-tøj, og tasker, der bliver brændt for åbent kamera.

Det er alt sammen blevet delt på sociale medier den seneste uge, og det vidner om den krise, som det spanske luksusmodehus er havnet i.

Årsagen skal findes i en kontroversiel reklamekampagne for mærkets forårskollektion i 2023. Den indeholder nemlig en bamse, der er iklædt bondage fra top til tå. Ved siden af bamsen står, ligger eller sidder børn, som i nogle tilfælde holder bamsen i en form for halsbånd.

Men måske mest kontroversielt har det været, at det er blevet opdaget, at der – godt gemt – på bordet i kampagnen ligger dokumenter fra en ægte retssag, der stammer fra 2008 om overgreb på børn.

Modehuset trak hurtigt kampagnen tilbage, og senest undskyldte Balenciagas kreative direktør, Demna Gvasalia, offentligt. Men kan mærket overhovedet komme ud af den shitstorm, de har bragt sig i?

Har ry for at gå til grænsen

Modebranchen har altid haft ry for at provokere med kampagner og til modeshows, men denne gang er der ingen tvivl om, at Balenciaga er gået langt over grænsen. Sådan lyder det fra Chris Pedersen, der er modeekspert og weekendredaktør på Børsen.

- Alle er enige om, at det bare er så forkert og mærkeligt, at den overhovedet er gået igennem, uden at en voksen har sagt, at de ikke skal fotografere en bondagebamse med børn, siger han til TV 2.

Chris Pedersen forklarer, at det særligt er interessant med Balenciaga, da det er et brand, der har været kendt for at turde at være politisk.

De har tidligere afholdt et modeshow med en scenografi, der forestillede en snestorm, som en kommentar til klimakrisen. Seneste modeshow foregik i en mørk hal for at lede tankerne hen på krigen i Ukraine.

Nogle husker måske også Balenciaga for at have omdannet Ikeas ikoniske blå pose til en designertaske til flere tusind kroner.

- Chefdesigneren er ikke bange for at sige noget og har villet bruge sit talerør til noget fornuftigt, og det gør, at kampagnen klinger mærkeligt, siger Chris Pedersen.

Den folkestemning har spredt sig til sociale medier, hvor realitystjernen Kim Kardashian, der normalt ofte ses i Balenciaga, på Twitter skriver, at hun er ved at "revurdere sit forhold til mærket".

Den amerikanske influencer Brittany Aldean har også delt en video, hvor hun bærer en gennemsigtig pose fyldt med tasker, sko og trøjer for et svimlende beløb fra Balenciaga. Alene de to tasker af modellen Hour glass koster omkring 15.000 kroner. Hver.

"Det er skraldedag", skriver hun i opslaget.

Hun er kun én blandt mange, der i den seneste tid har opfordret til alt fra at brænde til i den mindre afdeling at boykotte mærket. Det kan man se på sociale medier under hashtagget #CancelBalenciaga og #BurnBalenciaga.

Hævder, at det ikke var dem

Balenciaga har – efter at de kom ud i shitstormen – slettet alle opslag på deres Instagram, herunder billeder af kampagnen. Tilbage er et opslag, hvor deres direktør undskylder.

Modehuset har understreget, at de tager afstand fra børneporno og misbrug. De har også meldt ud, at de nu vil donere penge til organisationer, der arbejder mod seksuelt misbrug af børn.

Hvis jeg havde noget fra Balenciaga, ville jeg nok ikke gå med det lige nu eller købe det

Chris Pedersen, modekender og redaktør for Børsen Weekend

Henrik Byager er brandingekspert og har selv arbejdet med reklamer inden for livsstil i mange år. Han vurderer, at Balenciaga gør klogt i nu at undskylde og trække i land.

- De lægger sig fladt ned, og der er heller ikke andet at gøre. Nu skal de kommunikere så bredt, synligt og troværdigt, at de ved, at det er en fejl, siger han til TV 2.

Balenciaga har dog også sagsøgt bureauet, der har stået for at levere rekvisitter til fotograferingen, og hævdet, at de har placeret retsdokumenterne der uden deres vidende.

- De har et brand, der måske lige akkurat kan slippe afsted med at lave sådan en fejl uden at blive dødsdømt, fordi det henvender sig til et high end fashion-publikum, der godt kan lide, at det er edgy, vurderer brandingeksperten.

Han tror, at det havde været en anden sag, hvis der var tale om en butikskæde som H&M, fordi de taler til en bredere målgruppe.

- De bliver altid tilgivet

Tidligere moderedaktør på Euroman og kreativ direktør i Holidays, Frederik Lentz-Andersen, peger på, at forbrugerne har en anden magt i dag end for 15-20 år siden. Dengang var deres eneste våben at stoppe med at købe tøjet, men, som vi har set de seneste dage, er de sociale medier en stor magt.

Derfor tror han også, at Balenciaga vil opleve en nedgang i deres salg. Det betyder dog ikke, at de er dømt ude, siger han.

- Balenciaga har været igennem mange kontroverser gennem årene, men de bliver altid tilgivet, siger Frederik Lentz-Andersen til TV 2.

Han henviser til, at de tidligere er blevet beskyldt for kulturel appropriation og blevet kritiseret for at lancere en serie af totalt udslidte sko.

- Men deres kunder elsker dem stadig, og jeg tror aldrig, at det er gået bedre for Balenciaga, siger han.

Vil man gå i Balenciaga lige nu?

Chris Pedersen er ikke sikker på, at folk har lyst til at iklæde sig Balenciaga eller lægge penge i deres butikker lige nu. Når det er sagt, så tror han dog ikke, at mærket vil lide varig skade.

For nogle år siden lavede Dolce & Gabbana en kampagne i forbindelse med, at de skulle afholde et show i Kina. Reklamen forestillede en kinesisk kvinde, der spiste pizza med spisepinde, og den mødte efterfølgende meget kritik.

Det italienske modehus valgte til gengæld ikke at undskylde – og det var en forkert beslutning, siger Chris Pedersen og peger på, at det tog lang tid, før man respekterede det italienske designermærke igen.

- Men der har været masser af gange, hvor modekampagner har været for voldsomme og vilde. Men vi tilgiver dem igen, medmindre der er tale om noget direkte kriminelt, siger Chris Pedersen.

Han tror, at hvis modehuset undskylder og ellers holder lav profil, så vil skandalen være glemt igen om et par måneder.

- Hvis jeg havde noget Balenciaga, ville jeg nok ikke gå med det lige nu eller købe det, men om to måneder vil det nok være anderledes.

Lyt til TV 2s nyhedspodcast om Guccis fyrede kreative direktør