'Årgang 20'-familie har taget et klart valg, men det kommer ikke uden en pris
I to år har 'Årgang 20'-familie lavet samme interview. Og selvom meget er sket, griner de højt, da de må sande, at noget også er, præcis som det var.
Principper var der engang mange af hjemme hos Maria og Nikolaj Skødt Bek fra Mørke.
Men de bedste forældre er nok dem, der ikke har fået børn endnu.
Så klart siger forældreparret det, da de sidder i samme sofa som for et år siden.
Familierne fra dokumentarserien ‘Årgang 20’ har nemlig alle sagt ja til at lave det samme interview hvert år. Samme tid og samme sted.
Og i familien Skødt Bek er man ikke bleg for at indrømme, at deres hidtil så fine forestillinger om forældreskabet og børneopdragelse er på retur.
Faktisk er de ret meget på retur.
Se bare her:
- Der er de kampe, man tager, og dem, man opgiver
I dag kunne Maria og Nikolaj Skødt Bek slet ikke forestille sig en hverdag uden Solvejs iPad.
Nogle gange er det bare en redningsvest. Det er de enige om. Og faktisk kan de godt forstå, at deres datter har brug for at koble af – bare i 20 minutter – efter en hel dag i dagplejen, hvor hun højst sandsynligt har spænet rundt med 250 kilometer i timen.
Hun lægger den også selv igen for at komme til at lege.
Men iPad'en er ikke den eneste kamel, de to forældre har måttet sluge, siden Solvej – og senere Mathilde – kom ind i deres liv.
For de forestillede sig, at de ville blive de forældre, der kunne sætte sig ned og løse en konflikt i øjenhøjde med deres børn.
Men her er de også blevet klogere. For det kan de ikke altid.
Deres ellers så kærlige og omsorgsfulde Solvej kan nemlig blive noget så sur over de mærkeligste ting.
- Hun er bare virkelig to et halvt år. Det var jo det, der hed "trodsalderen" i gamle dage, siger Maria Skødt Bek.
Og det kan være ganske frustrerende for hendes forældre. Især når hun smider sig på gulvet i Rema 1000.
- Vi havde en anden tanke i starten
Derhjemme har familien også fået ny taktik.
Nogle gange kan Maria og Nikolaj nemlig se på Solvejs blik, at de simpelthen ikke kan sige eller gøre noget rigtigt for at nå hende.
Derfor har også de opfundet et såkaldt ”time out-spot” derhjemme. Det er inde på gæsteværelset.
Når det går galt, må Solvej derind, og så plejer de at sige: “Kom ud, når du er glad igen”.
Men efter to-tre minutter går en af dem ind og snakker med hende. Og tit ved hun også godt selv, hvad der skete.
- Mig sur, siger hun så.
Bagefter får mor eller far et kram og et undskyld. Og så er de gode venner igen.
Det synes Maria og Nikolaj egentlig er blevet en fin måde at håndtere de situationer på.
De er også blevet klogere som forældre i en anden sammenhæng. Nemlig i forhold til at nå det hele som en familie på fire.
Fokuserer på familien
Før Maria og Nikolaj Skødt Bek blev forældre, troede de nemlig, at de skulle have børnene til at passe ind i deres sociale liv.
Men nu er det børnenes behov og humør, der styrer. Familiens aftaler er faktisk 100 procent modelleret efter pigerne, som Maria Skødt Bek siger.
Der var de ikke nået til, da de sidste år sad i sofaen.
Dengang kæmpede familien med at få alt til at gå op på de få fridage, Nikolaj Skødt Bek har fra jobbet som restaurantejer.
Udviklingen er ret markant – men den kommer heller ikke uden en pris:
- Det er et valg, vi er nødt til at tage
I øjeblikket er familiens største udfordringer aftenerne.
Hos familien i Mørke mangler der simpelthen hænder, når Nikolaj er i restauranten. For hvordan putter man en baby og en toårig på samme tid?
- Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, siger Maria Skødt Bek.
Hendes mand erkender blankt, at han ikke ville kunne få det til at køre. Men faktisk kunne det have været værre.
Slået hjem i Ludo
Årets positive overraskelse er nemlig, hvordan Solvej har reageret på at blive storesøster.
Maria og Nikolaj havde ikke turdet håbe på, at hun ville tage så godt imod Mathilde, der kom til verden i juni 2022.
Men Mathilde er virkelig “hendes lillesøster”. Det kan man bare mærke på Solvej.
Storesøster hjælper med at trøste, og hun accepterer også, at hun om aftenen må undvære sin mor, hvis Mathilde græder.
Når Maria og Nikolaj ser det, tænker de, at de på en eller anden måde må have gjort noget rigtigt som forældre.
Trods lykken i at have fået en lille ny føles det alligevel nogle gange som at være slået hjem i Ludo at være blevet fire.
Det indser Maria og Nikolaj Skødt Bek, da det går op for dem, at de ikke er nået i mål med én bestemt ting.
Nemlig det, som de for et år siden ønskede sig at være blevet bedre til som forældre, når de ville sidde her i sofaen igen.
- Næste år har vi lært det, Nikolaj
Se 'Årgang 20' torsdag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.