Carla Mickelborg.
Alkoholeksperimentet

Når skuespiller drak sig fuld, gav hun den alt for meget gas – en dag gik det helt galt

Carla Mickelborg kan tydeligt huske den aften i 2020, hvor hun bare tænkte: "Til helvede med det hele".

Da Carla Mickelborg kiggede sig i spejlet om morgenen, kunne hun se, at noget ikke var, som det plejede.

Hendes lyse hår omkransede hendes symmetriske ansigt, og hendes lyse øjne kiggede tilbage på hende som normalt, men hun havde sår ved munden, og hendes næse var hævet meget op.

Hun kunne ikke huske meget fra aftenen inden.

Og den 34-årige forfatter, skuespiller og influencer er ikke alene om at have sådan en oplevelse i bagagen.

Faktisk har 43 procent af de adspurgte haft en eller flere negative oplevelser med alkohol det seneste år. Det viser tal fra Alkohol og Samfund i en undersøgelse foretaget i foråret 2022. 20 procent af dem, der drikker over det anbefalede indtag om ugen, har oplevet blackout i forbindelse med alkoholindtag.

Carla Mickelborgs blå bog

  • Carla Chloe Mickelborg er født i 1988 og er en dansk skuespiller, der har medvirket i seks 'Far til fire'-film i perioden 2006-2012
  • Hun er ligeledes forfatter, influencer, foredragsholder og podcastvært
  • Hun har sit eget firma MonDay Bliss, hvor hun udvikler og sælger selvudviklingskurser, livestreams, madopskrifter og lydmeditationer

For meget arbejde

Carla Mickelborg begyndte at stykke aftenen forinden sammen for at regne ud, hvad der var sket.

Det var i midten af 2020, og influenceren arbejdede rigtig meget. Også for meget. Hun havde sin egen webshop, og samtidig lavede hun kampagner på sociale medier.

Hun brugte al sin tid på at læse mails, besvare henvendelser, opfylde andres ønsker, forespørgsler, krav. Hvis en kunde skrev en mail om, at de ikke havde fået en vare, og revisoren samtidig rykkede for nogle bilag, sad det længe i hende.

Når det blev fredag, og hun havde klaret alle opgaver, skulle den virkelig have en over nakken.

- Når jeg var ude i byen, var det for at glemme, for at fralægge mig alt ansvar, siger Carla Mickelborg i forbindelse med, at hun medvirker i TV 2-programmet 'Alkoholeksperimentet', der har premiere 3. januar.

Hun gik ud, fordi hun havde presset sig selv til det yderste. Og så skulle hun afreagere.

- Jeg drak kun i weekenderne, en til to gange om ugen og brugte her alkohol som en flugt. En flugt fra det store arbejdspres, som jeg mærkede i hverdagen. Det var ubevist en destruktiv energi, siger Carla Mickelborg.

Og den aften i 2020 kulminerede den energi.

Effekten varer ikke ved

Carla Mickelborg er ikke alene om at bruge alkohol til at koble af og som en form for flugt.

Det fortæller Janne Tolstrup, der er professor i epidemiologi og sundhedsadfærd og forperson i Alkohol og Samfund.

Faktisk er det ret normalt.

- Mange kalder det, at man drukner sine sorger. Det kan være, hvis man har problemer eller brug for at komme lidt væk fra hverdagens trummerum, siger hun.

Og det er ikke så mærkeligt, at nogle bruger alkohol som en flugt. Man får det nemlig ofte rart af at drikke alkohol, og humøret stiger. Især i begyndelsen ved de lavere promiller, forklarer Janne Tolstrup. Man slapper af, og man bliver mere snakkesalig. Men så knækker kurven.

Det er ikke sådan, at tingene bliver bedre og bedre, jo mere fuld du bliver. Måske mere tværtimod

Janne Tolstrup, forkvinde i Alkohol og Samfund og professor i epidemiologi og sundhedsadfærd

- Meget tyder på, at det ikke er en effekt, der varer ved. Den effekt, der kan være fra nul til to-tre genstande, er slet ikke den samme, som der er fra tre-seks genstande, siger hun og fortsætter:

- Det er ikke sådan, at tingene bliver bedre og bedre, jo mere fuld du bliver. Måske mere tværtimod.

Det kan man også se i undersøgelsen fra Alkohol og Samfund.

Her svarer 21 procent af dem med et indtag over det anbefalede, at de har haft moralske tømmermænd, og 15 procent har oplevet konflikter og skænderier. 4 procent har oplevet uønsket intimt kontakt såsom at have kysset med nogle, som de måske ikke ellers ville have været interesserede i.

Til helvede med det hele

Da Carla Mickelborg begyndte at stykke aftenen sammen, kunne hun regne ud, hvad der var sket.

På en normal aften ville energien være god. Hun ville være startet hjemme med en veninde og måske en kold flaske hvidvin. Så ville de være taget på en restaurant med god stemning, og efter en lækker middag ville de måske sidde uden for restauranten med et lunt tæppe og mere hvidvin. Så ville de tage videre ud i natten og have nydt en lille brandert og en masse dans.

Men den aften i 2020 var det ikke helt, som det plejede. Carla havde arbejdet for meget, og hun havde en form for destruktiv energi, husker hun.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Til helvede med det hele"

Carla Mickelborg

- Jeg var ude at spise, og stemningen var nok ret intens. Jeg kunne godt mærke, at hvis jeg skulle følge med i det gear, som dem i selskabet havde, skulle jeg være ret fuld, siger Carla Mickelborg og fortsætter:

- Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Til helvede med det hele, nu kører vi den simpelthen ind med espresso martini fra nu af".

Og det gjorde hun. Efter få timer var hun så fuld, at hun dagen efter ikke kan huske, hvad der skete.

- Det, der må være sket, er, at jeg har taget en taxa hjem, men da jeg skulle ud af taxaen, er jeg væltet, siger Carla Mickelborg.

I stedet for at tage fra med hænderne tog hun fra med næsen.

Blackouts er "normale"

At aftenen bliver en form for sort hul, er heller ikke unormalt. Faktisk oplever rigtig mange de såkaldte blackouts, når de drikker sig fulde.

Alkohol er nemlig sådan et lille molekyle, som har den kemiske egenskab, at det kan opløse sig både i fedt og i vand, og det er lidt specielt at have begge de egenskaber, fortæller Janne Tolstrup.

- Din hjerne er pakket ind i en beskyttende fedthinde, der holder mange stoffer ude. Men sådan noget som alkohol penetrerer det fedtvæv, så alkohol har stor virkning oppe i hjernen, siger hun.

Og en af de normale hjernefunktioner, man har, er forbindelsen mellem kort- og langtidshukommelsen. Men den proces går alkohol simpelthen ind og roder med. Det betyder, at det, du oplever, mens du er påvirket af alkohol, også selvom det er vilde ting, simpelthen ikke kommer over i din langtidshukommelse.

- Det er forskelligt, hvem der oplever det, ligesom alkohols andre virkninger er forskellige. Nogle kan blive aggressive, nogle kan blive kærlige, andre kaster op, og nogle får oftere blackouts end andre, siger Janne Tolstrup.

Knækkede næsen på plads

Carla Mickelborg håbede, at næsens hævelse ville falde, men et par dage efter måtte hun sande, at noget var helt galt. Hun tog derfor til lægen, der kunne konstatere, at næsen var brækket og skulle knækkes på plads, så den ikke voksede skævt sammen.

- Jeg kan huske, at jeg sad der og følte mig ret alene. Tanken om, at jeg havde budt mig selv og min krop det her, det skammede jeg mig over, siger hun.

Lægen stak metalstænger op i næsen på hende og knækkede den på plads. Derfra kørte Carla Mickelborg direkte til Jylland for at holde en række foredrag.

Lærte at skelne

I månederne efter tænkte Carla Mickelborg en del over oplevelsen. Og i forbindelse med optagelserne til 'Alkoholeksperimentet' var det også netop den episode, som Carla Mickelborg betegner som sin værste oplevelse med alkohol.

I programmet skal fire kendte danskere prøve at undvære alkohol i en måned for blandt andet at se, hvad det gør ved krop og psyke. Det er sanger Zindy Laursen, tv-vært Cecilie Hother, erhvervskvinde Anna Thygesen og Carla Mickelborg.

Og Carla Mickelborg gik ind til eksperimentet med en tanke om, at det ville være en oplagt mulighed for at træne mere, spise sundere og generelt komme mere i balance. Men det endte med at give hende mere end det.

Inden eksperimentet drak hun sig fuld et par gange om ugen.

- Jeg drak mig fuld som en slags ventil og for at give mig selv en pause fra ansvar, siger Carla Mickelborg.

Men da hun stoppede med at drikke i en måned, begyndte det at gå op for hende, hvorfor det var en skadelig måde at drikke på.

- Jeg lærte at skelne mellem, om jeg drikker for at have det sjovt, eller om jeg faktisk drikker for at flygte fra noget, siger hun.

I dag er det lidt over to år siden, at Carla Mickelborg brækkede næsen, og det er halvandet år siden, at hun holdt en måneds pause med alkohol.

Hun drikker stadig alkohol, men det er på en helt anden måde end tidligere. Nu har hun flest af de aftener, hvor hun griner, spiser, hyggedrikker og nyder sin tid med en god veninde. Hun bruger alkoholen som en ekstra glæde og ikke som et værktøj til at slippe væk fra noget.

- Nu drikker jeg, fordi jeg har lyst og ikke for at flygte, siger Carla Mickelborg.

Du kan se 'Alkoholeksperimentet' tirsdag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.