Tinka og Sjælens spejl

'Tinka' er slut – nu sætter skuespillerne ord på deres fremtid

Det bliver ikke et farvel til skuespillerne bag de elskede karakterer, for de har begge planer om at fortsætte med at spille skuespil.

Det sidste afsnit af 'Tinka og Sjælens Spejl' er rullet over skærmen, og vi har endelig skullet sige farvel til Tinka, Lasse og alle de andre fra det magiske juleunivers.

Men det bliver ikke et farvel til skuespillerne bag de elskede karakterer. For både Albert Rosin Harson, der spiller Lasse, og Josephine Højbjerg, der spiller Tinka, ønsker at fortsætte med at spille skuespil.

- Mange kender mig som Tinka, så jeg har været spændt på, om jeg kunne bryde ud af det. Men jeg startede med skuespil, lang tid før jeg lavede 'Tinka', så jeg ved, at jeg også kan mange andre ting, siger Josephine Højbjerg.

Siden optagelserne til 'Tinka og Sjælens Spejl' sluttede for over halvandet år siden, har hun færdiggjort gymnasiet. Til februar starter hun optagelser til en ny tv-serie, som hun ikke må fortælle yderligere om.

Albert Rosin Harson har medvirket i en spillefilm, der hedder 'Jomfruer fra rummet', der udkommer i starten af det nye år, samt en tv-serie, der hedder 'Stadig ikke død', til P3, fortæller han.

Startede som børn – nu er de voksne

Både Josephine Højberg og Albert Rosin Harson glæder sig til at kunne begive sig ud i nogle nye og anderledes roller. Men det er alligevel med en vis melankoli, at denne del af deres skuespilkarriere slutter.

Optagelserne til den første sæson af den populære julekalender startede i marts 2017. På daværende tidspunkt var Albert Rosin Harson 15 år, og Josephine Højbjerg var netop fyldt 14 år.

Josephine Højbjerg havde en karriere som barneskuespiller, inden hun fik rollen som Tinka.

Hendes karriere startede for alvor allerede i 2012, hvor hun var ni år gammel. Her spillede hun Pil i 'Pendlerkids' i tre år, og derefter havde hun mindre roller i en række film og serier.

Nu føler hun, at hun er klar til at bevæge sig videre fra rollen som Tinka, selvom hun har elsket at spille med i den populære julekalender.

- Jeg vil gerne vise noget nyt skuespilmæssigt. Jeg håber på at kunne lave mere, hvor jeg får lov til at råbe og skrige og vise en masse følelser, siger Josephine Højbjerg.

Også Albert Rosin Harson, der var 15 år, da han begyndte at indspille julekalenderen, har det blandet med at sige farvel til universet.

- Jeg blev jo voksen med 'Tinka', så det er sørgmodigt at skulle sige farvel til rollen Lasse, siger Albert Rosin Harson.

Men skuespilmæssigt er han ligesom Josephine Højbjerg klar på at udforske nogle hjørner af sit galleri.

- Min drømmerolle er nok at få lov til at spille noget, der ligger meget langt fra min egen personlighed. Det kunne være spændende at spille en skør psykopat, siger han.

Overvejede at sige nej til 'Tinka'

At Josephine Højbjerg overhovedet har spillet rollen som Tinka, er på sin vis heldigt. Hun var nemlig tæt på at sige nej til rollen, fortæller hun.

- På et tidspunkt tænkte jeg, at det måske var for lang tid at være væk fra skolen, men det var aldrig et spørgsmål om, om jeg havde lyst til at spille med i 'Tinka' – for det havde jeg virkelig.

Men heldigvis overbeviste hendes mor hende til at springe ud i det. Hun mente, at datteren ville komme til at ærgre sig, hvis hun ikke gjorde det.

- Og det er jeg jo bare så glad for i dag. Tænk, hvis jeg havde sagt nej, siger Josephine Højbjerg.

Se eller gense 'Tinka og Sjælens Spejl' på TV 2 PLAY her.