'Årgang 20'-forældre har en aftale med hinanden hver onsdag aften: - Så er det bare at tage imod
I to år har 'Årgang 20'-familie lavet det samme interview. Sidst kæmpede Lisbeth Vernsted-Fabricius meget med sin angst, men udviklingen er slående.
Lisbeth og Christian Vernsted-Fabricius er nået til en erkendelse.
De troede, at de kunne være den type forældre, der gav deres børn ret lang line.
Men nu har de indset, at tingene faktisk kan blive lidt for laissez faire, når man har tre børn på otte, seks og tre år.
I hvert fald hvis familielivet – og parforholdet – skal være, som man drømmer om.
Det fortæller forældrene fra Nordsjælland, da de sidder i præcis de samme rammer som for et år siden.
- Vi kan bare se, at det "går af hatten"
Familierne fra dokumentarserien ‘Årgang 20’ har alle sagt ja til at lave det samme interview hvert år. Samme tid og samme sted.
Og siden de sad her sidst, har Lisbeth og Christian Vernsted-Fabricius taget ret store skridt hen imod den harmoni, de stræber efter.
Men der er også ting, de har indset. Og ting, de stadig kæmper med. Derfor har forældrene lavet en aftale.
Hver onsdag aften tager de en “par-snak” og vender de udfordringer, de hver især ser i hverdagen og ved hinanden.
- Og så er det bare at tage imod, siger Lisbeth Vernsted-Fabricius.
Både hun og Christian vil gerne blive bedre udgaver af sig selv. For familien er mest i vater, når de to har det godt – både hver især og sammen.
Og faktisk er der sket en stor forandring med Lisbeth, siden hun sidste år sad her i sofaen.
Den viser sig, da parret taler om deres bekymringer for Ayasofia i fremtiden.
- Gud, hvor vildt!
Forandringen er kommet med Lisbeths angstmedicin. Og børnene mærker tydeligt, at deres mor har sluppet bekymringerne.
Nu cykler de to store selv i skole. Bare dét var helt utænkeligt for et år siden, fordi Lisbeth Vernsted-Fabricius var så bange for at miste dem.
- Det er megafedt, at vi er kommet dertil, siger Christian Vernsted-Fabricius.
Men når børnene nu cykler i skole, foregår det ikke længere i Espergærde, men i Ålsgårde.
Familien er flyttet i et nyt hus med plads til alle fem og en trampolin i haven. De kalder det 'verdens største gave' og de helt rigtige rammer for deres familie.
Men der er stadig parametre at skrue på, før familielivet er helt i balance. For Lisbeth og Christian Vernsted-Fabricius har nok lidt for mange jern i ilden.
Et langsommere liv
Børnenes kalender er fyldt med svømning, søspejder og legeaftaler.
Men de beskriver også sig selv som impulsive forældre. Vil børnenes legekammerater spise med, vil Lisbeth gerne være den mor, der altid siger ja.
- Men det bider bare en i røven nogle gange, fordi man bliver så stresset, siger Lisbeth Vernsted-Fabricius og kigger over på sin mand.
De er enige om, at de godt kunne geare lidt ned. Og leve livet lidt langsommere.
For overskud er der ikke blevet mere af det sidste år. Se bare her:
- Det er noget af en mundfuld
Selvom kuren ikke er fundet, har Christian Vernsted-Fabricius en idé om, hvad der skal til.
Han tror, hemmeligheden er nogle gange at være på egen hånd. Dyrke sport. Være sammen med sine gamle venner. Eller bare være sig selv.
For det er der, han kan få plads til at tænke de større tanker – og hvile og være lidt i det hele.
Han vil også gerne være bedre til at lægge sin mobil væk. Også selvom han er afhængig af den i sit job.
- Når man kigger i sin mobil, er det som om, man står ved siden af sig selv. Man er ikke rigtigt med. Og det er bare ærgerligt, siger han.
Men familiefaren har også indset noget vigtigt.
Rarere at være i kaos?
Nu står det nemlig klart for ham, at man er naiv, og at man kommer til at tabe kampen, hvis man tror, man skal være i harmoni konstant.
Sådanne tanker gjorde han sig ikke for et år siden.
- Men tandhjulet er bare for vildt, når man har tre børn, siger Christian Vernsted-Fabricius.
Og måske er det nogle gange rarere bare at være i virvaret. Selvom der ligger en ble på gulvet, og opvasken ikke er taget.
- Det har jeg nok lidt nemmere ved nogle gange at se igennem fingre med, hvor Lisbeth først kan slappe af, når det hele er cleanet, siger han, mens hun retter blikket mod ham.
- Det er det, vi skal finde balancen i. Det træner vi på, tilføjer han og aer hende på skulderen.
Lisbeth Vernsted-Fabricius smågriner. Der er nok noget om det.
- Jeg vil gerne prøve at være mere positiv i stedet for at hænge mig i den lille negative ting. For der er mange flere positive ting end den lille negative ting, som måske sætter sig fast på mig, siger hun.
Men selvom meget har ændret sig for de to forældre det seneste år, er der noget helt fundamentalt, som ikke har rykket sig overhovedet.
For Lisbeth og Christian Vernsted-Fabricius giver samme svar på ét bestemt spørgsmål.
Det handler om deres treårige datter, Ayasofia.
Se de nye afsnit af 'Årgang 20' torsdag 12. januar klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.