GO'

Jacob Mark: Sådan blev jeg blind

Selvom Jacob Mark vågnede op midt om natten og troede, at han skulle dø, blev han ved med at arbejde. Til sidst blev han blind.

Hovedpine, kæbespændinger, hjertebanken og angst.

Det er nogle af de symptomer, der i flere år var en del af Jacob Marks hverdag som politiker på Christiansborg. Symptomer på den sygdom, han havde forsøgt at undgå.

Men på grund af sin passion for politik og hans arbejdsmoral arbejdede han igennem det, og i november 2021 kulminerede det, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.

Jacob Mark mistede synet og måtte sygemelde sig.

- Jeg har desværre fået en sygdom i begge øjne, der gør, at jeg har mistet store dele af mit syn – særligt på det ene øje er det rigtig slemt. Det betyder også, at jeg meget hurtigt bliver svimmel og får hovedpine (...). Men i mit tilfælde mener lægen, at svaret er langvarig overbelastning af kroppen og sindet, skrev Jakob Mark på Facebook.

Men det var ifølge Jacob Mark selv politikersprog for noget helt andet.

I en ny bog med titlen 'Fartblind' taler han ud om at komme tilbage til den verden, der gjorde ham syg.

Fra Køge til Christiansborg

Jacob Mark blev kandidat for Socialistisk Folkeparti i Køge i 2012.

Allerede i 2014 stod han som 23-årig med otte ordførerskaber og skulle på talerstolen på Christiansborg for første gang.

- Da jeg stod på talerstolen første gang, stod jeg og kiggede ned på Lars Løkke, Inger Støjberg og Johanne Schmidt og tænkte: Hvordan skal jeg nogensinde blive lige så dygtig som dem? Hvordan skal jeg gøre mig fortjent til at være her? Mit naturlige svar på det var, at jeg bare måtte arbejde. Jeg må altid være super godt forberedt. Jeg må være på hver eneste dag, fortæller Jacob Mark i ‘Go’ morgen Danmark’.

Jeg tænkte: "Nu skal jeg dø"

Jacob Mark, folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti

Han forklarer, at han dengang ringede medier og nyheder op otte gange om dagen for at vise, at han også ville ændre noget i den politiske verden, og at han kunne noget.

Men den arbejdsmoral og tankegang endte med at gøre ham syg, siger han i dag.

For selvom hans krop flere gange gav ham tegn til at tage en pause, arbejdede Jacob Mark videre.

Især én oplevelse har sat sig i ham:

- Jeg vågnede en nat fuldstændig gispende efter vejret og med et hjerte, der hamrede afsted, og jeg tænkte: "Nu skal jeg dø". Så var der en læge, der sagde: "Det er angst, det kan du i princippet ikke dø af”. Og så sad jeg der i mørket og tænkte: "Nu melder jeg mig syg med lungebetændelse. For det skulle ikke hedde sig", fortæller han.

Til sidst mistede Jacob Mark synet. Han kunne ikke se sin kærestes øjne på afstand, og han havde svært ved at bruge komfuret, fordi han ikke kunne se stregerne.

Diagnosen var stress, lød lægens diagnose – noget, som Jacob Mark ikke havde lyst til at indrømme over for sig selv eller andre, siger han.

- Jeg synes, at jeg var lidt en hykler, når jeg havde talt så meget om det og ikke kunne indrømme det selv, at det havde overgået mig, lyder det.

Men alligevel var diagnosen en lettelse for Jacob Mark:

- Det kan jo lyde helt crazy, men så havde jeg en undskyldning. Jeg kunne sige, at jeg havde en øjensygdom.

Partilederne i Danmark siger ja til at stå i to og en halv time og råbe ad hinanden

Jacob Mark, folketingsmedlem for SF

Vil være med til at ændre den politiske kultur

Selvom Jacob Mark er tilbage i politik, vil han være mere opmærksom på at holde pauser, når kroppen har behov for det, siger han.

For han mener, at vi skal tale mere om, at det er svært at komme tilbage til hverdagen.

- Jeg er lidt træt af at læse de der ‘comeback-kid-historier’ om, at så var man syg, og så blev man rask. Så enkel er virkeligheden ikke, siger han i ‘Go’ morgen Danmark’.

Det skal nemlig være okay at passe på sig selv – også i en hverdag, hvor alt går stærkt, mener Jacob Mark og peger på særligt en årsag til de hektiske dage og presset på Christiansborg:

- Det handler også om, at politik nogle gange er lidt på speed. Man giver ikke sig selv den ekstra pause. Partilederne i Danmark siger ja til at stå i to og en halv time og råbe ad hinanden. Ingen af dem kan jo lide det, de er helt blege i hovedet efter.

I dag har Jacob Mark 80 procent af sit syn tilbage, og han fortæller, at han stadig arbejder mange timer om ugen, men han har en ambition om at ændre den politiske kultur:

- Så der bliver rum og tid til at tænke. Vi skal alle sammen have pauser, siger han.

Hvis du en dag skulle blive partiformand eller minister, så skal du også tage stilling til, hvor meget du kan arbejde, og hvordan du vil være leder. Har du overvejet det?

- Man må simpelthen også kunne indrette et ministerium på en måde, hvor både politikere og embedsmænd ikke bliver fuldstændig slidt ned, og hvor alt ikke går så hurtigt, lyder det fra Jacob Mark.

Se hele indslaget om Jacob Marks stresssygdom i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.