Livsstil

Kendte kvinder får fjernet fedtpuder i kinderne – derfor har tendensen vundet indpas

Dansk kirurg ser ikke tendensen i Danmark – men den kan være på vej.

Prøv at se dig selv i spejlet, mens du suger i et sugerør. Det er nogenlunde sådan, dine kinder ville se ud, hvis du fik fjernet dine Bichats fedtpuder.

Bichats fedtpuder er små klumper af gult fedt cirka på størrelse med en vindrue, som man ved et kosmetisk indgreb kan fjerne for at få skabt et hulkindet, smallere og mere kantet look i kinderne.

Indgrebet, der på engelsk hedder buccal fat removal, er blevet omtalt i flere internationale medier, blandt andre New York Times, efter at det har spredt sig på de sociale medier, og flere kendte kvinder i Hollywood menes at have fået foretaget indgrebet.

En, det har indrømmet at have fået fjernet fedtpuderne er model og skuespiller Chrissy Teigen, der fortalte på Instagram, at hun havde fået foretaget "the buccal fat removal thing".

Et billede af 'Glee'-stjernen Lea Michele satte i december gang i spekulationer om, at hun har fået foretaget buccal fat removal.

Indgrebet har desuden fået en del opmærksomhed på Tiktok hvor videoer om emnet er set mere end 173 millioner gange, hvor der spekuleres i hvilke kendisser, der har fået fjernet fedtpuderne.

Derudover er tendensen blevet beskrevet i flere internationale medier som den seneste virale kirurgitendens, da amerikanske kirurger fortæller, at indgrebet vokser i popularitet og spreder sig på de sociale medier – særligt blandt yngre kvinder.

Har foretaget indgrebet i fem år

Bichats fedtpuder er små fedtpuder på hver side af munden, som man fødes med, og som er nødvendige for at spædbørn kan lave vakuum, når de bliver ammet.

Puderne er med til at give kinderne et rundere og i enkelte tilfælde mere ungdommeligt udtryk, men kan med alderen synke ned og eller fremstå som "hamsterposer".

Det er begrænset, hvor meget filler du kan få i kinden

Louise Vennegaard Mielke, plastikkirurg ved Aleris Hamlet

Det forklarer plastikkirurg ved Aleris Hamlet privathospital Louise Vennegaard Mielke.

Hun har gennemført indgrebet på patienter i Danmark i cirka fem år. Hun fortæller, at fedtpuderne oftest tages ud som led i et ansigtsløft, hvor man skærer op ved ørene og fjerner fedtpuden som led i en opstrammende procedure.

Hvis man udelukkende skal fjerne Bichats fedtpuder, går man ind gennem munden og trækker dem ud gennem kinden.

Bivirkninger ved fjernelse af Bichats fedtpuder

Som ved alle indgreb er der risiko for bivirkninger ved at få foretaget fjernelse af Bichats fedtpuder

Risiciene ved indgrebet er blødning, væskeansamlinger, infektioner og i sjældne tilfælde små nerveskader i ansigtet. 

Kilder: privathospitalet Aros, privathospitalet Volvat

Er ikke kommet til Danmark – endnu

Louise Vennegaard Mielke kan ikke genkende den amerikanske tendens med stigende efterspørgsel på fjernelse af Bichats fedtpuder i en dansk kontekst.

Men hun mener, at indgrebets stigende popularitet taler ind i en efterhånden årelang tendens med, at kvinder tyer til kosmetisk kirurgi for at opnå det, hun kalder "Instagram-looket" – nemlig det udseende, man får gennem Instagram filtre, der gør huden glat, læberne fyldigere, næsen smallere, kindbenene højere, hagen spidsere og øjnene større.

- Det taler klart ind i det populære look med meget markerede kindben, hvor man får filler i den øverste del af kinden. Men da det er begrænset, hvor meget filler, du kan få i kinden, kan man også suge det ud nedenunder for at få en mere markant markering, siger Louise Vennegaard Mielke.

Før var der fem-ti års forsinkelse på, at de her indgreb kom til vores breddegrader

Louise Vennegaard Mielke, plastikkirurg ved Aleris Hamlet

Derudover forudser hun, at det er et spørgsmål om tid, før tendensen vinder indpas herhjemme, hvis den først har opnået mainstreampopularitet i USA. Sådan går det nemlig med skønhedstendenser i dag.

- Før var der fem-ti års forsinkelse på, at de her indgreb kom til vores breddegrader, men det går hurtigere og hurtigere i dag, og det skyldes de sociale medier, siger Louise Vennegaard Mielke.

Et permanent indgreb

Louise Vennegaard Mielke mener dog, at fjernelse af Bichats fedtpuder skal foretages med stor omtanke – ligesom andre indgreb.

- Hvis unge kvinder efterspørger indgrebet for at få et slankere ansigt, skal de vide, at det i nogle tilfælde vil være et meget lille resultat, og at det er permanent, da man ikke kan tage dybtliggende fedt som det på igen, siger hun.